Du fantastiske kvindekrop

Her er en hyldest til alle kvindekroppene derude – men især en hyldest til min egen. Gud, hvor synes jeg det er vanvittigt, at man som kvinde kan gå i gennem ni lange måneder med en lille én i maven for derefter at presse barnet ud – den værste smerte man kan opleve, og derefter amme sit vidunder i x antal tid.

Tænk lige over det. Hvor fantastisk seje er vi kvinder ikke lige!? Jeg synes i hvert fald selv, at jeg er mega sej. Sej, fordi jeg kunne vokse liv indeni. Sej, fordi jeg kunne føde det liv og overleve smerten. Sej, fordi jeg kan amme hende og hun rent faktisk får livsnærende mælk hos mig. Og ikke mindst sej, fordi jeg kan overleve manglen på søvn et lille menneske stjæler fra én. Det er måske lidt ananas i egen juice toppet med en smule selvfedhed, men det er sgu også i orden engang imellem. Man skal være god ved sig selv – både indvendigt og udvendigt, og nyde den krop man nu engang lever i. Livet er for kort til selvhad, er min erfaring og derfor har jeg valgt at omfavne min krop som den nu er skabt, også selvom den har et par kilo for meget, strækmærker fra de såkaldte kærestekilo og bryster der nok sad lidt højere engang.

Kvindekroppen er fantastisk og burde fejres noget oftere! Alt det den bliver udsat for igennem dens levetid.. Puha. Og for det takker jeg også min krop. Ligeså sej som den nu er, ligeså taknemmelig er jeg for at være i den. At kunne opleve alle de her fantastiske ting sammen med den. I skrivende stund fortryder jeg faktisk at have sagt, at jeg ville ønske jeg var en mand. Du ved, når man ligger døden nær med menstruationskramper, og er sikker på mændene har det meget nemmere. Det har de måske også, når det kommer til fysisk smerte livet igennem, men den smerte vi som kvinder oplever, frigiver også en masse lykke på sigt. Nu sidder der nok en mand eller to og tænker nej. Men til dem har jeg kun én ting at sige – prøv du at have et vandfald hver måned, for derefter at føde et barn, amme det barn og til sidst påbegynde cirklen af smerter forfra. Først dér, tror jeg på at det er hårdere at være en mand i smerter. Okay, godt nok er det også bevist at kvinder tolererer smerte bedre end mænd, men stadig.

Så kvinder derude! Her er et lille opråb fra en mor 7 måneder inde i livet med bryster på overarbejde, manglende søvn, rander under øjnene, en mave der føles som kviksand og en røv der ikke længere eksisterer – kig jer selv i spejlet og nyd det syn der kigger tilbage. Nok kunne kroppen godt være et par kilo lettere, ansigtet være strammere, røven formet som en abrikos og brysterne mere fyldige, men alt det betyder intet, hvis sindet er i rette element. Så nyd nu for fanden den krop og stop med at hade på jer selv! Livet er som en vild rutsjebanetur og før I ved af det, så har turen nået sin ende.

Jeg vil i hvert fald ikke sidde og mindes dårlige ord om min krop, når jeg bliver gammel og slasket – vil du?