I fredags var vi til 3D scanning af lillepigen. En ting vi jeg har glædet mig til lige lige siden jeg blev gravid. Jeg synes det er noget af det vildeste, at man har den mulighed! Tænk sig at man kan se et vellignende billede og film af ens barn inde i maven! Det er så sjovt at se de små ansigtstræk og sammenligne med da man selv blev født.
Først syntes jeg at hun lignede sin far helt vildt! Men efter min mor sendte mig et billede fra da jeg selv var blevet født, kan jeg også sagtens se at hun også ligner sin mor. Så jeg tror vi får os en god blanding – hvilket jo ikke er så mærkeligt, vi er trods alt begge forældre til hende 😅
Hun havde ikke ligefrem lyst til at samarbejde med os, hvilket ikke kommer som nogen overraskelse. Hun har været en bestemt lille dame til de tidligere scanninger også. Bevares, det var også lige midt i hendes middagslur.
Hun skulle ligge med både arme og fødder oppe ved hendes ansigt, så det var sparsomt med gode billeder. Vi fik dog et par stykker hvor vi kunne danne os et billede af hvordan hun ser ud. Men vi håber på endnu bedre billeder den 18. hvor jeg skal til genscanning.
Jordmoderen var så sød at tilbyde at jeg kan komme ind en tur mere, så vi kan se om hun ligger lidt bedre og vil vise sit ansigt lidt mere end denne gang. Det tog vi selvfølgelig imod! Jakob kan desværre ikke komme med den dag, så det bliver bare mig der skal have et gensyn med hende. Jeg glæder mig allerede helt vildt til at se hende igen!
Vi blev scannet hos Scanningsklinikken i Ballerup. Hvilket jeg klart kan anbefale, hvis andre overvejer at få lavet sådan en scanning. Det var så dejlig en oplevelse og helt sikkert en klinik vi vil bruge igen, hvis der en dag skulle komme en lillebror eller en lillesøster!
Jordmoderen var så sød! Hun spurgte ind til en masse omkring graviditeten og man følte sig som noget særligt. Vi fik virkelig følelsen af at scanningen handlede om os, og ikke bare var en blandt mange andre. Det var så dejligt. For os er det jo en kæmpe oplevelse! Derudover fortalte og forklarede hun om alle de ting hun så. Ifølge hende har vi en mønsterbaby der vokser ligesom hun skal. Hun vokser lige efter kurven og jeg blev skudt til at være lige præcis så langt henne som jeg er, ud fra hendes vægt og mål. Så det er jo bare fantastisk!
Jeg vejede omkring 2800 gram da jeg blev født og Jakob var også en lille lort på 3050 gram. Jordmoderen ville dog skyde lillepigen til at blive omkring 3600-3700 gram når vi når termin. Det er jeg lidt spændt på om nu også passer. Eller om hun ender med at blive en lille lort som hendes forældre har været. Det lyder helt vildt at hun bliver så “stor” i forhold til hvad vi har været, men uanset hvad er hun helt perfekt i vores øjne!
En anden ting jordmoderen også kunne se, var at hun har rigtig meget hår! Det bliver så spændende at se hvad hårfarve hun har og møde hende når vi rammer april. Vi glæder os bare endnu mere nu hvor vi har fået sat et lille ansigt på hende.
Jeg er nu 29+2 og terminen nærmer sig med hastige skridt, det går så stærkt lige pludseligt! På fredag er der 10 uger til termin og jeg tvivler på at tiden kommer til at gå langsommere fra nu af. Vi har nogle ting vi stadig skal have styr på, men jeg er sikker på at vi nok skal nå at komme i mål med det sidste, inden hun melder sin ankomst!