Jeg glemmer aldrig den dag.. Dagen hvor det hele ændrede sig

Jeg vil aldrig glemme den dag, dagen D 12 Juli 2020.
Jeg er med min svigerinde på Skejby sygehus, vi har været indlagt under et døgn, før lægerne kommer med beskeden: Vi har fundet 7 knuder i din hjerne og kræft i hele hjernehinden.
Jeg kan se hun tjekker ud, jeg kan mærke choker i min krop brede i sig. Jeg høre mig selv sige ” Hvad snakker du om, du må da vise mig det billede, altså du kan ikke bare sidde der og vifte med hænderne, du må vise mig det”.
Når jeg tænker tilbage kan jeg se at hende lægen ikke syntes det var rart. Jeg kigger over på min svigerinde der græder og siger ‘‘ Nu skal jeg dø”.

Det eneste der kører rundt i vores hoveder er nu min niece på 8 år.
Hvad skal der ske med hende ? Hvem skal være der, når mor ikke er?
Men min svigerinde vil om hun selv sagde ‘ tage røven på os allesammen”.

Vi får lov at have et par gode uger i sommerferien, hvor vi kan hygge med pigerne. Vi var et smut i København med min niece og min store pige Emma. Set tilbage kan jeg godt se, at hun også bare overlevede, hun var træt, men hun gjorde det så godt – Alt sammen for at hendes datter intet skulle mærke.

August går med strålebehandling og kemo opstart og det hele tegner godt, for hun føler sig frisk og ikke syg.
Omend der er besøg af det palliativ team, og jeg som selv arbejder i sundhedsvæsnet godt ved hvad det betyder, tror jeg jo på hende, når hun siger hun har det godt. Hun er stadig sig selv, omend hun fortæller de samme ting et par gange og glemmer lidt ord.
Jeg husker, jeg havde et enormt behov for at være i kontakt med hende flere gange dagligt, tænk nu hvis der skete hende noget og jeg ikke var der – Jeg havde jo lovet at passe på hende.

Modet holdes oppe ved hende optimisme og trods cancer breder sig til leveren er åbenbart uden betydning, da det andet fylder mere.
Hendes gang funktion bliver dårligere på rigtig kort tid, og det gør da ondt at se på, men jeg er nød til at holde humøret oppe.
Jeg kan være ked af det, når hun ikke er der. Endnu en indlæggelse kan skrives på cv’et, denne gang sendes vi hjem igen kl 2 om natten.
Vi kigger begge på hinanden om morgen, og hun kan ikke mere. Her rammer det mig virkelig, at se en man elsker så højt have så ondt. Jeg fyre en dum kommentar af i håb om at være sjov, og jeg tror vi begge griner, fordi vi er så trætte.

Vi sidder på vores faste bænk i solen ude foran indgang C.
Vi kigger på hinanden, og jeg ved vi er nød til at snakke om det – Men hvordan får man sagt det?
Jeg forsøger at sige noget med ” Jeg vil jo altid være der for dig, i forhold til hende, der er ikke noget der ændre sig, når du ikke er her mere”.
Det er det tætteste vi kommer på en aftale om hvad der skal ske med min niece, da hun ikke kan bo ved sin far på daværende tidpunkt.

Det går ikke længere, som i hun kan ikke gå længere. Hun ringer til mig på arbejdet, jeg må gå på wc og presse mit kæmpe tudefjæs tilbage for at være stærk for hende. Hun skal indlægges igen.
Det bliver den sidste indlæggelse, inden kræften tager hende fra os.
Jeg var med hende i 7 ud af 12 dages indlæggelse.
Jeg trøster mig med de gode minder fra de sidste dage.

Pludselig er jeg mor til 3 og har lige mistet en stor del af mig, min klippe min Matudii ( Det kaldte jeg hende, spørg mig ikke hvorfor).

Jeg var sikker på alt ville blive nemt herfra, at kommunen ville stå med åbne arme og hjælpe os og min lille niece på 8 år , der lige har oplevet det værste man kan forstille sig. Nemlig det at jeg en dag måtte sige til hende ” Vi skal op og sige farvel til Mor”. Hendes blink glemmer jeg aldrig, mit hjerte går i stykker i det øjeblik.

Det viser sig ikke at være lige til det hele. Alt jeg har lovet har jeg nu svært ved at holde, da jeg ikke kan klare presset uden hjælp fra systemet.
Min krop begynder at sige fra, jeg er træt, stadig i godt humør men TRÆT. Jeg står op, smør 6 madpakker, kysser alle piger farvel og ligger mig hjem i seng og glor ud i luften i 5 timer.
Min læge kalder et en alvorlig belastnings reaktion.
Så ligger man der, sygemeldt for nærmest første gang i 4 år og kan intet andet end at overleve.

Så hvordan gør man, når man står der, kroppen siger fra og man har svært ved at holde hvad man har lovet – Man overlever igen ..