“Nå Camilla, har du så fundet dig en kæreste?” Eller: “Hvordan går det med kærligheden?” Suk… Har ikke tal på de mange gange jeg har fået disse spørgsmål. Og aldrig før har jeg været så presset over at være a single lady.
Jeg er nået den alder hvor mit Facebook-feed er fyldt med gravide maver, baby/børnebilleder eller bryllupsfotos. Jeg skal være ærlig og sige, at det nogle gange godt kan lægge et pres på mine snart 27-årige skuldre. Få styr på din karriere, find en mand og start din egen lille familie med ham. Jamen klap dog lige hesten?!
Min karriere har jeg styr på. Selvom jeg er super usikker på om jeg skal være pædagog resten af mit arbejdsliv. Det med at finde manden og få børnene, er jeg lidt bagud på, men hvorfor skal jeg føle at jeg er bagud? Jeg har jeg det egentlig helt okay med at være single. MEN… Selv en kan-selv-vil-selv type som mig, kan have dage hvor jeg savner at være en del af den tosomhed et parforhold giver. “Desværre” er jeg ikke typen der kan blive kærester med den første og bedste mand jeg møder på min vej. Jeg vil ikke nøjes og så er jeg kræsen. Der skal der endda være følelser involveret fra min side, ej men hvad er det for noget (ironi kan forekomme 😉 ). Men ærlig talt, jeg vil sgu være forelsket til op over begge ører! 
Jeg har heller ikke gjort det særlig nemt for mig selv, da jeg har droppet alle former for onlinedating såsom Tinder, Happn og Badoo. Og ja, jeg har skam prøvet at få det til at fungere – der er bare for få interessante mænd fra mit område og langdistanceforhold har jeg afprøvet uden succes. Hvis der endelig dukkede en eller flere spændende mænd op, ville de enten bare knalde eller også stoppede samtalerne efter et par uger. Selvfølgelig kan det lade sig gøre for nogle, har bare indset at det ikke fungerer for mig pga. min placering og kræsenhed. Jeg har haft mere held ved at støde på mænd ved en tilfældighed. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så spøger min eks stadig i min bevidsthed (åh gud, skrev jeg virkelig det)… Selvom der selvfølgelig var en grund til at vores forhold endte, har jeg endnu ikke mødt en mand der ser, lytter til og accepterer mig – som han gjorde. Men DET uddyber jeg nok i et andet indlæg – hvis jeg tør 
Jeg har da også et ønske om at få barn/børn på sigt og gudskelov tikker mit biologiske ur ikke særlig højt i øjeblikket. Jeg har dog lavet en pagt med mig selv. Hvis jeg ikke har fundet manden jeg skal have børn med (eller han har fundet mig 
) inden jeg er fyldt 30, så tager jeg i hvert fald en snak med min læge om fertilitetsbehandling, adoption ect. Jeg vil vide hvilke muligheder jeg har og hvad det kræver for at blive solo-mor – hvis jeg har lyst til den tid.
Imens vil jeg prøve at acceptere, at det er helt okay at være der i livet hvor jeg er nu.
Rigtig god weekend til jer alle.
Ja, det er nemlig helt okay at være der i livet hvor du er nu! Babyer og bryllupper er ikke dukket så meget op i mit facebook feed endnu – da jeg kun er 23 – men jeg frygter også den dag, hvor jeg bare tænker “fuck, jeg er jo bagud”. Det gør jeg i en mindre grad allerede, men jeg er single by choice – ligesom dig, jeg vil heller ikke nøjes!
Så held og lykke med det! Jeg hepper på dig!
Tusind tak ❤️ Og jeg hepper tilbage 😁
Se… nu er det sådan at der også er mænd der ude der har det på samme måde.
Jeg bliver også spurgt konstant af forældre og søskende om jeg ikke snart har fundet mig en kæreste.
Jeg har faktisk fået det spørgsmål stillet så mange gange at det måske snare er i trods end noget andet at jeg aldrig har ledt efter en kæreste.
Jeg har altid brugt forskellige undskyldninger som “jeg skal først være færdig med uddannelsen, jeg skal først finde et job” osv. til de næste milepæle.
Men samtidig… jeg vil gerne have en kæreste. det ville være dejligt at have en kæreste. og endnu bedre hvis det også viste sig at hun faktisk er den eneste ene for mig.
Teknologi har givet os mange muligheder, og jeg er da også stor tilhænger af det… men jo “nemmerer” det bliver at være i kontakt med sine venner online. jo mere føler jeg også at det er det ENESTE sted man kan komme i kontakt med folk.
Selv denne side har jeg ikke engang selv fundet, det er min søster der “delte” den med mig på facebook. (med kommentaren “en potentiel fremtidig kæreste måske?” ).
Jeg ville da gerne kunne gøre som man gjorde før alle fik en mobil i hånden. sætte mig ved siden af en pige der virker interesant i toget… og så holde en samtale med hende.
Men jeg er den generation der ikke bare er vokset op med elektronikken lige ved hånden, jeg er også den introverte type… hvilket desvære har den bagside at jeg ikke bare går sådan.
Jeg kan sagtens skrive i månedsvis med mine venner på nettet, Men faktisk at tale med folk?.. den er besværlig for mig. Hvis der er andre der snakker, så kan jeg ikke få mig selv til at “afbryde” dem.
Om dette er et problem som kun jeg har, ved jeg ikke… men det er heller ikke det der er min point til dette svar.
Jeg har det godt her i mit liv hvor jeg er nu, men jeg HAR rundet de 30… og selv om jeg ikke føler mig ensom… så føles det som om at det er noget jeg snart vil ende med at blive…
Hej Mikkel
Ja, jeg kan sagtens forestille mig at mænd også kan have det på samme måde som mig – så irriterende at folk (primært familien i mit tilfælde) ikke bare kan slappe lidt af med spørgsmålene. Den rigtige mand dukker op når han dukker op – det er jo selvfølgelig en kvinde i dit tilfælde 😉
Ang. den teknologi som vi begge er opvokset med – ja, det er blevet en del nemmere at skabe kontakt til andre, men for mig er der en forskel på de sociale platforme der primært bruges til at finde en potentiel partner og så til Facebook, Instagram og endda Kvinderudenfilter.dk. Ved de sidste 3 kan en kontakt godt opstå som kan udvikle sig til en kæreste, sex-ven eller lignende, men i følge min mening, er det bestemt ikke deres hovedformål 🙂
Jeg ville ALDRIG turde at tage kontakt til en fremmed fyr i toget fordi han så sød ud og jeg gerne ville lære ham at kende. Men søge efter ham på Facebook og måske endda skrive til ham, ville jeg nok turde, selvom det også er grænseoverskridende.
Tak for at du tog dig tid til at kommentere på mit indlæg 🙂
– Camilla
P.S Og hvem ved, måske får din søster ret