En bøn fra en mor, der nu tvivler på alt hun gør

Hvorfor skal vi dømme hinanden så meget? 

Vi er tilbage i september sidste år, klokken er lidt over 19, min mand og jeg har har lige puttet vores børn, som altid ligger vi os ind i vores seng, så børnene ved at vi er oppe på 1. Sal sammen med dem, mens de falder i søvn.
Der tikker en SMS ind på begge vores telefoner, det er fra kommunen, der er besked i e-boks.
Jeg har lige fået ny telefon og har derfor ikke e-boks installeret, min mand viser mig beskeden, det er fra “børne og unge indsatsen” – de har fået en henvendelse om formodet tumult i hjemmet og vi er indkaldt til samtale på kommunen. 
Mit hjerte hopper 3. Slag over, jeg kan næsten ikke trække vejret! Tumult! Tumult er i min verden noget hvor man slås og kaster med tingene! 

Jeg bryder helt sammen, gennemgår alle scenarier, diskussioner osv der måtte have været i familien nærmest nogensinde, men kan på intet tidspunkt nikke genkendende til at der skal have været tumult. 
Jeg græder hele aftenen, min mand går hvileløst rundt, hvad betyder sådan en besked? Hvem har sendt den? Hvad er der skrevet? Men man kan ikke få sådanne svar om aftenen.
Der bliver ikke meget søvn den nat…

Næste morgen ringer jeg til den socialrådgiver der står på beskeden, det er en anonym henvendelse, en person mener at have hørt at vi råber af vores børn i haven, og mener derfor ikke vi kan magte dem, jeg snakker med socialrådgiveren om at den absolut eneste gang jeg kan komme i tanke om at have hævet stemmen, var da mine drenges leg i havepoolen blev for voldsom og jeg var nervøs for dem i vandet. 

Læs også: Er ens udseende afgørende for, om man er en god mor? 

Vi skal til samtale på kommunen, den oprindelige tid er booket næsten en måned frem, men vi får den booket om til hurtigst muligt, da tankerne fylder for meget. 
Til mødet er det en ung sød socialrådgiver, hun tilkendegiver ret hurtigt at hun ikke er bekymret, men hun dog gerne ville snakke med vores børn, og beder os tage stilling til om vi ønsker en bisidder med til deres samtale, vi aner ikke hvad vi skal svare.

Vi har heldigvis en rigtig god kommunikation med vores børns børnehave/skole og bliver hurtig enige om at samtalerne med børnene foregår i institutionerne med en pædagog tilstede.
Nu skal vi fortælle vores børn at der kommer en dame og taler med dem, den yngste får blot af vide at der kommer en dame der vil vide hvordan det er at være ham, men den ældste, han er klog, han stiller spørgsmål! Det ender med at jeg som mor bryder totalt sammen, og får fortalt ham, hvordan tingene hænger sammen, han bliver gal! Hvorfor er der nogen der ikke tror min mor og far er gode nok! Det er dybt unfair at han skal have de tanker, men han kan jo se vi er ramt. 

Samtalerne med børnene er (for os) længe undervejs, der går ca. Halvanden måned. 
Så ringer socialrådgiveren, sagen lukkes, begge vores børn trives, og har på ingen måde giver udtryk for at mor og far hæver stemmen, kun måske en sjælden gang. 
Og det er så det…..  men det er det jo ikke! 

Hvorfor skal det være så nemt at sende en 100% anonym anmeldelse afsted?

I det her tilfælde er vi bange for at det er hævn, da der 4 dage før anmeldelsen er sendt, var en nabo der anklagede os for at have meldt hende for socialbedrageri. 
Men hvorfor? Skal man ikke, i hvert fald overfor kommunen tilkendegive hvem man er? – og hvorfor bliver man ikke tilbudt en samtale om forløbet, selv når sager bare lukkes? 

Jeg som mor er ramt! Stadig… der er gået et halvt år, og jeg ryster hvis mine børn bliver uvenner og den ene hæver stemmen, jeg lukker vinduerne i huset, hvis vi er højlydte herhjemme, også selvom det bare er latter fra en kilde-leg, jeg har meldt mig ud af samtlige forældreråd og lign. Da jeg føler der står stemplet “dårlig mor” i panden på mig, jeg tør ikke hoppe med på jokes om “mine børn var billigt til salg i weekenden” af frygt for at de forkerte høre det og tror jeg ikke elsker mine børn.

Mit ønsker er at vi ikke dømmer hinanden så let, men måske taler med hinanden, hvis vi reelt er bekymrede. Der skal selvfølgelig laves indberetninger, hvis man har en reel bekymring, men tænk over de konsekvenser det har! Før man trykker send, på en anonym indberetning!

En stille bøn fra en mor, der før sprudlede af selvtillid og overskud, og nu tvivler på alt hvad hun gør.