Jeg skammer mig, når jeg skal fortælle en date, at jeg aldrig rigtigt har haft en kæreste.
Jeg er 29 år og har aldrig rigtigt haft en kæreste. (Foruden de små teenage-romancer). Jeg har igennem mine 20’ere aldrig haft så meget fokus på, at jeg nødvendigvis skulle have en kæreste “lige nu og her”. Jeg har på mange områder været tilfreds med min single-eksistens med gode venner, byture, studieliv, arbejdsliv og min selvstændighed. Men ville jeg gerne have en kæreste? Selvfølgelig. Var jeg aktivt søgende på det? En smule. Og jeg har datet hist og her, men uden at det blev til mere.
Teorien om at “den rigtige nok skulle komme, når jeg mindst ventede det” holdt ikke og jeg føler, at min egen passivitet har bidt mig bagi.
Jeg nærmer mig de 30 og de sidste 3 år især har tanken om singlelivet skræmt mig mere og mere, og jeg føler mig som 29-årig mere ensom en nogensinde, selvom jeg har dejlige mennesker omkring mig. Faktum er, at jeg gerne vil have en kæreste. Jeg vil gerne have børn. Jeg vil gerne have en familie. Så jeg har været mere aktiv i datinglivet og forsøgt at være mere åben over for de mænd, som jeg har mødt.
Personligt har jeg altid været lidt genert og skal lige “bløde op” over for nye mennesker, men jeg synes selv jeg har en del at byde på. Jeg har mange gode kvaliteter og synes også, at jeg udseendemæssigt er attraktiv. Alligvel er det ikke lykkedes mig at finde kærligheden.
Mit problem bunder i den enorme ængstelse for, at skulle fortælle en potentiel date, hvor længe jeg har været single. Det kan fylde så voldsomt meget før en date, at jeg kan sidde og øve mig på, hvad jeg mon skal sige, for at forhindre, at han tænker, at der er noget galt med mig, siden jeg har været single i så mange år. Eller forhindre at han tænker, at jeg er umoden og flyvsk ift. mænd. For det synes jeg bestemt ikke, at jeg er. Tanken om samtalen kan drive mig helt til vanvid.
Jeg er bare så utroligt bange for at blive dømt og at det sætter en stopper for et potentielt forhold.
Jeg ved at meget af ovenstående 100% bunder i min egen usikkerhed og at mange ville sige, at det i såfald er min date, der er overfladisk, hvis det skal betyde så meget. Men det gør ikke min frygt for den uundgåelige samtale mindre.
Hvordan skal jeg tackle det?
Kære dig,
Du skal ikke skamme dig over du ikke har haft en kæreste. Det ved jeg godt at lettere sagt en gjort, men du har intet at skamme dig over. Der er jo tydeligvis en god grund til du endnu ikke har fundet den rette for dig endnu. Jeg var 28 år før jeg fandt min kæreste, som er 8 år yngre end mig. Min nuværende kæreste havde heller ikke haft en kæreste før mig og var jomfru. Han frygtede også jeg ville dømme ham. Men ved du hvad? Det gjorde jeg ikke. For det var en ligegyldig og mindre vigtig detalje, der var så meget andet der gjorde ham spændende og interessant.
Prøv at se dig selv udefra og forestil du mødte dig selv som mand. Den mand fortæller dig, at han aldrig rigtig har haft en kæreste før? Ville du dømme ham? Eller hvad ville du sige?
Jeg er jo egentlig heldig på nogle områder, at min kæreste ikke har haft andre kærester. Det betyder at der ikke er nogle referencer. Det betyder han ikke kan fortælle om nogle historier om sin eks, jeg ikke rigtig har lyst til at høre ham. Ekskærester, med mindre det er en eks som man har børn med, skal forblive i fortiden.
Manden der får dig er heldig. Han bliver nemlig din første store kærlighed.
Så hvis du kan så prøv at læg det fra dig. Hav fokus på alt det der er godt ved dig. Gør det til en romantisk ting, at du endnu ikke har mødt den rette eller til en powerfuld ting. Du har haft fokus på dig selv, studie og karriere. Det er ikke nogen skidt ting, men nu er du noget til et punkt, hvor du er klar til at finde den rette.
Jeg tvivler på, at den fyr du skal på date med vil som det første spørge ind til om du har haft en kæreste før. Han vil være nysgerrig på dig og dine kvalitet – i hvert fald, hvis han er en god og opmærksom fyr.
Den rette fyr vil dig for den du er.
Den måde du behandler dig selv på stinker. Du har for mig at se alt for travlt med at dømme og bedømme dig selv til at have overskud til reelt at interessere dig for en kæreste. Så enten har dem, du har mødt, været totalt uspændende, eller også kunne du bruge noget hjælp til at lære at behandle dig selv noget bedre. Det gamle bibelcitat om at den, der har skal gives, mens den, der ingenting har skal fratages det lidt, han har, handler om kærlighed. Det er en essentiel ting at du finder kærligheden til at være dig. Det kan du ikke finde en vikar til og det er et urimeligt krav at stille til en kommende partner, at han eller hun skal elske det du er, når du ikke selv gør det. Du må lære at indse at du er fin, at du er nok, at du er alt rigeligt og fuldstændigt tilstrækkelig. Enhver der vil benægte det har taget en guddommelig overfrakke på uden retten til at bære den.
Jeg var ligesom dig indtil jeg var 29 også. Så prøvede jeg min første og pt. eneste Tinder-date af og lod det udvikle sig, på godt og ondt. 9 måneder senere var jeg single igen med en del erfaring rigere om hvad der gik godt, men især hvad der gik dårligt. Prøv det. Lad den næste som ikke bare er interesseret i et knald komme tættere ind på livet af dig og se hvad der sker.
Jeg har vænnet mig til tanken om at forblive eneboer og sluttet fred med den længsel, der ikke bliver til noget. Om ikke andet kan jeg hygge mig til halbal eller landsbyens årlige traktortræk. Der er alligevel ingen jævnaldrende her som ikke er optaget i forvejen, så jeg satser på at jeg er mere heldig i fremtiden, når det biologiske ur begynder at tikke for de barnløse midt i trediverne og driver dem ud i desperation og lavere standarder for partnervalg. (Jeg tror nemlig ikke jeg er datingmateriale for folk med børn i forvejen i kraft af min manglende erfaring.) Enten er de teenagepiger, der ikke er flyttet hjemmefra endnu, eller også er de midaldrende og fraskilte. Der mangler en stor gruppe kvinder i 20-30erne uden for probvinsbyerne landet over. Men jeg er synes trods alt det er forfriskende med alle de kvinder jeg ser i arbejdstøj og Kansas-bukser hos købmanden. De bekræfter mig i at jeg er havnet det rigtige sted i forhold til min egen mentalitet.