Jeg tabte mere end mig selv.

Dette blog opslag er mit første nogensinde og emnet gør ondt.

Jeg vil begynde min historie i Marts 2012.

Jeg havde følt mig skidt tilpas i nogle dage med kvalme og opkast og rigtig skidtmas.. så jeg fik en tid ved lægen.
Som altid når jeg er ved lægen prøver jeg at være lidt mere tapper end jeg ellers ville være. Så lægen beder mig af ren rutine om at lave en urinprøve for lige at tjekke om man nu var gravid.
Som sædvanlig, når jeg er syg, er jeg i kongedårligt humør så jeg gør det bare med en sur grimasse og tænker ik videre over det.
Jeg bliver derefter tjekket på briksen, hvor mave og underliv palperes udefra, og jeg er ved at besvime.. lægen får mig så op at sidde ned på en stol, hvor jeg så lige skal vente, mens han går ud og tjekker den der prøve..
Det næste der så sker, ændrede mit liv totalt!!

Ind kommer der en slap(LÆS: grøn/urutineret) kvinde, med stram hestehale og briller og hun kigger på mig med det der smil der siger, “jeg magter ik det er mig der skal komme med disse nyheder” og sætter sig ned overfor og siger ” ja jeg ved ikke om jeg skal sige tillykke eller desværre“. Jeg svarer, “det kommer da an på hvad du vil fortælle mig!“. Hun kigger så på mig over brillen, og siger “jamen du er jo gravid, som du ved“

HVAD?!?!?
Kan du lige gentage det, så jeg ved om min hjerne er i stykker??

Ja, hun gentog så, og der bliver udvekslet lidt ord af forskellig, udefinerbar karakter, som så ender med mig, der går ud af døren og hun siger tillykke og hav det godt…

Der gik min verden fuldstændigt i stykker..

Jeg følte mig revet fysisk i to dele… den ene har hele sit liv hadet ALT hvad der havde med børn at gøre og havde svoret at hun ALDRIG skulle have børn. Den anden, som er helt ny. er totalt overvældet af hvilket mirakel min krop er med til at skabe.. Tænk at JEG er en rigtig kvinde, der kan sætte børn i verden..!?!?!?! Det kunne jeg ikke rigtigt fatte..

Men jeg havde ca 25 meter til at affinde mig med det, da det var den afstand der var fra lægens værelse, ud til bilen hvor min far ventede.

(indskudt bemærkning, min Far og jeg havde på det tidspunkt et voldsomt anspændt forhold bygget på had og svigt, blandet med massiv alkoholindtag på daglig basis, krydret med hans evige tendens til at tale ned til mig, og latterliggøre alt jeg sagde.)

Han spørger mig så, hvordan det gik, om jeg fandt ud af hvad jeg fejlede.?

Jeg svarer ” ja! jeg er en rigtig kvinde og du skal være morfar“

Hans respons på dette, glemmer jeg aldrig.
Han fik tårer i øjnene, gav mig et mega bamsekram og sagde “hvor er jeg stolt af dig“
På det her tidspunkt er jeg 22 år gammel, er i mit første faste forhold, hvor vi bor sammen, jeg er hestepige til fingerspidserne og dyrker min top trænede krop, som et tempel, er super bevidst om hvem og hvad jeg er og at jeg er pisse dygtig til det jeg laver…

Og alligevel rammer de ord mig som en beton-hammer… for de ord har han ALDRIG sagt til mig.. altså OM MIG ?!!!

Jeg smeltede fuldstændigt og blev akut lykkelig..

Men lykken varede kort.

For da jeg kom hjem og skulle fortælle det til faderen, blev nyheden ikke modtaget som man ser i film.. (har det nogensinde været sådan?)

Han var nær besvimet og begyndte at hyperventilere og råbe ad mig, sige at det ikke kunne passe og det var ikke det han havde regnet med…

Der går så ca en times tid, før han smiler glædesstrålende og siger han glæder sig..

Alt det her lyder self meget fint og normalt..

Men ja det er her kæden hopper totalt af.
Jeg har voldsomme gener af min graviditet. opkast og kvalme hele vejen igennem, svær bækkenløsning, og tager næsten 20 kg på. (gik fra 53 kg til 69) fik strækmærker på de sidste 24 timer før fødslen. Har veer i 23 timer og er i aktiv fødsel i 10 timer. får lagt epiblok. forkert 2 gange før han rammer 3. gang. Føder endelig min lille perfekte lyserøde pige. og er lykkelig. Kommer op på stuen og epien er ikke længere virksom, her ligger jeg så med smerterystelser i inderlår og hofter, og en hovedpine de færreste kan fatte, dette gjaldt også for de sygeplejersker der kommer.
Jeg bliver tilbudt panodiler.

Jeg skal til at amme for første gang, og jeg har vitterligt verdens mindste nipples uden de render indad, så det er lidt svært at få hende til at sutte rigtigt. Men jeg får hjælp og det kommer til at køre.

MEN!!!!
Jeg græder og vrider mig hver gang hun skal ammes…
Jeg kan ikke kigge ned på hende pga vanvittige smerter i nakken. (ingen spørger mig hvorfor jeg græder, og den ene der gjorde, fik svaret det gør så ondt.. hvad fanden skulle jeg sige?) 
Jeg har så ondt, at jeg gerne vil dø, og jeg græder af sorg fordi jeg ikke kan kigge min lille smukke datter i øjnene, når jeg ammer hende.

Dette bliver så opfattet, som modvilje mod min datter, mod det at være mor, og jeg bliver sat under observation for at se om jeg mishandler hende. (alt dette aner jeg INTET om).

Det er først efter, at vi har været hjemme i dage, at vi kommer ind til en kontrol, hvor jeg sidder i stolen og vrider mig og kan ikke finde et sted at sidde uden at jeg ser rødt og har så sygeligt ondt. (hvis du har prøvet at have så voldsomme smerter, ved du man bliver fuldstændigt vanvittig og sindssyg og kan i det øjeblik slagte et menneske som var det en pose M&M¨s uden at blinke) så jeg snapper af hende og bliver led i kæften og beder hende tage hendes lorteundersøgelse og stikke den skråt op, for jeg skrider nu, da jeg bliver syg i hovedet af mine smerter.
Endelig går der et lys op for hende og hun siger så, “jeg tror du har en spinal hovedpine“.
Hun prøver at indlægge mig, men det kommer ikke til at ske!
Så hun sender mig hjem med rådet om at ligge fladt i 24 timer og drikke så meget coca cola som muligt da det indeholder koffein.
Det får trykket af spinalvæske til at stige.( jeg havde mistet 2 ml pga fejllægning af Epidural) 
Det lykkedes og smerterne bliver markant mindre i løbet af et par dage.

Men så kom virkeligheden… de havde standset min mælkeproduktion, pga de mente, jeg mente det jo var ja, hva ved jeg. ulækkert? .. i hvert fald, fik jeg det standset.
I mit hoved betød det, at nu var jeg bare en brugt klud og min krop var lige til at smide ud.
Jeg kunne ikke ride, eller passe min hest pga. smerter i bækkenet. jeg havde stadig 15 kg for meget på sidebenene og jeg HADEDE alt ved min krop. Jeg så intet af den pige badass kriger-kampm den havde været igennem for at skabe et lille menneske.

Så jeg mistede mig selv, fik familieterapeut ud forklædt som sundhedsplejerske, da de mente jeg ville nægte, hvis de sagde sandheden..
Jeg fik så voldsom en depression, at jeg fik at vide af min datters far efter et skænderi, at han ikke elskede mig længere. (min datter var 3 mdr.)
Jeg flyttede for mig selv, og da min datter var 8 måneder gammel, fandt jeg sammen med min ungdoms første kærlighed og så begyndte en 8 år lang kamp for at nå ud på den anden side af had, svigt, foragt, magtesløshed og lignende. som jeg er “relativt” sluppet af med i dag.

Det var det fra mig i denne omgang, resten kommer en anden god gang.