Aldrig kærester…

Selv samme dag, som jeg havde skrevet mit første indlæg færdigt, tvang jeg manden til at svare mig på følgende:
“Hvorfor vil du mig ikke? Hvorfor vil du ikke os?”
Hvortil han svarede: “Jeg var aldrig forelsket i dig, jeg så os aldrig som kærester og jeg så os aldrig bevæge os den vej”..

Av for helvede.. Den gjorde ondt! Hvad fanden bildte han sig ind – havde han seriøst lige spildt 3 år af mit liv, mine følelser og mine muligheder for INGENTING?

Lige dér, blev jeg bevist om at valget jeg ikke tidligere kunne træffe, blev truffet for mig. Han havde i virkelig truffet valget for længe siden, men havde haft sine grunde til at holde fast i mig, selvom han vidste jeg ville mere. Han ønskede fortsat vi skulle være venner.
Sådan havde jeg det ikke længere. Han skulle i hvert fald ikke være min ven. Han skulle skride ud af mit liv, og det kunne kun gå for langsomt.
Spørgsmålet blev stillet over telefonen, og snakken fortsatte hurtigt over i andre emner. Trods den let trykkede stemning, var samtalen egentlig stadig behagelig. Men jeg vidste godt, hvad klokken havde slået.

Da vi havde lagt på, meldte tankerne sig. Jeg skrev med det samme nogle sætninger, og påbegyndte egentlig en opfølgning på det tidligere indlæg, men valgte alligevel ikke at poste det.
Uanset hvordan vores relation og historik var været, skulle det afsluttes ordentlig, og ikke noget han kunne læse på nettet.
Indlægget ligger håndskrevet og glor på mig, med en masse skældsord… Dem vil jeg spare både jer og ham for.

Der skulle gå halvanden uge, manden havde været på koloni med arbejdet og på den årige Fanø-tur med vennerne, før jeg hørte fra ham.. Det var nu. Nu skulle jeg gribe den og spørge om ikke vi skulle slå hovederne sammen, og om han ikke lige ville huske at tage min nøgle og alarmbrik med. Jeg ville fortælle ham at vi ikke skulle være venner. I hvert fald ikke lige nu.
Han kom et par timer efter. Vi fik en god lang snak, med åbne hjerter og følelserne helt ude at skide.
Jeg måtte høre ham, om han for første gang var ærlig, eller om han havde sagt de ting for at gøre det nemmere for os begge, og måske også såre mig lidt på vejen. Han måtte jo indrømme at han følte sig presset, og havde sagt det for at skubbe mig væk, og dermed gøre det nemmere for os begge at komme videre.
Den halvanden uge uden kontakt havde været godt for mig. Jeg følte ikke længere at jeg skulle tage hensyn eller opføre mig som en god og hengiven kæresteting. Jeg inviterede veninderne på hygge i haven, jeg tog ud med pigerne fra Kvinder Uden Filter, jeg holdte en yderste lille men vellykket housewarming. Jeg hyggede mig!
I takt med at bloggen kom op og køre, havde jeg besluttet mig for at bruge Instagram som det primære sociale medie, hvilket resulterede i at jeg dokumenterede det meste af min færden. Han kunne følge med, og kunne se at jeg hyggede mig. Det gjorde mig ikke noget, at han så det.

Som vi sad der i solskinnet i min have, gik det op for mig at jeg egentlig ikke var sur på manden. Han havde også svært ved at give slip på mig. Jeg var såret, dybt ind i hjertet, men ikke vred.
Han elsker mig… men kan ikke give mig dét jeg ønsker mig. Den erkendelse og accept er vi begge kommet til.

– Når sandheden skal frem, så er de 3 år ikke ingenting, og de er ikke spildt. Det har været enormt lærerigt, udviklende, spændende, heftigt og dejligt – der har selvfølgelig også været de famøse nedture, hvor han var ønsket langt væk, men alligevel aldrig længere væk end han stadig var tilgængelig.
Han er stadig tilgængelig, og vil med al sandsynlighed være det i laaang tid. Lige nu skal vi begge have det på afstand, og begge dyrke vores liv.
Vores telefoner er åbne, hvis modparten skulle få lyst til en sludder for en sladder, råd og vejledning eller blot at høre hinandens stemmer.

Vi forbliver venner – med distance, trods vi ikke bor mere end få kilometre fra hinanden.

De sidste ord han sagde til mig var:
“Hav det sjovt og mor dig! og lev dit liv som du ønsker det”

Jeg ved godt hvad han mener.. Det er ikke der jeg er.. Jeg skal ikke ud og finde en ny mand lige nu. Men morer mig, det skal jeg. For fanden hvor skal jeg morer mig, jeg skal ud og svinge de gamle træben og skråle til dårligt musik. Jeg skal være fri, fri til at gøre præcis hvad der falder mig ind. ”

Én skønne dag, mødes vi igen. Indtil ønsker jeg ham alt det bedste, og takker ærbødigt for de oplevelser vi har givet hinanden.