Hvornår har du sidst grædt?

Dette var blandt andet et af de spørgsmål man kunne spørge en ny date om, fik jeg af vide af min tidligere roomie, som netop skulle mødes med en fyr i løbet af ugen.

Vores samtale omkring gråd startede, da jeg fortalte hende om min dag. At jeg blandt andet havde set en serie om en fodboldspiller, hvor jeg græd og græd, over en vigtig kamp de havde tabt.

Jeg fortalte hende at jeg synes det var dumt og åndsvagt at græde over, men at jeg alligvel ændrede mening undervejs i mit grædeforløb. Der måtte vel være en grund til dette hulkeudbrud? så jeg lod mig selv græde videre. Måske var gråden i virkeligheden udtryk for en masse healing, fik jeg sagt til hende.

Traumer og sorg, jeg har lukket ned for, og ikke har givet plads til at få grædt ud, fordi jeg gerne ville undgå at græde, af frygt for at virke sårbar. Men det er bare ikke vejen frem til healing, som i SLET ikke. Det er nétop ekstremt svagt, at have denne holdning til noget, som mennesket er skabt til at kunne, mand eller kvinde! En helt naturlig, menneskelig og til tider smuk egenskab.

Jeg ser det som en KÆMPE styrke at turde være sårbar og lade sin sorg / glædes tårer ud, og misunder dem der kan, uden at føle sig underligt tilpas. Det er svært hvis man ikke har været vant til det fra barn af ( eksempelvis fik jeg selv voldsomt skæld ud m.m. hvis jeg græd, det har i den grad sat spor. Men det kapitel er overstået og tilgivet, men det er grunden til, at jeg har haft ekstremt svært ved at græde overfor andre, og alene. Lærte det først “rigtigt” i start 20’erne.

Jeg faldt så over denne Instagram post til morges, og så hvor meget aktivitet der var omkring opslaget! Måske det var et perfekt emne at skrive om i et blogindlæg.

Alle Nyt galleri