Bedre hud uden sukker?

Bedre hud uden sukker?

September er nu fløjet afsted. I nat kom vi hjem fra en uges skøn ferie i Tyrkiet, og mens ferietøjet er til vask, har jeg tid til at gøre (hud)status efter en måned (næsten 😊) uden sukker.

Formålet med at undgå sukker og til dels også alkohol var jo at se, om det kunne have en positiv effekt på min irriterende hud, der i perioder hæmmer mig alt for meget.

Og er det så lykkedes mig at undgå sukker og alkohol? Altså, jeg måtte jo gerne spise lidt mørk chokolade – og det har jeg gjort i begrænset omfang. Jeg elsker at bage, så jeg har også tilladt mig at smage lidt af det, jeg har bagt. Alkohol har jeg nydt i begrænset omfang ved hyggelige lejligheder med mine nærmeste. Jeg kan ikke være fanatisk – og jeg er faktisk nået ned på et niveau både ift. sukker og alkohol, som jeg er rigtig tilfreds med og som jeg er sikker på, jeg kan blive på fremadrettet. Så det er virkelig godt.

Og hvad så med den der hud?

Efter de første dage med den hovedpine, som jo nok er uundgåelig, når man skærer et ‘drug’ fra, syntes jeg faktisk, at jeg kunne se det på min hud. Den blev blødere og med klart færre urenheder. Og det holdt faktisk i flere uger. Jeg var glad.

Men så drillede hormonerne mig lige lidt. Jeg måtte på Skejby Sygehus en tur i den sidste uge af september formentlig pga. meget smertefuld ægløsning. Av, det gjorde ondt. Hormonerne var i oprør, og det var tydeligt at se på min hud.

Jeg fik det heldigvis bedre igen efter nogle dage. Og blev klar til at rejse på tidlig efterårsferie til min kærestes forældre i Antalya. En skøn uge med fantastisk familietid, god mad, solskin, varme og masser shopping. Men sol, varme, solcreme, klor og saltvand bryder min hud sig egentlig ikke om. Og så havde vi balladen igen. Og en frustreret Katrine. Men i stedet for at dække min irriterede hud til med endnu mere foundation og pudder, så sørgede jeg for at rense huden af for sved, solcreme osv. Og ikke at lukke den alt for meget til med diverse produkter. Det hjalp.

Mange faktorer påvirker min hud.

Efter denne måned og i det hele taget mange års bekendtskab med min hud, må jeg vist igen drage den konklusion og forsøge at finde ro i, at der er flere ting, der påvirker min hud:

  • Kost og heriblandt sukker & alkohol. Reducér indtag af sukker, alkohol og mælk. Spis masser af grøntsager og sunde fedtstoffer.
  • Søvn. Få mindst 7 timer hver nat og gerne 8.
  • Stress. Forsøg så vidt muligt unødig stress og pas ekstra godt på dig selv i stressede perioder, fx ved at nyde naturen og at grine en hel masse.
  • Hormoner. De reagerer på, hvordan jeg har det og hvordan jeg passer på min krop, men styre dem 100% kan jeg ikke.
  • Sol og varme. Brug en solcreme uden parfume, der ikke lukker huden til. Og sørg for at rense sved og saltvand og klor jævnligt af.
  • Mængden af skønhedsprodukter. Find de produkter, der passer bedst til din hud. Selv bruger jeg ren hybenkerneolie om natten til øjnene og skifter lidt mellem mine øvrige produkter. Jeg har netop købt de nye Retinol kapsler fra Elizabeth Arden i lufthavnen. Og de virker umiddelbart rigtig lækre. Ellers mixer min kosmetolog Malin fra Skønnere specielt tilpassede cremer, så min hud får lige præcis dét, den har brug for. Og så en let mineralsk pudder som ikke tilstopper alt for meget.

Find en passende balance.

Jeg kan ikke optimere på alle parametre på én gang. Ikke hele tiden, for så kunne jeg ikke lave andet end at tage hensyn til min hud. Det gider jeg ikke. Men jeg kan gøre mit bedste for at passe på mig selv og acceptere, at jeg i perioder skal bøvle lidt ekstra med min hud. Ofte er det mest mig selv, det generer. Min kæreste er sød og sige, at han ikke ser det og nedtoner problemet. Det er virkelig rart, for jeg kan godt blive en anelse hys omkring det. Min kære afdøde morbror var hudlæge af gammel skole. Han gik ikke op i det kosmetiske i sit fag. Og han sagde altid til mig, når jeg brokkede mig over min hud, at jeg skulle være glad for, at jeg har fedt i huden, så får jeg færre rynker. Og det forsøger jeg at trøste mig lidt med, når det hæmmer mig i hverdagen.

Jeg havde egentlig en ide om, at jeg skulle forsøge mig med en glutenfri måned i oktober. Men det bliver ikke lige nu. I stedet fortsætter jeg med at reducere sukker og alkohol og passe min søvn. Sol og varme giver jo sig selv i disse mørke måneder. Og så gælder det vist om at følge min helt generelle holdning, at ”alt med måde” og at det gælder om at finde en passende balance, der tilgodeser den livsnyder, jeg er. Og så må jeg vist bare sande, at min hud er den største sladrehank ift., hvordan jeg har det, og hvor godt jeg passer på mig selv.

Hvis du har et godt råd til mig i forhold til, hvordan jeg kan passe endnu bedre på min hud, så fortæl endelig 😊.

KH Katrine

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar