Jeg tror, jeg har en 50-års livskrise…..!!!!

Jeg har aldrig oplevet at have en livskrise op til en rund fødselsdag… men jeg kan mærke at min næste fødselsdag – giver mig mange tanker og spekulationer over mit liv… det jeg har levet og det jeg forhåbentlig skal leve i mange mange år endnu….

Jeg bliver 50 år om nogle måneder.
Det bliver i første omgang fejret uden den store fest og mange gæster, men helt som den plejer, med den nærmeste familie – en tur i tivoli (hvis vejret er til det) og en middag på en hyggelig restaurant – det er dog anderledes, da vi normalt spiser hjemme hos mig først.

Måske holder jeg så en større fest til næste år, men det har jeg faktisk ikke besluttet mig for endnu.
Jeg har nemlig aldrig holdt de store runde fødselsdagsfester.
Jeg er mærkelig nok ikke så god til at blive sat i centrum, selv om mange nok ville tro det, da jeg jo til dels lever for at undervise i dans, og derfor er i centrum i mange timer om ugen.

Den eneste runde fødselsdag som jeg har fejret, var min 40 års fødselsdag – men det var kun som et åbent hus arrangement og alle der havde lyst til at komme forbi til en bid brød og lidt af drikke, var velkomne.
Jeg tror mest af alt, at det var, fordi jeg lige, der havde lyst til at fejre livet, fordi jeg samme år havde mistet min far alt for tidligt.

Men op til min næste runde fødselsdag, hvor jeg bliver et halvt hundrede år, så har denne fødselsdag sat ret så mange tanker i gang…..
Hvad skal der ske med resten af mit liv ?
Skal jeg blive lige der, hvor jeg er nu ?
Skal der ske små forandringer ?
Eller måske kæmpe store forandringer ?
Er jeg tilfreds ?
Er jeg glad nok – eller kan jeg blive gladere for livet ?
Går det kun ned af bakke fra nu af – og her taler jeg ikke kun om kroppen, men også resten af livet ?
Det er bare nogle af de mange tanker og spørgsmål, som jeg jævnligt gør mig, og som jeg er ved at blive tosset af oppe i mit hoved, at de også skal fylde sammen med alt det andet der fylder deroppe..

Nogle af de store tanker er blandt andet:

Skal jeg blive på det job jeg har nu….?
Er ofte et spørgsmål jeg stiller til mig selv.
Bør jeg finde mig et nyt job, starte ud med noget helt andet, prøve en ny vej, skabe mig en karriere ? Tage en ny uddannelse… ?
Jeg har jo altid drømt at blive selvstændig – og faktisk har det der 8-16 job egentlig aldrig været mig, men det er det jeg har været i siden jeg var 19 år gammel.
Kan jeg overhovedet finde et andet job, og hvis ja, hvad skulle det så være ?
Er der overhovedet nogen som vi ansætte en på 50 år ? Uden den store uddannelse – men en som er mega meget autodidakt på rigtig mange områder og pissegod til mange ting ?
Jeg har ikke nogen mærkbar arbejdstitel, og det virker til at det åbenbart er meget vigtigt efterhånden ?! Eller er det bare mig, der igen overtænker?
Bør jeg bare blive og lade livet gå sin gang, og så tænke på, at jeg trods alt ”bare” har 20 år tilbage på arbejdsmarkedet ?
Især med tanke om, at jeg jo er typen, som går med livrem og seler, og helst skal have max styr på sin indkomst og sin økonomi !
Det vilde ville jo være at forfølge min drøm, men når denne tanke dukker op, så kommer næste tanke lige bagefter… STOP DIG SELV.. du bliver 50 år… det er sku for sent at sadle om nu… Det burde du have gjort i dine 30’er… og så lader jeg tanken glide væk i baghovedet, indtil den igen dukker op – og jeg igen kan slå mig selv i hovedet og sætte mig selv på plads.

Hvad med den der kæreste…..??
Ja hvad med ham ?
Finder jeg mon nogensinde en at dele mit liv med ? Skal jeg være alene resten af mit liv, ingen at flette fingre med, ingen der løfter mig op, når jeg er nede. Ingen der krammer mig, både når jeg er glad og ked. Ingen der spontant tager mig med til Paris på en kæreste-weekend. Ingen jeg kan falde i søvn med på sofaen og vågne blidt op, fordi han tørrer salven væk fra min mundvig.
Ingen der fortæller mig, at han elsker mig, og at han ville have ønsket, at han havde mødt mig meget tidligere i sit liv, men at han glæder sig til at blive rigtig gammel med mig.
Er der overhovedet nogen, der gider at finde sammen med en gammel tøz på 50 år, som ikke rigtig har lyst til at stoppe livet, men kun lige er gået i gang med at leve det på ny igen, efter at arveguldet er flyttet hjemmefra og den nye form for frihed er kommet til hende.
En kvinde, som mange betegner, som værende i sin bedste alder, men også har slæbt ekstra kilo med på sidebenene og maven end for blot 20 år siden.
Som har boet alene i så mange år, at hun nok er gået hen og blevet lidt sær og ikke har lyst til at dele sin lejlighed hver dag med en anden, eller nødvendigvis vågne op i sammen hver dag i den samme seng.
En der stadig har lyst til livet og ikke har fundet så megen ro på livet, at det vildeste der kan ske på en lørdag aften, er at ligge på hver sin side af sofaen og vælge en ny film på netflix?!

For jeg må jo indrømme at de fleste af de mænd, jeg får henvendelser fra på div. Datingsider… de er nået til det punkt i livet, hvor sofaen, netflix og et glas rødvin, er det bedste de ved på en lørdag aften, og at de forresten er nået så langt i livet, at de har selv synes, de har oplevet det der skal opleves, og nu skal livet være afslappet og roligt… OG DER ER JEG IKKE ENDNU – og håber aldrig at jeg helt når dertil…
(Selv om de fleste af mine lørdag aftner pt. ser sådan ud…- men det er ikke med min egen gode vilje)

Frygten for at dø alene og ensom, er noget af det, jeg frygter allermest, ikke at få lov til at mærke kærligheden igen, ikke at have en til at blive gammel med, og opleve resten af livet sammen med.
Og det nok noget af det, der giver en af de største 50-års livskriser.
Og bare ikke lige noget jeg kan ændre med et knips, som en anden tryllekunster.

Er det blevet for sent nu til nye muligheder?
Se det er en af de helt stor tanker….
Kan jeg stadig nå en masse i livet ?
Kan jeg nå alt det jeg stadig gerne vil nå – inden at helbreddet og kroppen ikke helt kan følge med mere ?

Kan mange af mine drømme stadig nå at blive til virkelighed, eller burde jeg havde gjort mange af dem for 20 år siden,hvor jeg slet ikke havde disse tanker, men sad som 30-årig, forladt, alenemor, kæmpede for at holde fast på det hele og stadig være en super mor for min søn, og på ingen måde hverken turde skifte job, drømme om at rejse verden rundt, finde mig en ny kæreste, eller hoppe ud som selvstændig danseinstruktør.
Der galt det kun om at få den ene dag til at hænge sammen efter den anden….

Men nu har jeg jo styr på det der liv… Min søn er flyttet hjemmefra…. Økonomien er god… Helbreddet er okay….Jeg har bare mig selv at tænke på…..
Så hvorfor ikke bare gøre noget af alt det jeg drømmer om…

Måske skulle jeg gense serien Sex and the City og lytte lidt hvad Samantha siger…. I ved hende, den ret så friske kvinde, der er 10-15 år ældre end de andre, men stadig kan lægge mænd ned på stribe, skider på hvad andre tænker om hende, og gør lige hvad hun vil….
Skulle jeg ikke bare prøve at hoppe lidt op i hendes sko, og  have en 10.-del af hendes gå-på-mod og attitude i mig…
Mon så ikke at jeg kommer igennem de næste 10 år, med hovedet højt, masser at nye oplevelser og måske også et helt nyt job, med helt nye karrieremuligheder og glæde mig over at jeg rent faktisk får lov til at holde en ny fødselsdag igen året efter og efter det og efter det. ?!
Og så fejre min 60 års fødselsdag med et kæmpe brag af en fest, og fejre at resten af livet ligger foran fødderne for mig, og det skal leves hverdag! 
Det må være mit løfte til mig selv – og så gøre et kæmpe forsøg på at jage den der 50-års krise langt væk. 

Tak fordi du læste med….
Det var faktisk rart at få sat ord på min ”50-års livskrise” og du mere end velkommen til at kommentere med på den.