Den ultimative kærlighedshistorie

The Notebook. Søndagsfilm i fjerneren i aften. Jeg har set den før, men skal se den igen. Glæder mig, og frygter det lidt på samme tid. Lyder måske helt skørt, at jeg kan frygte en pladder-romantisk amerikansk kærlighedsfilm.

Første gang, jeg så filmen, anede jeg ikke helt, hvad den handlede om. Troede det var en eller anden ligegyldig krigs-kærlighedsfilm. Så var helt uforberedt. Da den kom i gang, havde jeg det som, når jeg læser en god bog. Jeg havde slet ikke lyst til, at den skulle slutte. Og dog. For jeg var totalt opløst i gråd. Den ramte mig lige dér en søndag aften. Jeg synes, det er den ultimative kærlighedshistorie. Selvfølgelig er den så sukkersød amerikansk, som den kan være. Men historien er fin. Et par, der får hinanden efter en masse modstand. Fordi kærligheden simpelthen er for stærk.

Men det fine, der ramte mig, er, at den mandlige hovedperson læser deres livshistorie op for sin hustru på plejehjemmet hver dag i håb om, at hun vender tilbage og husker ham og dem, om end for bare få minutter. Og at de får lov at tage fra denne verden sammen. Dét er rørende. I hvert fald for mig. Minder mig i øvrigt om en myte, jeg fik fortalt under en rejse på Kreta for mange år siden. En fortælling om hvorfor oliventræets stamme er snoet. Den græske gud Zeus iklædte sig som en fattig mand og tog rundt til huse og bad om ly og mad. Mange afviste den gamle, fattige mand. Indtil han kom til et gammelt og fattigt ægtepar. De tog Zeus til sig og gav ham ly og mad. Zeus gav parret et ønske, de kunne få opfyldt. Deres ønske var at forlade denne verden sammen. Da dagen kom, stillede de sig ud i gårdspladsen og omfavnede hinanden. Og derfor er oliventræets stamme snoet. Det er det gamle ægtepar i den sidste omfavnelse. Den er da sød? Nå, det var lige et sidespor…

Tilbage til The Notebook… Ingen tvivl om, at filmen rammer mig ekstra hårdt, fordi jeg selv har mistet min elskede far for 3,5 år siden efter næsten 20 år med demens. Jeg ved, hvor forfærdeligt hårdt det er langsomt og gradvist at miste det kærligste menneske. Et af de mennesker, der betyder allermest. Og de 20 år var på ingen måde sukkersøde for vores familie. Man siger, at demens er de pårørendes sygdom. Det er det også, men det var også min fars. Og nu 3,5 år efter, kan jeg på dage som i dag rammes af savn og af følelsen af ikke at have gjort nok for, at han ikke følte sig alene og ønske, at jeg ikke havde været så berøringsangst over for noget, der gjorde så ondt. Jeg skulle have læst historier for ham, spillet jazz-musik for ham, som han elskede eller bare holdt hans hånd. En masse bebrejdende tanker om, hvordan jeg ikke slog til lige dér.

Jeg ved, at selvbebrejdelser ikke gør mig godt. Og de rammer mig heldigvis generelt også sjældent. Og jeg dyrker dem ikke. Men nogle dage må de gerne få lidt plads. For det giver anledning til eftertanke. Jeg vil være bedre til ikke at være berøringsangst overfor det, der er svært. For det vil jeg gerne give videre til mine børn. Og hvordan vil jeg så blive mindre berøringsangst? Jeg vil tale åbent om tingene med mine børn og mine nærmeste. Ikke gå og putte med ting, der betyder noget. Turde dele bekymringer og glæder. Og lade intet være tabu. Det lyder let. Det ved jeg, det ikke er. Og jeg skal vist øve mig hver dag. Sammen med mine børn. De er heldigvis allerede ret gode til det. Og det handler selvfølgelig om tryghed og tillid i vores relation. De ved, at de altid kan komme til mig. At uanset, hvad de end måtte finde på, vil jeg altid elske dem. Den betingelsesløse kærlighed får vi kun fra vores forældre. Når de er væk, er den slags kærlighed også væk for altid. Så pas på den. Også selvom vores forældre stadig kan være skide irriterende. Det mest irriterende er, at de stadig oftest ender med at få ret. Og lad være med at tøve med at gøre noget for et andet menneske, fordi det er svært. Gør det. I dag. I morgen er det måske for sent. Klicheagtigt, men det er bare rigtigt.

Savnet og sorgen, det får også plads på visse dage. Og det, der har hjulpet mig rigtig meget i forhold til netop sorgen og savnet, er taknemmelighed. Dét har virkelig hjulpet. Jeg er SÅ taknemmelig for, at jeg har været så heldig at have haft mange år med en skøn og nærværende far. Taknemmelighed. Den skal vi huske. Hver dag.

Så. Jeg finder kleenex’en frem og børnenes hjemmebagte kage – for man må gerne trøstespise lidt – og så vil jeg nyde en søndag aften i godt og rørende selskab med Ryan Gosling. Og det er ærligt talt ikke en helt skidt måde at tilbringe en søndag aften.

Kærligst Katrine

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Nette

    Det er bare så fantastisk rørende og dejlig en kærlighedshistorie der er udspiller sig i den film – jeg kan se den igen og igen <3

  2. Charlotte Frølund

    Kære Katrine, Tak for et smukt og rørende indlæg <3

    Jeg elsker The Notebook og ligesom dig tuder jeg hvergang (tror jeg bruger 3 pakker klenexx hvergang) .

    Kan kun give dig ret i at vi skal turde at være mere nærværende, turde tale åbent og ærligt og kramme og fortælle dem omkring os, hvor vigtige de er for os, for en dag er de her ikke mere og så er det for sent at gøre alt det man godt ville have gjort – men skubbede det hele tiden foran sig <3

    Jeg har selv mistet min far – alt for tidligt – og ville også ønske at jeg havde været der noget mere <3

    Kram og tanker din vej.
    Kærligst Charlotte

Skriv et svar