Hverdagstalk: Det perfekte liv i den perfekte verden

Tiden er kommet hvor jeg endelig har sat mig ned for at færdiggøre et indlæg. Efter utallige forsøg og skriveblokade måtte tiden være inde. Ja grunden til dette har blandt andet været, at de seneste mange måneder har været præget af ren kaos og forvirring, så det perfekte liv i den perfekte verden eksistere slet ikke for tiden eller bare generelt, hverken for mig eller andre. De sociale medier kan godt være med til at skabe en falsk forhåbning om at dette findes, men nej. Nothing is perfect my darling.

P.t er jeg temmelig meget hjemløs – jeg bor på en sofa hos mine søskende og sønnike er i Malaysia hos sin far da jeg skulle hjem og færdiggøre nogle mundtlige eksamener. Sønnike er desuden startet international skole dernede, og det er benhårdt at undvære ham, når jeg er vant til at have ham omkring mig  stort set alle dage .  Nu sidder jeg her og undre mig over hvad fanden der skal ske med mit liv. Jeg føler mig lost – en følelse jeg ikke har haft længe men nu har overtaget mit sind i så høj en grad, at jeg knap nok ved hvem jeg er.

I 3 år har jeg været helt alene med min søn. Siden jeg var 18 har jeg været mor. Inden jeg fik ham stod jeg i høj grad for at skulle agere forældre overfor mine yngre søskende idet mine forældre arbejdede konstant, for at få det hele til at løbe rundt. Så nu sidder jeg her og ved ikke hvem jeg er. For første gang i mit liv skal jeg finde ud af at passe på mig uden at skulle tage hensyn til nogle andre og deres behov først – det føles virkelig mærkeligt, virkelig!