Jeg indrømmer det gerne! Inden jeg overgav til Tinder, kyssede jeg på mange frøer i den virkelige verden. Altså, virkelig mange. Og! Utroligt nok, lykkedes det mig ikke at tøjle en mandsperson og forene vores pjalter i denne kulisse.
Den virkelige verden gav mig en hulens masse mandekram, men der var langt i mellem de gode af slagsen. Jeg savnede, ærligt talt, mandekram af den kaliber, at de kunne mærkes i krop og sjæl i dagevis. Men! En ting var at ønske det. En anden ting var at få det. Humlen var simpelthen at udbud og efterspørgsel ikke hang sammen. Überhaupt nicht. Men hvor svært kan det egentlig være? Umiddelbart var mine krav rimelig beskedne! Jeg søgte 1. En mand, som ikke klynker. 2. En mand, der ikke sætter kvinder på en piedestal. Og 3. En mand, som ikke lader sig kastrere. Så simpelt var det! Virkeligheden viste mig dog at de tre krav, kombineret set, var en temmelig unik sammensætning.
Og virkeligheden snød mig lidt. Utallige gange blev jeg antastet af selvsikre mænd som lovede morskab, vildskab, og mandekram af sjælden kaliber. Hver gang forførtes jeg af deres beslutsomme ihærdighed – og tilbød naturligvis nøgenhed i bytte. For her hviler ingen narrefisse. Men virkeligheden forvandler mange virile mænd til vatpikke. Jeg blev ofte skuffet af mænd, som lovede fandenivoldskhed, men som ikke turde rive mig i håret når en passende lejlighed bød sig. Ak og ve. Så snart deres anmodning om overnatning var accepteret, turde de ikke kræve det kys som de retmæssigt fortjente – selv ikke når jeg bød muligheden klar med fugtede læber og kælent blik. Og når jeg ønskede at inkassere de upåklædte mandekram, rystede de som espeløv og forvandledes til forsvarsløse hundehvalpe. I stedet ville de nusses. Og krammes. Og elskes. Og bekræftes. Vor herre bevares. De var mestre i forførelseskunst. Men katastrofale i samlejekunst. Mænd!
Den sidste mand jeg krammede inden jeg overgav mig til dampende dating-apps og virtuelle handyr, var en gift mand, som jeg mødte i den virkelige verden. Sammen gned vi haler i månedsvis. Mit møde med den gifte mand startede som et klassisk, erotisk eventyr. To mennesker – en forretningsrejse. Han var en lidenskabelig og mellemøstlig Don Juan. Og jeg var solgt til stanglakrids. Tiltrækningen var akut. Vi flagrede nysgerrige rundt i et farverigt mekka af vævede tæpper, dadler og udsigten til det døde hav. Før jeg nåede at tøjre mit begær i et reb af fornuft, endte vi med at virkelighedsflygte til hotelværelse og roomservice. Der lå vi – og der blev vi liggende. Os to mod verden. Det startede som en ganske uskyldig flirt under den jordanske aftensol, og endte med mine barberede ben omkring hans kraftigt behårede krop. Han sneg vielsesringen i lommen, og vi aftalte at hvad der skete under mellemøstlige himmelstrøg skulle blive under mellemøstlige himmelstrøg. Men sådan blev det ikke!
Vi forsatte det eksotiske eventyr på dansk jord. Og selvom jeg positivt profiterede af hans udelte opmærksomhed – i den mest paradoksale forstand, så var det en vældig trættende faktor, at forholdet var betinget af konens fravær. Han ringede når han havde lyst til mig, men gjorde det klart, at jeg ikke kunne ringe når jeg havde lyst til ham. Han fortalte at konen kunne være hjemme, og at hun måske vil tjekke hans telefon eller fatte mistanke. Undskyldningerne var mange. Og jeg forstod godt at han var nervøs. Selvfølgelig. Han sked nærmest dagligt i de ægteskabelige nælder når han i tekstbeskeder til mig klynkede over ikke at blive hørt og forstået af hustruen derhjemme. Men hvad med mig? Jeg spillede rollen som den nøgne og eftergivne parterapeut, der skulle redde stumperne af deres forliste ægteskab. Det blev en djævelsk spiral. Men easy come – easy go. En dag ringede han til mig og tilbedte sig mit afklædte selskab, fordi han var ensom og konen var stukket sydpå med veninderne. Jeg måtte dog afvise hans anmodning, fordi jeg havde tilladt mig at sondere datingmarkedet på en bytur med en veninde, og der tabte han småkagerne. Han blev sur, skuffet – og nok en smule jaloux. Og jeg? Ja, jeg bad ham stikke piben ind og være en ordentlig mand. Og fra den dag af ebbede kontakten langsomt, men sikkert, ud. Den dag besluttede jeg mig for at skifte de flerdimensionelle mænd ud med nogle todimensionelle af slagsen. Desperate tider kaldte på desperate metoder.
Jeg erfarede dog i rasende hast at mændene i den virtuelle verden ikke var en tøddel bedre. Listen over skuffelser var lang og ubarmhjertig. Det viste sig hurtigt, at mænd i alle dimensionelle ratioer kunne bringe mig ud af rationel fatning. Der var karikaturen med Onkel-Anders-briller. Færingen med moderkomplekser. Og forfatteren der ikke kunne holde fiktion og fakta adskilt. Nå ja! Og så var der ham, der skrev en nat at han havde lyst til at luge min isse. Ak. Listen er lang. Og den gør lidt ondt. Men lad mig starte der hvor det hele begyndte. Tinder.
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
