Hvad du ønsker skal du få!!!

Mit sidste indlæg var meget dybsindigt og selvterapeutisk for mig at skrive, men det er også hårdt at udforske det hengemte følelsesland, så denne gang bliver emnet mindre sjæl-udkrængende.

”Hvad du ønsker skal du få” er jo en passende overskrift i denne tid og nu tænker du nok, nu skal vi høre om masseproduktion af pebernødder, julestress, familiehygge og om hvordan man ender med at være helt udstoppet af mad fra top til tå, men det er jo længe siden det har været jul, så det gider jeg slet ikke skrive om, tanken var faktisk rettet mod de kære børn.

Første gang jeg hørte om Curling var i 1998, da folk i begejstring sad oppe hele natten for at se de danske curlingkvinders kampe ved Vinter-ol i Japan – bare det lyder sært i min knudrede hjerne. Vinter-ol i et asiatisk land, det er næsten som at putte en pose isterninger i en mikrobølgeovn, men ikke desto mindre blev det afholdt der og det er blevet afholdt i et asiatisk land før og siden hen, så det er sådan det er og ikke noget jeg skal spekulere mere over.

Jeg skulle selvfølgelig også se hvad det var, som alle folk var så begejstrede over og skuffelsen var stor, fejende kvinder foran en sten og en holdkaptajn, der skriger ”weeee weeee”. Jeg ved godt at det er en ret forsimplet version og at der er taktik og koncentration bag, men det var altså ikke noget, der kunne få mine tunge øjenlåg til at være åbne.

Ordet ”Curling” er siden hen blevet et meget brugt begreb under betegnelsen ”Curling-forældre”. Groft sagt, forældre, der bærer deres børn på hænder og fødder gennem livet, som var barnet en prins eller prinsesse, mens forældrene bukker, nejer, hopper og springer.

Hvis nogle spurgte mig om jeg var ”curling-mor”, så ville jeg højlydt udbryde ”NEJ DA” og komme med eksempler på hvordan de skal klare sig selv og hjemme hos, så har de pligter og så videre i den dur, for det hører også med til rollen – at have skyklapper på og fornægte det. Det mere korrekte spørgsmål ville i stedet være: ”I hvor udpræget grad er jeg curling-forælder?”.

Jeg husker da stadig hvordan jeg vågede som en løvinde over den første-fødte og hvordan jeg havde liften stående lige ved siden af mig og var der forandring i åndedrættet, var jeg der med det samme og legede dukkelegen, det vil sige, trykke barnet let på maven eller brystet, hvorefter der kommer et højlydt vræl, nøjagtig ligesom når man lige skal prøve at trykke på alle dukkerne i legetøjsforretningen, bare lige for at høre hvordan det lyder. Det er ekstremt pinligt, når jeg får startet for mange dukker og jeg slet ingen børn har med i forretningen.

Om ikke andet konstaterede jeg gang på gang at min lille baby var i live, mens jeg undrede mig over hvorfor han havde så svært ved at sove igennem.

Jeg har da også valset rundt med børn i barnevognen for at de kunne falde i søvn og her snakker vi ikke om en gåtur med barnevognen ude i naturen, nej nej, barnevognen var taget ind i stuen og blev trillet frem og tilbage, vugget og vippet og stoppede jeg, så vågnede barnet jo. Blev det for træls med barnevognen, så brugte jeg bæreselen (altså med barnet i), den kunne man både spise, støvsuge og gøre rent med. Vigtigst var at holde sig i gang hele tiden, også når man spiste, jeg har præsteret at spise spareribs stående med vuggende hofter, jeg kan godt sige jer, at det giver noget værre gris i barnets hår.

Da børnene blev ældre, så havde jeg da også gang i den store madpakkesmøring og min måde at lære dem at smøre deres egne madpakker var en helt ubevidst strategi, jeg lavede simpelthen de mest kedelige madpakker og jeg vil da ærligt indrømme, at jeg aldrig kunne finde på at spise dem selv – to gange tre-stjernet salami og to gange makrelsalat, sommetider med et stykke agurk på, som selvfølgelig blev slattent op ad dagen (det var kun hvis jeg lige havde overskud til at skære agurk) og jeg huskede endda at lægge mellemlægspapir i mellem madderne. Lidt efter lidt blev det helt naturligt at de smurte dem selv.

Værst af alt var da mit teenagebarn (på knap 18) oplevede sin første kærestesorg og det var endda, hvor den soon-to-be x-kæreste havde kysset med en anden. Jeg oplevede mit barn grædende, plaget af sorg og sårede følelser og det jeg havde allermest lyst til var at ringe til den uduelige kærestes mor og skælde hende ud over, at hendes barn havde såret mit barn. Jeg gjorde det heldigvis ikke, jeg drak mig fuld eller jeg tog i hvert fald et glas vin og talte til 100 på russisk bagfra for at genvinde fornuften.

Jeg har også ligget og kørt børnene til dit og dat, hentet dem på ukristelige tidspunkter, været bekymret for deres vel og ve, været bekymret på forkant for deres vel og ve, men jeg har da også stillet krav. Sønnen har fået at vide at han skal putte tøjet i vasketøjskurven i stedet for at lægge det ovenpå vasketøjskurven og da det så ikke virkede, købte jeg en uden låg og det havde øjeblikkelig effekt. De har også fået at vide at skal jeg lave deres lektier, så skal jeg mindst have opgaven fire timer før aflevering og jeg synes bestemt ikke der er noget ”curling” over det, når de selv har skrevet overskriften på opgaven i et ellers tomt word-dokument.

MEN jeg er også moderen, der kan komme for sent til børnenes skole-hjem-samtale, glemme (uden rigtigt at glemme) en juleklippe-dag, lade som om jeg sover, når de snakker til mig. Stikke dem en hovedpinepille, hvis de mener, at de er syge og derefter tvinge dem i skole, bede dem om at tømme opvaskemaskinen og blive ekstremt tøsefornærmet og køre offer-rollen, hvis de ikke vil. ”Her render jeg og hopper og springer for jer hele tiden og hvad får man igen – INGENTING”, hvorefter jeg fortæller dem om Peter Bellis sang ”Ingen regning”, de ender med at tømme opvaskemaskinen til sidst, bare for at slippe for, at jeg begynder at synge sangen for dem. Jeg har også præsteret at love dem at komme hjem med et tog, som jeg selvfølgelig ikke kom med og så love, at jeg tog det sidste tog og komme hjem med pizza til dem, hvilket jeg heller ikke gjorde, bare fordi jeg var i festligt lag og tænkte at det var usundt at spise pizza så sent om natten.

Så jo for pokker jeg er curlingforælder kombineret med at være ekstremt dårlig mor med en evig kærlighed til dem, som de er 100 % klar over. De kan vaske deres eget tøj, gøre rent og rydde op efter sig selv. De er høflige unge mennesker med et godt hjerte, de kan lave deres skolearbejde selv, de kan cykle til de steder, hvor de skal hen og de har også fritidsjob, så helt hjælpeløse er de bestemt ikke og jeg vil gerne hjælpe dem, når det passer mig, min curling-skala svinger i takt med mit humør og sommetider får jeg også tegn på, at nu skal “bad mom” træde til.

Senest da den myndige søn skulle til en aftale, hvor det var nødvendigt at medbringe nogle personlige dokumenter, der kunne han ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde fundet dem frem endnu, han havde jo videresendt mailen til mig for en måned siden, hvorefter jeg måtte forklare ham, at han faktisk var voksen og jeg regnede med at han havde styr på det selv. Hans frustrerede kommentar til det var ganske enkelt: ”Jamen du er jo min mor”! Jeg kunne høre hvordan ”weeee weeee-klokkerne” begyndte at bimle og bamle i mit indre – men jeg hjalp ham alligevel med en formaning om, at næste gang skulle han klare det selv.

Det er mit signal, begynder ”weeee weeee”-lydene at give mig tinitus, så ved jeg, at jeg skal gå over i ekstremt dårlig mor-mode, det er de to faktorer, som jeg kan rokke ved i min moderrolle, for min kærlighed til dem er fast indgroet i mig og varer for evigt, de er mine prinser og prinsesser, men det betyder ikke at ”Hvad du ønsker skal du få” er lig med ”Your wish is my command” – min datter sagde til mig for nylig; ”Mon jeg oplever at få nogle af de ting til jul fra min ønskeseddel i år? Det har jeg endnu ikke oplevet”.

Så mit råd til bekymringer om hvorvidt man curler for meget:

Vær dejlig uperfekt, krydr curling med lidt boksning og meget kærlighed og vær obs på de skærende  ”WEEEE WEEEE”-lyde! Så kan det ikke gå helt galt….