Jeg har aldrig haft brug for, at have et kørekort. Men efter mange år i København, hvor jeg var nødsaget til at tage DSB, hver gang jeg skulle hjem til familien, syntes jeg at nok var nok. Det skete jævnligt, at togene ikke kørte til tiden. Om vinteren kunne de ikke køre grundet frost på skinnerne og om sommeren grundet varmen. En tur, der rundt regnet tog lige så lang tid, som for min veninde, at komme hjem til Italien med flyet! Jeg besluttede derfor, at det skulle være slut – jeg skulle være min egen herre, der selv kunne bestemme, hvornår ”toget” skulle køre.
Jeg spurgte en veninde, sådan lidt kækt; om ikke hun ville tage kørekort sammen med mig. Det tog ikke mange sekunder, før svaret rungede ud i lokalet: Jo, det vil jeg da gerne! Ja, så hang man på den 😊
Vi fandt et sted, mødte op og fik os registreret. Vi stod udenfor et øjeblik (jeg skulle ryge!), da kørelæreren kom ud og spurgte: Hvornår vil i ud at køre i næste uge?!? Hagen faldt til jorden, blodet stivnede og mine øjne stod ud af hovedet – jeg tænkte og sagde det også; du må da tage pis på mig?!? Jeg kan da ikke køre bil!! “Nej, det er det du skal lære og vi starter i næste uge”, lød svaret.
Nå, men det gik egentlig okay, taget i betragtning, at jeg ikke havde den store lyst til at sidde bag rattet og var næsten skræmt til døde – tænk nu, hvis jeg kørte én ned!?! Jeg måtte faktisk have nogle piller fra lægen, for at dæmpe min angst en smule. Jeg kom nogle gange til, at foretage nogle åndssvage valg i min kørsel, fordi jeg blev usikker – det var ikke så fedt. Kommer stadig til at gøre det indimellem….
Min kørelærer havde tendens til, at skælde mig ud mens vi stadig kørte rundt i byen og ærligt – det hjalp altså ikke på min usikkerhed!! Så den ene gang, hvor vi holdt ved Trianglen og skulle til højre, mente han at jeg var ved at køre en fodgænger ned og han skældte mig ud og råbte af mig. Der måtte jeg lige gøre opmærksom på, at han krafted’me ikke skulle råbe af mig, for det hjalp ikke en skid og jeg havde faktisk styr på fodgængeren. Jeg fik en undskyldning 😊
Men når det så er sagt, så var det et længere forløb, fordi jeg var for usikker. Jeg ved stadig den dag i dag ikke, hvor meget jeg egentlig har betalt for mit kørekort.. turde aldrig regne det sammen, af frygt for hvor depressiv jeg ville blive over prisen 😀 Blot til info, kan jeg alligevel oplyse, at jeg bestod både teori- og køreprøven første gang ;o)
Vi blev til teori- og køretimerne belært om, hvor tålmodige og flinke vi skulle være i trafikken. Vi skulle ikke hidse os op; det var noget af det dummeste man kunne gøre.
Jeg krydser Lolland og ender på Falster hver dag, når jeg skal køre til arbejde. Det tager en times tid, fordi der er rigtig meget trafik. Der er rigtig meget landevej, hvor man selvfølgelig kun må køre 80 og så er der lidt motorvej og bykørsel.
Nu er det sådan, at jeg egentlig ikke anser mig selv, for hverken at være vild med fart eller have et behov for et adrenalinskud på vejene. Jeg er en ganske almindelig bilist. Jeg kører fornuftigt og inden for fartgrænsen.
Lige indtil det øjeblik, hvor jeg ligger bag ved én, der absolut skal køre minimum 5 km under fartgrænsen. Lige dér, mister jeg fuldstændig min tålmodighed. Jeg hidser mig op og bliver så vred på den person, der tillader sig at spilde min tid. Så snart jeg kan se mit snit til det, så blæser jeg udenom. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man ikke bare kan køre det man gerne må?! Som oftest er det en person, der er noget oppe i årene og jeg begriber ikke, hvorfor de skal have lov til at køre i bil.
Når folk så heller ikke gide at blinke, så man kan finde ud af, hvor de skal hen eller de slet ikke kan håndtere en rundkørsel; så bliver jeg bare lidt træt og ja, hidsig.
Det værste er, at komme til at ligge bag en traktor, mejetærsker eller lign. Det sker både sommer og efterår. Det er ikke særlig tit, at de kører ind til siden, så vi andre kan komme forbi. Det er selvfølgelig også nemt, at ignorere en hel flok af biler, når man sidder højt oppe med sit høreværn på.
Jeg har også lidt svært ved at forstå, hvorfor man skal have en mejetærsker eller traktor, der er så bred, at man er nødt til at bruge fortovet, som vej. Kunne en mindre, ikke have gjort det?
Nå, egentlig ville jeg bare fortælle om én af de der åndssvage hverdagsproblemer, der simpelthen får mit p.. op på kogepunktet, hver evig eneste dag. Der er ikke en større mening med indlægget, andet end at nu ved i det om mig og jeg er helt sikker på, at jeg ikke er den eneste der har det sådan.
Det er bare sådan noget der er virkelig øv, for man kan ikke gøre noget som helst ved det, andet end at sige pyt – og det har jeg virkelig svært ved ;o)
Så indtil den dag, jeg finder et arbejde jeg kan gå til, må jeg leve med at jeg får en mindre ”hjerneblødning” hver dag – for jeg lærer aldrig at komme afsted til tiden. Det er et indlæg helt for sig selv 😀
Så kommer det store spørgsmål; bliver du lige så irriteret som jeg? 🙂
Knus Carina
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
