Jeg kan ikke henvende mig til mænd.

Jeg tør simpelthen ikke. Jeg er ellers en forholdvis pæn og charmerende pige – jeg har egentlig et rimelig godt selvværd og jeg er tilfreds med mig selv som person. 

Jeg er en pige med ben i næsen, og jeg har mod på alverdens ting. Men lige nøjagtig det at gå hen til en fyr, som jeg synes er lækker, og være ærlig omkring det – det kan jeg ik’! But whyyy ?!

Jeg har godt nok prøvet det mange gange, at se en fyr hvor jeg tænker ’Waaauw’ – og jeg har SÅ gerne villet tale med ham! Men jeg kan ikke lide at gå hen og sige det.. Jeg har alle gangene fortrudt det – når han så er smuttet, at jeg ikke bare gjorde det. At jeg ikke nåede det – at få hans nummer eller lign. Mange gange har jeg endda efterfølgende forsøgt om ikke jeg kunne finde ham på Facebook eller lign. Total stalker agtigt – men bare fordi, at det ville være meget nemmere at gemme sig bag tasterne og skrive til ham! Det lykkes sjældent…

Hvorfor er det så, at en pæn pige som mig – ikke tør det? Jeg har da ikke noget at tabe?

Tænk sig bare at kunne smide hæmningerne og sige fuck det! Måske der kom noget godt ud af det!

Det har vel egentlig fra gammel tid ’heddet sig’, at mændene var dem der bød op til dans.. Men! Vi lever i år 2016 – og sådan fungerer det bare ikke længere. Det kræver jo lige så meget mod for dem at henvende sig til en pige de synes er lækker, som det gør for mig den anden vej rundt. Så uanset hvad – så synes jeg at det er sejt, de der tør!

Hvad gør I kvinder? Kommer I med en lam scorereplik eller hvad siger I?

Og hvad tænker mændene – når en kvinde henvender sig? Er det ’friskt’ gjort eller er hun ’desperat’?