Sosu’er og enlig mor

En helt almindelig pause i en helt almindelig sosu’er og enlig mors liv. Jeg sidder her i massagestolen og prøver at få ro på min krop. Tårerne presser på og jeg kan høre dørene smække op og i hvert sekund.

Det er svært at finde ro og jeg kan ikke gå hjem, der skal jo mad på bordet og bare en enkelt time fra, gør at budget skrider.
Der er ti tusinde ting jeg er bagud med, både her og derhjemme.
Tankemylderet vil ingen ende tage.
Nu er der igen en mail der tikker ind fra digital post fra Statsforvaltningen.
Den eboks SKAL jeg altså også snart ha’ tjekket, det er jo mit barn og vigtigste menneske i verden.
Puha hvor jeg savner ham, det hele er så skrøbeligt, mon han ved at jeg elsker ham? Pjat , jeg er en go’ og omsorgsfuld mor. Når jeg altså er der.
I går gik jeg glip af skolehjem samtalen, mon han trives i skolen eller fejler jeg også der?
Men jeg VIL altså ikke være til møde med hans far, nu har jeg kæmpet med ham i 4 år, jeg kan ik’ mere nu.
Hele min mave klumper sig sammen bare ved tanken om hans nedgørende tiltale, hans blik af had der skærer igennem mig som sabler og ikke mindst hans arrogante facon der altid får alle ved bordet til at krympe sig, ja og mit skvattede forsøg på at gøre det til en go’ oplevelse for alle og ende med at virke som en lalleglad dum blondine i psykisk ubalance.

Fuck han har sikkert skrevet en mail igen, shit shit hvad skal jeg nu lægge øre til. Jeg tjekker den ikke, jeg har lovet mig selv ikke at tjekke min “hemmelige-stalker-eksmand-mail” også kaldet “voldemorts mail”
Puha faktisk lidt rart der ikke konstant dukker sms’er og emails op fra ham længere, med hvor fatsvag jeg er og at min søns tøj er for småt, for gammelt, for grimt og at jeg svigter ham og udsætter ham for mobning eller på anden vis er den værste mor i verden, ved ikke at have råd til Molo tøj.
Meeeen hvad nu hvis det faktisk er vigtigt? Altså mailen -.ikke tøjet. Han skal bare lukke. Eller hvad? Måske er det ik’ så fedt at være 6 år og gå i genbrug? Nej sgu da, han ligner alle de andre og har masser af venner.
Jeg må hellere lige tjekke den mail, de var jo trods alt til møde igår.
Nej stop, lad nu være, jeg er på job, det må vente . Slut!
Desuden tjekker min veninde den hver dag og har lovet at give besked hvis der er noget vigtigt.
Men hvad nu hvis hun ikke syntes at det er vigtigt og jeg syntes det?
Jeg tjekker lige?
Ja det må jeg hellere ellers ville jeg jo være en dårlig mor ikke at følge med, eller? Nej jeg må ikke lade voldemorts syge meninger lade mig gå på!
Jeg ser jo min søn hver dag, krammer ham hver dag og kender ham ud og ind. Jeg er en go’ mor og min søn har det fint. Punktum, det kan vente.

Nu ligger jeg her og skriver mig ud af min tanke strøm. Bare slap af, kom nu, puuuust ud , lyt til din vejrtrækning.
Sådan ja.
Shiiiit jeg har glemt at svare visitationen, fuuuck , så får min borger heller ikke tid til bad imorgen, fuck fuck fuck.
Jamen hvornår skulle jeg have tid til det, jeg har haft 23 morgen besøg på 3,5 Time, ingen har fået den hjælp de er visiteret til.
Mon Benny overhovedet fik spist sin mad? Den efterlod jeg jo bare på bordet.
Jeg kunne ikke have gjort andet, jeg havde jo andre jeg skulle se til for pokker.
Åååhh nej, mon min kollega Karina som altid er så sød ved mig, tror jeg er sur fordi jeg snerrede af hende i telefonen og ikke nåede at dokumentere det hun havde brug for?
Nej, jeg må tænke på mig selv, jeg er en go’ kollega der altid smiler og hjælper , det sagde chefen selv, da hun sendte mig her op for at stresse ned.
De andre må virkelig være pressede når nu jeg sidder her og vi har 7 sygemeldinger og 5 elever.

Aaahhh de ville ringe hvis de skulle have hjælp.
Hvad er det jeg tænker på? Jeg så jo selv planen imorges og ALLE var ved at tude over deres arbejdsplan og det meste af morgenen gik med at diskutere, hvem der havde mest brug for deres hjælp, og om man kunne nøjes med at ringe til nogen af dem og finde på en undskyldning for hvorfor man igen ikke kom og gjorde rent.
Jeg føler mig flov. Det her sker jo snart hver eneste dag.
Og hvad skete der lige for det møde hvor visitatoren måtte bede mig undskylde, da min arbejdsmobil ringede 45 gange på den halve time jeg nåede at være der. Min borger synes bare at det var hyggeligt i starten, at han havde fået hende den vigtige som alle skulle have med på råd hele tiden, men nu går det ud over ham, da han ikke selv kan gå på toilettet og må vente til jeg har tid og så må høre på den telefon der ligger i lommen og bimler og stresser.

Puuuuust uuuuddd, træk vejret. Det er overstået nu. Men mon jeg klarer den igen i morgen? Det var lige ved at gå galt Idag og mangler stadig at dosere piller for 4 borgere der sidder og venter, stavnsbundet til deres fire vægge.
Fuck har fri halv fire, hvordan skal jeg nå det? Nåh ja, min kollega tog nogle af dem så jeg kunne sidde her. Puuhaaa..

Men burde jeg så ikke afspadsere, så jeg kunne se min søn, lidt mere end de 4 timer, jeg savner ham, tænk hvis vi kan nå på legepladsen idag, juhuuuu så skulle vi rigtig gynge sammen og grine og falde om i sandet. Aaahhh.

Nå nej, jeg har jo ikke handlet endnu, gad vide hvad jeg skal lave af aftensmad i dag, er helt tom for ideer. Vi skal jo også have naboens datter med hjem, jaaaaa det bliver hyggeligt. Men så leger de jo bare på værelset, og jeg har ikke set ham hele weekenden . Mon vi trænger til lidt alene tid? Ja ingen tvivl. Fuck jeg savner ham.
Men han skal jo også skabe et netværk og jeg bliver nødt til at sætte mine egne behov til side. Ja det er sådan det er, punktum. Ik? Jo! Og vi har hele ugen og weekenden sammen, det bliver så dejligt. Ja altså tirsdag skal vi spise hos morfar og mormor, for de har jo ikke set ham i flere uger. Ja det skal os passes og dem er han jo såååå glad for.
Fredag kan vi hygge kun os to. Ja det gør vi, men der har jeg jo lang vagt og naboen henter ham og når først jeg kommer hjem så har de allerede lavet mad, og så skal de lege lidt og så er det sengetid. Hmmmmm lørdag så? Nix der er fodbold, søndag? Der skal jeg på ekstravagt, da min kollega kun havde mig at bytte med, og min søn skal have drenge dag med mors kæreste som han har plaget om så længe.
Hmmm næste uge da?
Hvad var det nu jeg skulle i næste uge?

Måske jeg skulle tjekke den der forældre intra og se om der er noget nyt.
Hmmmm det var der ikke, de gider nok ikke høre mere på mig og mit ønske om to møder.
Jeg VIL altså ikke fortælle hvorfor, det kan da ikke være rigtigt at man skal tvinges til at se på ham volds psykopaten der har ødelagt hele ens liv og får hele ens krop til at ryste og kaste op. Nu må det stoppe! Fandme så, der blev sagt nej og stop. Er det ikke det vi lærer vore børn? At sige stop når deres grænser er nået? Og at de skal lytte og respektere de andres grænser?
Hvem respekterer mine grænser?
De få grænser jeg har tilbage altså
De andre kan jeg ik’ længere mærke.

Haha dengang jeg var teenager havde jeg fandme grænser og ingen skulle prøve at overbevise mig om andet. Det var fandme tider. “Hvis du ik’ kan li’ lugten i bageriet , så find et andet sted at handl ” plejede jeg altid at sige når jeg følte mig tvunget til at ændre mig.
Hvem er jeg så nu?
Gud nej det er sq da Idag der er møde i forældre gruppen, fuck fuck så må jeg vist lige blive gode venner med kæresten så han gider holde øje med min unge når han er lagt.
Skal han så vågne op til en der ikke er mig? Er det nu helt forsvarligt? Så må kæresten vist hellere lægge ham i seng så han ikke bliver helt forskrækket, ja det er bedst, det er sådan det må være.
Åååhhhh men jeg savner ham jo så meget og det er det eneste tidspunkt vi har sammen og han er lige kommet hjem fra sin far.
Jeg må bare komme lidt for sent, det forstår de nok.
Er jeg så en dårlig upunktlig mor der stiller et dårligt eksempel?
Fuck det. Hvad er bedst for min søn???? Jo jeg må helt sikkert selv lægge ham i seng og forsikre ham at jeg snart er tilbage.
Må nok hellere komme op af denne her stol, og videre på arbejde ellers tror de da først jeg er gået helt ned med stress.
Så må forældre intra, kbhforældrenet, brev fra klasselærer, eboks med regninger, statsforvaltningen, netbank – vente og den dårlige samvittighed vente til senere. Altså efter maden er handlet, tilberedt, spist og ungen lagt og naboen hentet og kæresten takket.
Ja det var vist det hele, ik? Aaahhh det møde der, fuck.
Gad vide hvad faren har sagt om mig den psykopat, og hvad fanden blander han sig pludselig for når han ikke har været der i 4 år.
Så slut, arbejdet kalder og jeg fik slappet af, ik? Men hjertet hamrer stadig, kroppen ryster, hovedet banker og shiiiit 30 ubesvarede opkald.

Hvor er jeg om 10 år, hvad er jeg? Hvem er jeg? Og er jeg nok for nogen overhoved ? Er jeg nok for mig selv?
Afsted med mig, folks bleer er våde og medicinen ordner ikke sig selv. De har jo også de samme ting der skal ordnes og det har de kun mig til.
Håber bare ikke at der er alt for mange hængepartier, folk skulle jo nødig dø på min vagt, selvom de nok helst gerne ville det.
Men hvad er det også for et liv?

Mvh en helt almindelig pause i en helt almindelig sosu’er og enlig mors liv.

Billedet er Maries eget billede, som hun lagde op sammen med denne skrivelse, på hendes Facebook væk d. 28. oktober 2016