Vi har spurgt 10 vidt forskellige kvinder: Er der noget som du skammer dig over?
Et ret åbent spørgsmål hvor vi i den grad lægger op til fri fortolkning. Alle kvinder er naturligvis anonyme. 10 kvinder åbner op, bryder tabuer og er hudløse ærlige. Tak for at dele.
"Jeg skammer mig over alle de gange jeg ikke har været kærlig over for mig selv, de gange jeg har udsat mig for fare, blevet trådt på og udnyttet af andre, samt den dyrebare tid, jeg har brugt på ligegyldige egoistiske mennesker - dermed sagt, er det også store og vigtige læringer jeg har fået med mig den dag idag."
"Jeg skammer mig over mit helbred. Med 2 kroniske sygdomme har jeg nogle gange måtte sige nej til at hjælpe venner når de har allermest brug for det, jeg har måtte melde afbud med meget kort varsel pga. smerter. Men skammen er størst over, at jeg er så "svag" at jeg må melde afbud, når jeg ved at der er nogen derude der har det meget værre end mig. Jeg burde jo bare tage mig sammen! Men jeg ved også godt, at der ikke er noget galt i at tage sig af sig selv, og det arbejder jeg meget på."
"Jeg skammer mig over at det skulle ta 2 år at komme ud af et ægteskab som åd mig og folk omkring mig op! Skammer mig over alle de gange jeg har prioriteret mit skod ægteskab frem for det og dem som VIRKELIG betød noget ! ...og alle de gange jeg er gået på kompromis som har såret mig selv og vigtige mennesker omkring mig, til fordel for et ægteskab som psykisk sled mig og mine elskede omkring mig, op! 𝗡𝗘𝗩𝗘𝗥 𝗘𝗩𝗘𝗥 𝗔𝗚𝗔𝗜𝗡."
Vil du være en del af vores kvindepanel?
Nu kan du blive ambassadør for Kvinderudenfilter.dk
"Jeg skammer mig over at have fået børn med en misbruger! At give dem et liv med alle de svigt de har fået af ham gennem deres korte liv. Alkohol, stoffer, hash, selvmordsforsøg 2 gange, total cutten dem ude at hans liv i 2,5år! Jeg skammer mig over at være blevet syg med stress, fordi jeg troede jeg kunne klare hele verden, ved at glemme mig selv og bare køre totalt på autopilot med 1000km/t. Selvom det har været mit livs wakeup Call, så skammer jeg mig stadig over at have været så “dum” at tro det var vejen i livet for mig. Jeg skammer mig over at jeg stadig er afhængig af hjælp til min økonomi og at jeg har gået næsten helt konkurs/bankerot efter min skilsmisse!"
"Om der er noget jeg skammer mig over? Ja for pokker… Når jeg fortæller mine børn, at de ikke må slikke på kniven, hvorefter jeg en time senere står med hovedet inde i køleskabet og stikker en kniv ned i skinkesalaten og spiser det af kniven - MEN JEG SLIKKEDE IKKE PÅ KNIVEN!!! Når jeg bruger en spisegaffel som kløpind og lægger den ned i bestikskuffen igen efter brug… den så jo ikke beskidt ud.. Når jeg af ren og skær dovenskab smider nyvasket tøj i vaskemaskinen for at vaske det igen, i håb om at en anden så ender med at lægge det sammen Når jeg er på besøg hos nogle og gennemkigger folks badeværelsesskabe og skuffer, bare for at se hvad de har - vil jo gerne være sådan en “kender du typen-ekspert” Når jeg slår en kæmpe hørmer til et selskab og når min mand så antyder, at der lugter af prut, udpeger jeg en uhygiejnisk person af udseende og hvisker til min mand, at det må være ham og min mand nikker og giver mig ret, alt imens den næste sniger-prut allerede sidder nede i trussen og lurer på at komme ud.."
"Jeg skammer mig over, når jeg føler mig utilstrækkelig som stedmor. Når jeg har tanker om, hvad der ville være lettere, hvis vores sammenbragte børn havde været vores fælles børn. Hvis der kun var min og min mands signifikante indflydelse i deres liv. Nu danser vi med eks´er og deres holdninger, måder at gøre det på og deres valg. Og pludseligt er vi 4-6 forældre ind over børnene. Og lige netop dér skammer jeg mig. At jeg tillader mig at føle, det ville være lettere, hvis det kun var min mand og jeg. At der er væremåder ved børnene, som jeg føler, er svære at holde af og som jeg ved, ville være anderledes, hvis det kun var min mand og jeg, der var dominerende forældre i deres liv. Og jeg skammer mig over, at jeg føler mig egoistisk ved at tænke sådan. For at kunne trives med min rolle som stedmor er jeg begyndt på at trække mig, når kontrasten er for stor. Når jeg har vanskeligt ved at forene mig med måder at gøre tingene på. Jeg melder mig ikke ud af familien i de situationer, forstå mig ret. Men jeg holder mig i baggrunden. Især når det er situationer, hvor jeg ville ønske, at min mand kom mere på banen, fordi jeg føler, det er hans primære opgaver som den biologiske forælder."
"Generelt så skrammer jeg mig ikke over ting. Der er dog et helt særligt tidspunkt jeg skammer mig, og det er når jeg har såret nogen. Jeg er ikke altid så god til at tænke før jeg taler, og nogle gange så får jeg ikke sagt ting helt hensigtsmæssigt, særligt hvis jeg bliver frustreret. Det værste jeg ved og faktisk virkelig skrammer mig over, det er når det går udover datteren på 13 år. Hun har en helt særlig evne til at presse mig til det yderste. Jeg kan få sagt ting som gør hende ked af det eller råbe når jeg har fået absolut nok. I det øjeblik hun begynder at græde og går ind på sit værelse, så rammer skammen mig og jeg får det så dårligt med mig selv som mor. Jeg er en voksen og hun er et barn, jeg burde ikke blive så oprørt at det er nødvendigt at råbe. Det sker dog sjældent, men jeg kan huske hvert store "skænderi" vi har haft, og nogle gange så kan jeg virkelig føle mig som en lorte mor. Skammen er virkelig svært at give slip på. Måske når hun en dag er blevet voksen, og jeg ser at hun ikke har taget skade, så stopper jeg med at slå mig selv i hovedet over det?"
"Jeg har før skammet mig enormt meget, når jeg har mistet besindelsen og råbt af mine børn og faktisk også hamret en knytnæve ned i et bord, med blå mærker til følge. Det har været vrede ud af ren afmagt. Som barn måtte jeg ikke vise vrede. Så som voksen går der laaaang tid før jeg bliver vred og når det så endelig sker, så eksploderer det. I dag har jeg set min vrede i øjnene og kalder vreden for min ven. Fordi når vreden viser sig, har jeg sat mine grænser for sent. Med den viden, kan jeg korrigere og forebygge vreden, så den ikke bliver så voldsom."
"Jeg skammer mig over min sygdom - bevares den er ude af mine hænder. Men i virkeligheden er der også kun ganske få der ved det. Jeg har været syg alt for længe til folk egentlig forstår, så jeg holder det mere og mere inden i mig selv hvad jeg fejler - for når du konstant bliver ramt af sygdom begynder folk komme med tonen “hvad nu” jeg nægter og være til besvær. Folk falder fra, jeg sortere fra, for jeg vil ikke belaste. Jeg skammer mig over hvad den gør og støtten og omtanken fra forsvinder."
"Jeg kan ikke holde mig. Selvom jeg løber, så er det ikke altid jeg når det og det er så skamfuldt. Gåture, supermarkeder, i kø på motorvejen, på et værtshus. Jeg har en overaktiv blære og har tisset i mine bukser SÅ mange gange. Og jeg skammer mig så meget"
Husk at du også kan dele med os.
Med dit navn, eller helt anonymt.
Denne artikel er udgivet af Kvinderudenfilter.dk redaktionen
Like & Share
