Kender du det med, at du virkelig ikke føler du kan trænge igennem til din teenager. At du gang på gang møder en mur af surhed. PMS, venden øjne og svaren igen og et kropssprog der siger “fuck dig” mere end 1000 ord?
Jeg er mor til 2 af slagsen. En datter på 16 og en søn på 14 og bonusmor til en bonusdatter på 16 og en bonussøn på 14. Så mit hus er fuld af dejlige dovne teenagere. Ej spøg til side for jeg elsker dem selvfølgelig hver og én for dem de er. Men samtidig, så må jeg også bare indrømme, at det godt nok godt kan trække tænder ud nogle gange. Livet med 4 teenageres behov og navlepilleri kan til tider godt blive temmelig udfordrende.
I processen med at være nogens mor og bonusmor, der lærer jeg virkelig meget om mig selv, mine grænser, mine opdragelsesmetoder og ikke mindst mine triggere og følelser bedre at kende.
Jeg har virkelig lært at gøre op med mig selv, hvilke kampe jeg vil tage, og hvilke jeg lader passere og hvor jeg vil træde tydeligt igennem.
Det er også umådeligt vigtigt for mig at nå igennem til dem med budskabet om, at de alle er elsket og holdt af uanset opførsel. Det er blot noget de kommer til at gøre, det er ikke hele deres personlighed eller hele dem.
En anden ting jeg virkelig virkelig øver mig på, men som jeg slet ikke er i mål med endnu det er – ikke at tage deres adfærd, opførsel og sprog personligt. I mit daglige arbejde med børn med diagnoser, der er det faktisk et ret let punkt for mig at efterleve. Men i forhold til mine egne børn og bonusbørn, hvor der er og skal være følelser involveret på et helt andet plan, der er det en noget anden sag og en langt langt større udfordring for mig. Men jeg øver mig dagligt. Er jeg i mål endnu? Ohhh NO, slet ikke endnu.
Men jeg øver mig virkelig i ikke at tage det personligt.
En anden ting jeg har på dagsordenen, i forhold til min egen udvikling som mor til teenagere er, at lytte på en helt særlig måde.
Jeg gør fx brug af nogle af følgende sætninger, som jeg har øvet mig på, som en slags mantraer, så jeg kan formå at have overskud til at hive dem frem, når tingene er lidt på spidsen for en af mine teenagere.
En af de sætninger jeg bruger ret ofte er fx denne her:
“Der må være noget vigtigt på spil for dig her, hvordan kan jeg hjælpe dig bedst muligt, fordi jeg kan da høre og se at det her er da helt vildt”
Og når de svarer så siger jeg fx følgende, for at sikre mig, at jeg har lyttet korrekt og hørt og forstået hvad de har sagt til mig.
“Jeg skal bare lige sikre mig, at jeg he forstået det rigtigt det du siger. Det du siger er…..”
Og hvis de fortsat er modtagelige i samtalen, så forsøger jeg mig fx med.
“Vil du høre hvad jeg ville gøre hvis det var mig? Vil du høre mit råd?”
Og nu tænker du måske at jeg lykkes med det her hver gang. Der må jeg bare skuffe dig Big time. Det gør jeg på ingen måde. Jeg er slet ikke perfekt og jeg fejler også Big time masser af gange og mister hovedet indimellem og kommer til at råbe og må undskylde bagefter og reparere igen. Men det er der jo også en masse læring i og eet er også livet som mor og bonusmor. Og jeg øver mig hver eneste dag og holder alt det gode for øje. Jeg tror på, at hvor der er vilje er der vej for udvikling og forandring.
Hvad ville jeg egentlig med dette blogindlæg. Nok bare sige, at det der morliv, og i særdeleshed morlivet med teenagere, det kan fandme godt nok bare være hårdt af og til. Også selvom du knuselsker alle dine børn og bonusbørn. Måske du kan relatere til også at være lidt relationstræt i ny og næ og til at komne til kort nogle gange og bare tænke jeg håber de lærer det på et tidspunkt?!
