Kære Dagbog
Så jeg tog på en lille get away til Hamborg med en sød fyr, som var at betegne som en GOD ven. Vi havde aldrig krydset den magiske grænse i mellem venner og kærester. Nok mest pga. broen og de knap 400km, der var i mellem os. Han var utrolig sød og charmerende, men ærligt jeg tror ikke, at der var nogen af os, som kunne overskue konsekvensen af en seriøs relation i mellem os.
Jeg var lige vågnet, lå i en dobbelt seng på The Westin Hotel med den smukkeste udsigt ud over Hamborgs hustage. Solen skinnede og alt var lige der lidt fortryllende. Det var dagen derpå efter den skønneste aften. For mit indre øje kørte aftenen på replay:
Selv om det var min ven, der var velkendt her i byen, havde jeg alligevel overrasket ham med to billetter til et Cabaret-show opført af transkønnet personer. De havde fået gode anmeldelser, men jeg vidste også godt, at det nok var liiige på grænsen til, hvad jeg kunne byde ham. Han er en anelse konservativ. Vi spiste lidt hurtigt street food og gik mod teateret. Vi var lettere pjattede, nok lidt små nervøse for hvad, der egentlig ventede os.
Det var ikke til at se hvem, der var mænd eller kvinder, eller hvem, der var klædt ud. Nogen lip-synkroniserede så dårligt, at det var krumme-tær agtigt pinligt, og andre optrådte super professionelt! – Men uanset super underholdende. Vi fik lækre drinks og skraldgrinede os igennem showet. Min ven indrømmede efterfølgende, at han var positivt overrasket og havde følt sig vældig underholdt hele vejen. Vi forsatte aftenen videre på karaoke bar, fik flere drinks, og grinede lidt mere. Vi skulle ikke nyde noget af at stille os i rampelyset, men lærte hurtigt et par tyske gloser, og sang med på de fællessange, der blev spillet igen og igen.
Undervejs var det som om vi kom lidt tættere på hinanden. Alkoholen gjorde os mindre generte, og vi gav små kærtegn i det skjulte. Kysset udeblev. Jeg havde besluttet mig for, at hvis der skete noget i mellem os, så var det okay. Nu måtte vi altså snart rykke lidt på det venskab, der efterhånden havde været i flere år!
Klokken blev hurtigt mange og hjemme på hotellet faldt vi omkuld i hver sin side af sengen, trætte og småfulde. Jeg lå et øjeblik og spekulerede, men så tog jeg hans hånd, og tænkte, “Der er heldigvis en ny dag i morgen” – og faldt i søvn.
Nu lå jeg så der i sengen med solens stråler, der kærtegnede mit ansigt og et lille smørret smil. Tænk alle de gange vi har haft muligheden for at kysse og knalde, og så lå vi der, som et religiøst par, som ikke må dyrke sex før ægteskabet. Det er da lidt fjollet?
Jeg blev revet ud af mine tanker, da fyren kom ud af badeværelset og smed sig på tværs i sengen med hovedet helt henne ved mig.
“Kan du se, om der er noget galt med mine øjne?” spurgte han uden at fortrække en mine. Jeg drejede hovedet og blev først lidt forskrækket over at han lå SÅ tæt på, men blev så også lidt chokeret over at se hans ansigt; Hans øjne var fuldstændig opsvulmet og røde!
Det var svært ikke at grine, og jeg var lidt i tvivl om, hvad der var tilladt. Tøvende svarede jeg: “De ser lidt hævet ud?” Det var en kæmpe underdrivelse! Mine tanker blev øjeblikkeligt ledt hen på filmen “Hitch” hvor han får en allergisk reaktion på skaldyr. Det her, var ikke godt. Min ven kunne dårligt se ud af øjnene!
Han poserede nu i alverdens stillinger iklædt boxershorts, i mens han viste mig alle de forunderlige steder, der var kommet udslæt. Der var intet system i det, og jeg tænkte derfor, at det var noget nældefeber. Jeg var fortrøstningsfuld, da jeg tilfældigvis havde to antihistamin-piller med i tasken, en mild og en stærk.
Han fik den milde først, men i stedet for at udslættet gik i sig selv, blev det bare værre og værre. Han fik hurtigt den stærke også, men uden effekt, snarere tværtimod; Det var som om, det var antihistaminen han pludselig reagerede på.
Snart dækket af store, røde, hævede plamager over hele kroppen, særligt ansigt, hænder og overkroppen, forsøgte han at holde modet oppe og lave sjov med situationen. Han vidste der var et blinde-museum i nærheden? Samtidig med at det var enormt pinefuldt for ham, og han bekymrede sig om, hvad der havde udløst reaktionen.
Da vi var løbet tør for antihistamin, røg vi ned på nærmeste apotek. Sandsynligvis oplever de lidt af hvert, men alligevel havde de svært ved at skjule deres væmmelse over min vens noget deforme ansigt. Han fik flere piller, og pludselig gik bekymringen på om han havde taget FOR mange piller?!
Dagen gik, og vi ventede forgæves på at udslættet fortog sig. Vi vekslede mellem om, vi skulle afbryde turen og tage hjem, eller vente og se om der kom bedring.
Min forpinte ven fortalte meget om et sushi-sted, han gerne ville præsentere mig for og lidt modvilligt fra min side, blev beslutningen at spise sushi til aftensmad, og så tage hjem på hotellet og slappe af bagefter.
Vi klædte os pænt på, og han kunne kamuflere noget af hævelsen i ansigtet med sine briller. Antihistaminerne gjorde ham træt og døsig, og end ikke de smukke rammer kunne fjerne fokus fra hans tilstand, som synes at forværres for hver time, der gik. Det startede med lidt udslæt på den ene hånd, men sidst på aftenen var begge hans hænder så hævet, at han dårligt kunne gribe om bestikket, og ja, han kunne så heller ikke se ud af øjnene al den lækre sushi vi fik serveret.
Det var den rene elendighed! Natten var lang og smertefuld for ham. Han havde uro og kløe i kroppen og tidligt næste morgen gik den ikke længere. Unødvendigt høfligt spurgte han, om det var okay, at vi tog hjem, selvom vi havde en overnatning mere. Jeg indvilligede naturligvis, og receptionisten var også meget forstående, da hun så min opsvulmede ven.
På vej hjem i bilen sad vi længe stille og eftertænksomme, da min ven pludselig brød tavsheden: “Tror du, det er det der cabaret, jeg er allergisk over for?”
Jeg brød ud i en højlydt latter – hele situationen var så tragikomisk og absurd, at jeg kom til at grine alt for højt! Men altså ja, hvorfor ikke? Allergi over for surrealistisk amatørshow, det lyder højst sandsynligt.
Kære Dagbog, mind mig om ikke at købe billetter til flere freakshow foreløbigt.
