Kærlighed og kræsenpinde

Jeg har fået en kæreste, og det er ikke en hvilken-som-helst kæreste.

Han er en kæreste af helt sjælden kaliber. Og så elsker han at spise, og drikke, og livsnyde. Og det elsker jeg ham for. Sådan helt ind i knoglerne. Min kæreste drikker kaffe og vin. Og øl. Og bobler. Og han rynker aldrig på næsen. Og så spiser han alt hvad der kan fortæres. Forleden spiste han knoglemarv med velbehag og et smil på læben. Sådan en mand kan jeg godt lide at have i mit liv.

Og det er lige præcis det han er. En mand. En rigtig mand.

Alt for tit har jeg siddet på dates med mænd, som bestiller varm kakao i stedet for kaffe. Eller danskvand i stedet for vin. Og det er såmænd ikke fordi at de ikke må det, bevares. Det er et frit land vi lever i. Og her skal mangfoldighed herske. Men! For mig er det en humørdræber. Jeg smiler ikke just når han parkerer mere mad på kanten af hans tallerken end han gør i mavesækken. Jeg finder det tæt på frastødende at en mand ikke tør smage på maden. For mig er det det samme som at han ikke tør smage på livet. Det er fair nok at være lidt småkræsen, men grundlaget skal være i orden. Det skal skylles ned med en anekdote om anafylaktisk shock eller overdrevent forbrug af medister i barndommen. Sådan et par historier har jeg også selv oppe i ærmet. Jeg kan ikke spise sesamfrø i store mængder for så hæver mine læber og tunge til dobbelt størrelse og tvinger mig i akut livsfare. Og jeg rører heller ikke stegt lever, mest fordi at jeg lod mig stopfodre med det i mine spæde spiseår, og det til stadighed tricker min brækrefleks. Men derudover, så er jeg hæmningsløs i rejsen på menukortet. Og jeg tiltrækkes af mænd med samme begejstring for alsidig kogekunst.

Jeg husker tydeligt daten med manden, der dissekerede en tallerken med glimrende ny-nordisk mad, som ledte han efter nåle i en høstak. Han var målrettet og grundig. Nuvel. Jeg har sjældent set et menneske være så omhyggelig i kampen om at pille det grønne snask af kartoflerne. Som i øvrigt var pastinakker. Men fred nu være med det. Jeg overkommer let kulinarisk naivitet. Men jeg var pinlig ind i mit inderste over at se ham insistere så nøje på ikke at kunne lide grøntsager. Som i øvrigt var krydderurter. Ak og ve. Jeg prøvede at smile det væk, mens jeg indåndede duften af rosmarin og elskede smagen af ramsløg og skovsyre. Og så takkede jeg guderne for at vi ikke var hoppet på den 5-retters menu. Og jeg er ellers ikke religiøs.

Det var en lang aften. Temmelig lang. Han øffede over manglende salt på kartoflerne, og jeg nikkede og tænkte at salten nok lå et sted i den bunke af umami, som han havde samlet på kanten af tallerken. Og lidt på dugen. Han pegede på mig og udtrykte forundring over at jeg nikkede anerkendende til manglende salt, når jeg nærmest havde slikket min tallerken. Og så brød han ud i latter. Uendelig latter. Og mens situationen tilspidsede sig og jeg indvendigt var rødglødende af raseri, smilede jeg uhæmmet til ham – i troen på at dumhed skal kvæles med kærlighed. Og så nåede vi desserten. Tjeneren serverede en billedsmuk servering med nøddecrumble, friske bær og hjemmelavet solbærsorbet. Så yndigt at jeg kunne fælde en tåre, og nærmest ikke kunne få mig selv til at tvinge skeen igennem. Og bedst som jeg lod desserten sende mig på nye gastronomiske højder, så skrattede min date i øregangen. Jeg har aldrig brudt mig om jordbæris – jeg synes at jordbær smager ulækkert, bjæffede han. Og lige der kunne jeg ikke smile mere. Jeg havde fået nok af kærlighed og kræsenpinde. Jeg var officielt ude.

Og der har I det så. Grunden til at jeg elsker min kæreste dybt og inderligt. Han smager på alt. Krydderurten, knoldsellerien og kulmulen. Han er uhæmmet. Han smager på mig. Smager på sig selv. Smager på livet. Og når man først har haft sådan en mand i sit liv, så lukker man aldrig en kræsenpind indenfor igen. Livet er for kort til smagsløse kødhoveder.