Pludselig at skulle dele sit barn..

Dengang føltes det, som det værste der kunne ske!
Jeg har en søn, en dejlig søn – som jeg elsker overalt på jorden. Han er snart 5 år.

Hans far og jeg ”blev gravide” allerede efter en 4-5 måneder. Det var ikke planlagt. Han var ikke fan af, at skule ’beholde’ til at starte med – men ændrede mening, til første scanning.

Graviditeten var hård. Jeg kastede op nærmest 24/7 de første 4 måneder af graviditeten. Derefter kom lidt bækkenløsning, forhøjet tal af den ene og anden slags.

Han kom til verden og vi elskede ham fra første sekund, som man nu gør.

Vi gled fra hinanden som kærester ..

Allerede da vores søn kun var 16 mdr. gammel, gik vi helt i stykker.
På daværende tidspunkt, føltes det som det mest forfærdelige der overhovedet kunne ske. Jeg kunne ikke spise, ikke fungere – jeg tabte mig og det var forfærdeligt.

Hele min verden faldte sammen og jeg græd – uafbrudt stort set, i en uge.

Alle de ting jeg drømte om og ønskede for mig selv og min – vores søn, forsvandt lige der foran næsen for mig. Retten til, at se sit barn hver dag, at have ham på hver hans fødselsdage – til enhver jul osv. Muligheden for, at kunne give ham ”en rigtig søster eller bror”. (Her skal det lige siges, at jeg selv har ”halve” søskende, som jeg på ingen måde ser som sådan – men som ”hele”. Forklarer bare den følelse jeg stod med).

Jeg var fuldstændig tynget af dårlig sammenvittighed – så meget, at det var en kamp, at stå op til tider. ‘Vi er de voksne for helvede’, tænkte jeg. Nu fratager vi vores lille dreng retten til, at være sammen med sin mor og far hver dag. Hvem er vi og byde ham det? Jeg havde det skidt. Jeg var et rigtig dumt sted – og det tog tid. Det var ikke meningen, at vi ikke skulle være en familie.

Men, som med alt andet – så kommer man videre.

Det gør man fordi, det skal man.

Så skræmmende som tilværelsen virkede til, at skulle blive – som alene mor, så godt er det blevet. Det skal ikke misfortolkes på nogen måde. Min søns far og jeg deler ham 8/6. Jeg har ham i 8 dage.

Jeg savner ham hver dag han er hos hans far. Men jeg værdsætter min ”alene-tid” rigtig meget. Når jeg har min dreng – så er det ham og jeg og så får tingene lov, at flyde lidt. Når han så skal til sin far, så får jeg styr på hytten og jeg skejer ud. Her kan jeg gå i byen – date, arbejde på alle mine projekter osv.

Det fungerer rigtig godt.

Samarbejdet med min søns far fungerer – og jeg kan altid ringe og høre min søns stemme hvis jeg savner ham.

Der meldte sig også en anden frygt – som jeg har svær ved at slippe..

-dengang jeg pludselig blev mor til et delebarn. Jeg har nemlig altid godt kunne tænke mig flere børn. Men hvad nu, hvis jeg får barn med en anden mand – og det så også går i stykker? Tænk nu hvis – de to fædre, ikke kan have ungerne samme dage/uger – så ser mine børn aldrig hinanden? Det en dum tanke, som jeg skal ligge fra mig.

Men jeg er i hvert fald nået til et punkt, hvor jeg kan sige, at jeg ikke skal have flere børn for hver en pris.

Jeg vil rigtig gerne have flere – men det skal virkelig føles rigtigt! Også selvom, at selv det – ikke er nogen garanti.

Men, kæmp for det!

Jeg er fortaler for, at man kæmper sin røv i laser – for, at løse sine problemer. Jeg mener ikke, at man skal ”holde inde” før at man har prøvet ALT! Og her mener jeg Alt! Mange børn når ikke engang den rigtige ”sjove alder” – før vi giver op overfor at være forældre sammen. Det er mega ærgerligt! 
Allerede ved 2 års alderen begynder de at blive så meget sjovere. Man kan lave mange flere ting med dem – man begynder at kunne tale med dem osv. Det er synd, at mange af os – ikke når, at være forældre sammen når det sker.

>> Men – hellere to lykkelige forældre hver for sig – end ulykkelige sammen!