Jeg stødte på udtrykket ‘forårstræt’ her forleden, og tænkte ’Hvad pokker er det?’
Vinterdepression. Den kender man. Det bliver koldere, mørkere. Det er sværere at stå op om morgenen osv. Men forår? Det er da ellers så lækkert! Det var min første tanke.
Lysere morgener og dage, aftener der varer længere, blomster der springer ud, og fuglene som synger. Jeg elsker forår!
Men så slog det mig, at jeg da faktisk selv hopper ret tidligt i seng for tiden.
At jeg da egentlig også gaber kæben af led et godt stykke op af formiddagen, og måske føler mig lidt mere træt end normalt.
Så jeg måtte i gang med at undersøge, og der er Google min ven.
Efter at google og jeg havde stødt hovederne sammen, blev jeg klogere. Forårstræthed eksisterer i allerhøjeste grad.
Faktisk var der utrolig meget info at hente omkring forårstræthed – så min bedste anbefaling hvis du føler dig mere træt end normalt, og er nysgerrig, det må være at google selv, eller at tune ind på Videnskab.dk hvor jeg fandt noget ret brugbar information.
En læser havde skrevet ind, netop fordi hun altid oplever at blive ekstra træt når foråret indtræder. Videnskab.dk rakte ud til én af landets førende eksperter i træthed og søvn, overlæge Poul Jennum fra Dansk Center for Søvnmedicin, der hører under Klinisk neurofysisk afdeling på Glostrup Hospital. Og han udtaler bl.a.
»Det betyder meget, at Solen bryder frem, for den påvirker vores lyst til at sove.« Poul Jennum forklarer:
»Vores søvnbehov styres blandt andet af hjernen, og den er under påvirkning af Jordens årsrytme og af antallet af timer med lys i døgnet.«
Forårstræthed er ren biologi
»Når Solen står tidligere op og går senere ned, sover vi mindre – men rent videnskabeligt set gør det os ikke mere trætte, fordi vi ændrer søvnbehov,« understreger han og uddyber:
»Det er noget rent biologisk. Vores biologiske rytme ændrer sig, så vi springer ud og begynder at interessere os for andre aspekter – for eksempel det andet køn.«
Læs meget mere på Videnskab.dk: Hvad er forårstræthed?
Men pludselig gav det mening for mig. Hvorfor man altid hungrer efter en lur midt på dagen, når man er på ferie og har været ude i solen hele dagen. Det tænker jeg at vi er flere som kender.
Om det er solen eller antallet af Margaritas, eller Sex on the beach indtaget gennem sugerør, det vil jeg lade være uvist.
Men de damer, og de herrer. Forårstræthed er en ting.
Tak fordi du læste med,
KH Rikke fra Kvinderudenfilter.dk redaktionen
Dette indlæg har 1 kommentar
Forårstræthed er en interessant tanke. Mens vinterdepression er velkendt, kan forårstræthed komme som en overraskelse. Trods de lysere dage og den tiltagende varme kan foråret bringe en følelse af træthed og udmattelse for nogle mennesker. Måske skyldes det en kombination af faktorer som ændringer i lysforholdene, allergier eller endda sociale forventninger om at være mere aktive. Det er vigtigt at anerkende, at selvom forår normalt opfattes som en forfriskende sæson, kan det stadig være udfordrende for nogle mennesker.