En bøn til forældre

Kære forældre,
Lad mig først sige, dette er ikke kritik, det er der nok af i vores medier i dag. Alle kaster om sig med kritik og nedgørende kommentarer uden konsekvenser.
Nej, dette er en bøn, en bøn for jeres børn som i den sidste ende er alle vores børn, vores alle sammens ansvar.

Jeg beder så mindeligt om at I må være opmærksom på de små i jeres husstand.

De har ører og er som svampe, de suger alt det til sig som I siger, også selvom I tror, at de ikke forstår hvad I taler om. Og det er faktisk meget værre, for så kan deres fantasi danne film som ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Vi tror ofte, at vi som voksne bare kan tale om alt, når børnene er til stede, for de leger jo bare, de hører ikke efter. Men det kan I tro at de gør!
Jeg lærte lige i weekenden af en meget klog mand, psykolog og meget mere, at børn allerede i 4 års alderen kan mærke hvordan du har det og hvad du tænker.

Jeg tror nu at det er endnu tidligere. Hvem kan ikke genkende at ens børn er blevet bange for noget, man selv var bange for, men troede at man kunne skjule for barnet? Jeg kan da i hvert fald.

Jeg har altid været bange for edderkopper, og da jeg fik min søn var jeg fast besluttet på, at han ikke skulle få den angst med sig. Så jeg lærte at fange edderkopper i et glas og smide dem ud af vinduet, og sige til ham; se en fin edderkop, den skal ud i friheden, så den kan leve i naturen. Men min søn blev så bange for edderkopper og jeg fattede det ikke. Men nu ved jeg hvorfor…

Det er ikke sjældent, at jeg har været i selskab med forældre, hvor børnene har leget i den anden ende af stuen eller rundt om benene på os, og de voksne har siddet og talt og pludselig bryder et barn ind og siger; nej, det var da ikke det du sagde mor!…og korrigerer historien. Og de voksne ser på hinanden og tænker hvor kom det fra?

Når voksne taler sammen giver vi tit udtryk for ting som vi er bekymrede over, ting vi er vrede over eller bange for, ting fra nyhederne som får os til at overveje vores situation osv. Som voksne har vi evnen til at reflektere over det der bliver sagt, vi kan skelne mellem tanker, overvejelser og noget der skal handles på. Men det kan børn ikke, de reagerer på dit kropssprog, ansigtsudtryk og dine ord, som kan blive til noget helt andet i deres fantasi.

Eks. at mor og far diskuterer noget højlydt, kan blive til at de skal skilles eller værre endnu, at det er børnenes skyld at mor og far skændes og skal skilles.

Jeg ved godt at ingen er ufejlbarlige, og at alle kan komme til at diskutere uden at børn tager skade af det, men jeg siger bare, overvej hvad I taler om når der er børn i nærheden. De har ikke kompetencerne til at oversætte det I siger, og det kan sætte sig til angst i dem.

Jeg arbejder med hypnose og nu har jeg haft flere børn i hypnose for angst og jeg bliver altid lidt ked af når jeg finder ud af hvor det stammer fra.
Meget ofte er det snak, de har hørt fra forældrene.

Dette er ikke fra aktuelle sessioner, bare eksempler.
Forældre kan have talt om at de er bekymrede for, at et andet par skal skilles og han gjorde sådan og hun gjorde sådan…. Det har børn ikke brug for at høre om.
Eller sygdom i familien kan blive til angst for at en forælder dør, overvej om det I taler om er noget barnet kan bruge til noget.

Jeg ved godt at børn bliver udsat for nyhederne i TV hver dag og det synes jeg heller ikke er en god ide, før de har en vis alder, for de kan have svært ved at håndtere det og det kan sætte tanker i gang om deres eget liv. Så hvis dine børn ser nyheder, så tal med dem om dem. Og jeg synes bestemt at vi skal tale med vores børn om mange ting, lære dem om livet osv., men vær bevidst og sortér.

Vær bevidst om at der er børn til stede når du taler om voksenting, for der kan opstå skader, som det kan tage lang tid at rette op på. Og jeg siger ikke dette for at løfte en pegefinger mod nogen, jeg har bare ofte set på børns ansigter, når de voksne taler med andre voksne og børnene lytter meget mere end mange voksne tror.

Så please lad være med at tale om ting som egentlig ikke er for børns ører og tal ikke med dine børn om voksenting, med mindre det er virkelige forandringer, der skal ske i deres liv. Så fortæl dem kun det som du tror de kan håndtere og har brug for. Børn er ikke små voksne, lad dem være børn og trygge så længe som muligt.

Al min kærlighed til både børn og forældre, jeg ved I gør jeres bedste.

Kærlig hilsen
Kimi Sand