Generelt er der jo fordele og ulemper ved alting. Det gælder også når det kommer til at have en stomi, som jeg har.
Min stomi opfører sig som oftest pænt. Den gør hvad den nu en gang skal, og så er det dét. Men så er der de få dage, f.eks. som i går, hvor den beslutter sig for at det er tid til at afholde “flov fredag”.
Jeg var tjekket ind på Københavner-kontoret, og fordi det var fredag, var der ikke mødt særlig mange mennesker ind. Det vil sige, jeg sad i et storrumskontor med få mennesker og der var stille, meget stille. Man kunne høre hvordan vi alle sad og tævede på tastaturerne, slubrede af kaffekopperne og klikkede med mus og kuglepenne.
Torsdag aften havde jeg bl.a. fået bønnesalat med grønne bønner og butter beans. Det smagte ganske udemærket, og helt ærligt… jeg havde ikke i et sekund tænkt på, at bønner jo kan sætte gang i tarmsystemet.
Nårh, men jeg var inde på kontoret, og kunne godt mærke, at jeg havde lidt luft i maven, men normalt når jeg har luft i maven, så lukker stomien luften ud, ikke helt lydløst, men næsten. Og som oftest kan jeg også mærke når der er luft på vej, så jeg lige kan nå at lægge en beskyttende hånd hen over, som lige dæmper det sidste lyd lidt. Så helt ærligt, det der med luft i maven var ikke rigtigt noget jeg tænkte mere over….
Det var altså lige indtil stomien valgte at lukke en ordentlig højlydt fis ud, uden nogen form for advarsel.
Jeg var så flov! Fordi på Københavner-kontoret kender de ikke “min situation”. Jeg har stort set ikke været der efter jeg har fået stomi, fordi alt blev lukket ned på grund af corona-restriktioner kort tid efter.
Yderligere mere, så kendte jeg ikke de personer der sad inde i rummet, så det ville være en ret akavet situation at gå hen til dem og sige: Hej, du kender mig ikke, men jeg har stomi, og luft i maven, og jeg kan ikke bare knibe ballerne sammen, så undskyld jeg sidder her og fiser højlydt.
Fordi det er jo sådan det er med stomi; jeg kan sagtens knibe ballerne sammen, men det hjælper bare ikke noget, fordi luften går ud gennem stomien og ikke min bagdel som det gør på de fleste andre mennesker.
Så min taktik blev at håbe på at jeg trods alt ville få en eller anden form for advarsel næste gang der skulle lukkes luft ud, så jeg kunne nå at komme ud af lokalet.
Lad os bare sige det sådan, at det gik ikke altid godt. Der var flere gange, hvor jeg spontant lod som om jeg fik et hosteanfald for at overdøve lyden, og et par gange skete det, at jeg nærmest løb ud af lokalet for at komme i sikkerhed, men desværre nåede lyden altså at slippe ud, så hele kontoret blev underholdt af mine tarmlyde.
Set i bagklogskabens lys, havde det nok været mindre pinligt at fortælle kontorets mennesker om min stomi-situation, i stedet for nu at blive hende den fremmede der dukker op på kontoret, og bare begynder at sidde at fise. Der går nok lige et par dage inden jeg dukker op derinde igen, og jeg skal helt sikkert ikke spise bønnesalat dagen inden.
