I dag er det egentlig Thanksgiving, hvilket der jo ikke er tradition for at fejre her i Danmark. Men vi står i en tid, hvor der er meget fokus på det negative, så jeg synes faktisk, at vi godt kunne have behov for lige at stoppe op, og mærke efter hvad vi egentlig er taknemmelige for. Bare for at sprede lidt positive vibrationer, og måske få en følelse i kroppen af, at der trods alt er noget her i hverdagen, og i verdenen, der er godt. Her er 7 ting som jeg er taknemmelig for lige i dag.
1. alle de skønne mennesker jeg har i mit liv
Jeg har en god portion mennesker omkring mig, som støtter mig, og som jeg kan grine, græde, vær seriøs med osv. Én taler jeg med dagligt, og nyder det i fulde drag. Andre taler jeg med ugentligt, andre sjældnere og nogle sågar kun 1 gang om året.
Men uanset hvad, så betyder de hver og en noget for mig, og det betyder noget for mig, at de er i mit liv. Så tak for jer!
2. at jeg er i live
Sandheden er bare, at jeg i januar 2020 var ved at stille træskoene. Det ville være alt for tidligt, jeg er trods alt kun 34 år. Jeg er taknemmelig for at jeg stadig er her.
3. at jeg er blevet bedre til at stå ved hvem jeg er
Det dræner for energi og humør, at forsøge at putte sig selv ind i en kasse man slet ikke passer ind i. Tro mig, jeg har forsøgt i mange år. Jeg er taknemmelig for, at jeg er blevet bedre til at mærke hvad JEG vil, har lyst til osv, Det giver større livskvalitet.
4. at solen har skinnet i dag
Det virker banalt, men for mig gør det en kæmpe forskel, både på energi og humør, når solen skinner. Især her i vinterhalvåret, hvor mørket kommer snigende allerede sidst på eftermiddagen. Jeg har haft en fridag i dag, og jeg er taknemmelig for at solen valgte at kigge frem.
5. at min økonomi er fornuftig
Man kan ikke købe lykke, siger de. Men en dårlig økonomi kan give søvnløse nætter, og dem har jeg rigeligt af pga. andre ting. Så jeg er taknemmelig for, at jeg trods alt har styr på min økonomi, og har luft til at have min bil, mit hus og har råd til at tage turen til Sjælland en gang imellem.
6. at jeg har købt en spiralizer
Du ved, sådan et køkkenmaskine-moster, der kan lave gulerødder, squash og andre lignende grøntsager om til smækker-lækker spaghetti. Den gør det bare meget nemmere at få grøntsager, uden at skulle sidde og sutte i en kedelig blandet salat.
7. at min stomi har opført sig eksemplarisk
Jeg har bl.a. været en tur ved kiropraktor i dag, og heldigvis kom jeg igennem, uden at stomien skulle begynde at lave ballade. Tak for det.
Nu er det din tur! Hvad er du taknemmelig for?