Forbered jer til efter fødslen

Hvorfor var der ingen der sagde noget?
Da jeg blev gravid – blev jeg meget overrasket over, at en af de første pjecer man får smidt i hånden – er omkring ‘vuggedød’. Det var frygteligt og skræmmende og det kunne godt have ventet lidt!

I løbet af ens graviditet – kan man både læse meget om, og man hører meget om kroppens forandringer. Man bliver forberedt på fødslen – alle fortæller i hvert fald en, at det gør helvedes ondt. Man kan gå til fødselsforbredelse osv. I løbet af ens gravidtet er man ret meget med på hvad det er der kommer til at ske. Man taler med veninder, mødre – jordmødre m.m.

Men hvad med bagefter? Hvad med efter man har født?

>>Jeg følte mig ikke nok informeret!<<

Ikke omkring hvad der kunne ske efter jeg havde født. Hvad jeg kunne støde på. Fødslen var rigtig hård – og jeg sagde højt under fødslen “Jeg tror jeg skal dø”. Magen til smertehelvede. Så fyldt med smerter over alt – at jeg ikke kunne bevæge mig selv. Jeg kunne ikke trække benene op til mig når jeg skulle presse osv. Fra hver side måtte de stå og bevæge mine ben for mig.

De har på sin vis ret, de der siger “det glemmer du så snart dit barn er ude”. Og dog ikke.

Man glemmer ikke hvor ondt det lige gjorde – men det er bare lige gyldigt, når ‘han’ (-i mit tilfælde), lå der på mit bryst og kiggede med store øjne op på mig.

Det lille menneske jeg havde ventet 9 lange måneder på, at se hvordan så ud – at lære at kende. Så var alt andet lige gyldigt – også at jeg lige havde ligget i det sindssygeste smertehelvede. Men glemt var/er det ikke.

>>Ingen havde forberedt mig på, hvad jeg nu kunne ramme ind i, efter at have født.<<

De første 3 uger efter fødslen kunne jeg dårligt gå. Jeg kunne ikke stå op mere end et halv minut af gangen nærmest, fordi jeg følte at jeg tabte hele mit underliv. Som et kæmpe stort blylod der kun lige blev holdt af det yderste af skeden dernede – nærmest kun af de inderste skamlæber. Det tyngede sååå meget og det var forfærdeligt. Jeg fik så dårlig samvittighed overfor min lille baby – da jeg ikke kunne stå op og skifte ham ved puslebordet selv. Følte ikke, at jeg kunne tage mig ordentlig af ham. Jeg blev tilmed også bange – for var det mon normalt? (heldigvis kunne min mor berette, at hun selv havde haft helt samme følelse ved første graviditet)

Min amning kørte lige fra det øjeblik jeg endelig fik ham ud. Han lå de første 2 timer af sit liv, ved mit bryst. Men jeg ammede også hver anden time – og de første par uger kunne jeg nærmest græde hver evig eneste gang. Fordi han fik suttet hul – og for hver gang han så tog fat igen, max 2 timer efter – rev han de små sår op og det blødte igen. Det gjorde så forbandet ondt. Jeg havde flere gange lyst til at give op med amningen – men jeg gjorde det ikke.

>>Hver gang jeg skulle på toilettet – sådan rigtig på toilettet, var jeg angst.<<

Jeg røg lige tilbage på fødestuen, hvor jeg ærligt talt lige havde troet at enden var nær – fordi at følelsen af at skulle presse noget ud dernede, gav mig de associationer. Jeg var pisse bange og havde aldrig lyst til at byde mig det selv igen. Jeg måtte kalde på min kæreste og få ham til at holde mig i hånden – imens jeg sad på lokum. Ikke særlig fedt.

>>Besøget af sundhedsplejersken med ”skemaet”<<

Oven i de ting – skulle vi så få besøg af en sundhedsplejerske – der med et spørgeskema skulle finde ud af, hvordan man havde det. Om man havde en såkaldt ’fødselsdepression’. I dette famøse spørgeskema, måtte man kun tage udgangspunkt i de sidste 7 dage forinden. Oven i al det jeg beskrev foroven – havde jeg et barn der fik nogle voldsomme tudeture – hvor han kunne græde i det der føltes som flere timer i træk – pga. han havde ondt i maven. Jeg tog mig selv i et par gange at græde i takt med ham, fordi det var så hårdt, ikke at kunne gøre noget for min lille baby.

Så da spørgsmålet bl.a. i det her skema lød: ”Har du grædt mere end x antal gange” (husk med udgangspunkt i de sidste 7 dage kun) – Så var svaret jo ja. Med flere andre ting som slog lidt ud, taget aaaalt det ovennævnte i betragtning – hed det sig jo så, at jeg måske havde lidt fødselsdepression. Men come on? Giv mig dog lige en chance!

Jeg er typen – der mener jeg nok skal klare skærene. Og man skal sgu ik komme og sige, at der er noget galt med mig. Så jeg følte ærlig talt lidt for at bede hende stikke det skråt op! Desuden, blev det hurtigt bedre det hele.

>>At blive gravid og få min søn er stadig det bedste der nogensinde er sket!<<

Jeg vil med denne fortælling på ingen måde skræmme nogen fra at blive gravide og føde. Jeg vil med dette bare informere om, at det ikke nødvendig er overstået bare fordi fødslen er. Der kan komme nogle ting bagefter – og hvis ikke I føler I ved nok om ’Efter fødslen’ – så sørg for at søge informationen selv. Google for én i ******! Spørg mor, spørg veninder der har født osv. Hvis I gør det, formindsker I i hvert fald chancen for at sidde som jeg gjorde og føle mig som en dårlig mor, samt være bange for hvad der skete med mig og min krop.

>>Jeg ville gøre det hele igen!<<

Jeg var sikker på, efter min fødsel, at det næste gang måtte blive planlagt kejsersnit. Men ærlig talt – så vil jeg gerne have samme oplevelse med mit næste barn, at bringe det lille liv naturligt til verden! Jeg vil også amme mit næste barn. Give ham/hende det bedste han kan få – modermælk. Så må jeg få mig en bidering de første 14 dage!

Glæææd Jer til at blive nogens mor – der findes intet bedre!