Min fødselsberetning III – hurtigt, smertefuldt og det hele værd

Kl. 17.30

Jeg bliver atter tjekket indvendigt og er nu 4cm åben og ingen livmoderhals tilbage. så tror jeg sgu da fanden, at det gjorde så ondt! Kan tydeligt huske, at JM skrev på tavlen, at jeg skulle tjekkes igen 21.30, så jeg kunne få lagt et ve-drop, i tilfælde af at veerne nu ville gå i stå igen. Det kan her informeres, at de ikke gik i stå. De blev kun vildere og mere intense. I samme omgang fik jeg lagt akupunktur, som det eneste smertestillende jeg ville have, da jeg ønskede at føde efter principperne i bogen Smertefri fødsel (ANBEFALES TIL ALLE FØRSTEGANGSFØDENDE DER IKKE ØNSKER SMERTESTILLENDE). Og nej, det kan ikke gøres smertefrit, men det kan gøres mere udholdeligt med en god vejrtrækning.

Kl. 19.15

Smerterne er nu så vilde, at jeg ikke føler nogle pauser imellem veerne. Jeg skal på et tidspunkt tisse og ender faktisk med at kaste op af smerte i samme omgang. Samtidig irriterer nålene mig for sindssygt og jeg får dem derfor fjernet. Jeg havde derudover også været så dum at ligge mig ind i den bløde dobbeltseng, hvor man ikke kan blive tjekket af jordemoder, så da jeg beder om et tjek igen, skal jeg bevæge mig med smertende veer uden pause, ind til fødebriksen – det var nok den hårdeste gåtur på 10 skridt i hele mit liv. Jeg er nu 7cm åben og det er tid til at fylde fødekaret op, da jeg gerne ville føde i vand og have den varme lindring. Endvidere spørger JM her, om det ville være ok med en falckredder til at overvære fødslen, hvortil jeg får fremstammet at jeg er pisse ligeglad. Jakob siger lidt pænere ja for mig.

Kl. 20.30

Nu sker der noget og jeg begynder at føle en seriøs trang til at skide. Mildest talt. JM griner lidt og siger, at det ikke allerede kan passe, men hun da godt lige vil tjekke mig. ”Du er 9cm åben og begynder bare at presse”, siger hun. Ordene standser mit hjerte kort og jeg bliver bange. Man må da ikke presse ved 9cm. Filmene siger altid 10! Hvad jeg ikke lige vidste, var at jeg skulle bruge næsten halvanden time på at presse lillepigen ned, før hun ligesom var klar til at komme ud.

Her er et lille uddrag af sætninger jeg fik sagt under pressefasen:

1. Pres hende op igen og giv mig et kejsersnit
2. Mit urinrør brænder – jeg vil ikke have et kateter resten af livet
3. Er vi der snart?
4. Jeg flækker
5. Jeg gør aldrig det her igen

TIP! Hvis du får trang til at tisse under pressefasen, så hold det for dig selv medmindre du virkelig skal tisse og det ikke er fordi barnet presser på blæren. Det eneste jeg har at sige til den situation er, at det absolut ikke er rart at skulle over på en bækkenstol, med veer, velvidende at hvis ikke du tisser, kommer der et fucking kateter op og gør det for dig – Lilly var heldigvis for hurtig til at vi nåede dertil og sjovt nok skulle jeg ikke tisse, da hun så var ude.

Kl. 21.48

Den 03.08.2017 kl. 21.48 kommer Lilly til verden ved en helt ukompliceret fødsel. Hun vejer kun 2355g og er 48cm lang, men helt perfekt i vores øjne. Det viste sig, at hun var begyndt at afvige yderligere fra egen kurve og vejede dagen inden fødslen 20% for lidt, og derfor skulle hun ud. Det sagde lægen jo bare ikke. Hun var om onsdagen blevet skønnet til 2700g, så egentlig var hun 26% for lille, da hun kom ud til os, hvilket også var tydeligt for JM Line. Husker hun sagde, at den numse ikke var stor nok til at hun skulle veje 2700g.

Min moderkage var ramt af blodpropper og blev sendt til videre undersøgelser, men forklarede ret godt, hvorfor hun ikke voksede mere. Hun fik ingen næring inde i maven længere og skulle derfor ud og have næring fra brystet i stedet – og hold nu op, hvor er jeg i dag glad for den hurtige beslutning den læge tog. Med 3 aborter i bagagen, vil jeg slet ikke tænke på, hvor lille Lilly ville have været, hvis jeg havde gået graviditeten ud og måske over tid.

I dag er Lilly en lang pige på 66cm, 5½ måneder gammel og vejer næsten 7kg, så man må sige at hun har taget godt fra efter hendes ankomst og vokset godt.

Min fødsel var ukompliceret, uden smertestillende, smertefuld og samtidig helt perfekt – jeg ville gøre det igen, dog ikke lige nu. Nu nyder vi Lilly og hele hendes udvikling, som er utrolig fascinerende at følge, selvom det er hårdt til tider.

Det var den fedeste, mest skræmmende, smertefulde, sjoveste oplevelse og jeg er mildest talt forbløffet over, hvordan kvindekroppen kan klare sådan en opgave, hvad enten man føder vaginalt eller ved kejsersnit – opgaven er lige hård!