En dag for ca. 2 uger siden havde min roomie en skide dårlig dag, og var gået på bar, for at drikke det væk. Da hun kom ned på baren, havde bartenderen spurgt hende om hun var ok, og som svar, brød hun bare ud i gråd.
Den efterfølgende dag fortalte hun mig hvad der var sket. Hun var meget pinlig berørt, men også taknemmelig for, at han havde gidet lytte. Hun havde heldigvis fået det bedre og vi besluttede at tage derned igen, for at få fyraftensøl. Min roomie var i gang med at planlægge sin afskedsfest, som bare skulle være det hele store shabam – i vores LILLE lejlighed. Pludselig kiggede hun mig dybt i øjnene og sagde ”Jeg inviterer sku da ham bartenderen med til festen!”
Så det gjorde hun.
Hun var allerede ved at planlægge at mig og ham kunne været et godt par – men det synes folk altid når man begge er rødhårede – det er så fucking irriterende (sorry). Så jeg sagde bare ”Det kommer IKKE til at ske”.
Men til festen var han så fucking sød…. og jo også meget lækker… og havde store fyldige læber… og han snakkede til mig som om vi havde vores egen lille hemmelighed… Så dansede vi… Og dansede tættere.. og var meget tæt på at kysse.. og før jeg vidste af det stod vi inde på mit værelse, og nogen havde lukket døren bag os.
Og hvad gør man så? Man gennemsnaver selvfølgelig. Og har noget overordentligt god sex.
Torsdagen efter havde vi vores første rigtige date, som også førte over i noget himmelsk sex – faktisk 4 gange himmelsk sex – men så skulle han også på arbejde.
Vi har nok set hinanden mindst en gang om dagen siden – nogle gange har jeg bare lige været forbi baren og fået et kys, andre gange har vi været sammen i næsten døgndrift.
MEN, der har også været en bagside af medaljen. For jeg er ikke særlig god til forhold. Jeg tvivler tit skide meget på mig selv. Jeg havde alt det bølv med tinderfyrene. Jeg stoler ikke særlig nemt på fyre, og har rigtig svært ved bare at overgive mig helt.
For hvis jeg er lykkelig, så må der være noget galt – han lyver jo nok, han kan slet ikke li mig alligevel.
Men jeg ER jo forelsket, helt ned i maven, helt ned så det gør ondt, og sådan, at jeg næsten ikke kan tænke på andet, ind til jeg ser ham igen. Og sådan har jeg bare ikke haft det i 2 år nærmest. Jeg skal bare turde springe ud i det, og så nyde det så længe jeg kan, for jeg tager til Californien om en månedstid, og bagefter hjem til lille Danmark.
Og så er det farvel til søde rødhåret bartender. Og farvel til at være lykkelig – eller hvad?
Hvordan nyder man noget i øjeblikket, når man ved at det øjeblik er flygtigt, og man bliver nødt til at sige farvel på et tidspunkt i den nærmeste fremtid?
Hvordan læner man sig tilbage og nyder det, når man ikke kan tænke på andet end at det snart er slut? Jeg kan vel ligeså godt bare droppe det med det samme, når jeg alligevel bliver såret rigtig rigtig meget, om en måned. Det er jo det jeg har brugt mange år på at beskytte mig selv fra.
Men skal jeg sige nej til kærligheden, når den står lige der foran mig? Det er jo det jeg har ledt efter så længe.
Følg @Tanketyven på instagram.