Glædelig madspildsdag

Picture of Helene Andersen

Helene Andersen

I dag er det Madspildsdag. Ikke bare i Danmark, men internationalt. Nej, det handler ikke om at fejre og lave madspild i dag, men om at sætte fokus på madspild, dets problemer og selvfølgelig hvad vi kan gøre ved det. Og i disse tider, hvor mad koster det samme som spidsen på en jetjager, så er dét at reducere madspild blevet et varmt emne.

Jeg har altid haft fokus på at reducere mængden af mad jeg smider ud, men der gik virkelig sport i det for mig, da jeg læste på universitetet og var på SU. Dengang handlede det i højere grad om at jeg hellere ville bruge mine penge på noget andet, og mere interessant, end mad, end det handlede om gøre noget for miljøet og bæredygtigheden.

Det betød, at jeg blev virkelig god til at finde på retter lavet af rester, dog ikke altid med succes, men også at jeg, ikke for at prale, blev en virkelig god tilbudsjæger. I dag, i en alder af 36 år, er det stadig noget jeg praktiserer, selvom min kæreste vist nogle gange synes at jeg går liiiidt for meget op i det. Og nogle gange får jeg helt ondt i maven når jeg ser folk smide mad ud, fordi de har lavet eller købt for meget. Vi kender nok allesammen nogen der siger: Ej… jeg har ikke tænkt mig at spise kødsovs tre dage i træk.
Men i bund og grund handler det om at tænke kreativt.

5 retter du kan bruge kødsovs til.
Kødsovs er genialt, hvis du spørger mig. Både fordi man kan lave den på mange måder, og dermed bruge rester fra køleskabet, men også fordi sådan en kødsovs kan bruges til mange ting:

  1. Som fyld på pizza, eller i en indbagt pizza, hvor du også kan putte en rest kogt spaghetti i, hvis du har det.
  2. Fyld det i et fad og smid en gang kartoffelmos ovenpå, og så ind i ovnen med det.
  3. Rul det ind i nogle lasagneplader sammen med noget ost og eventuelt også grøntsager, læg dem i et fad, hæld lidt tomatsovs og ost over, og ind i ovnen med det.  Du kan også bruge tortillapandekager.
  4. Brug det til lasagne eller musaka.
  5. Halver en hel squash, tag en stor del af fyldet ud, bland det i kødsovsen, og hæld det tilbage i squashen. Smid det i et fad, drys med lidt ost og så ind i ovnen med det. Du kan også gøre det med peberfrugt. 

Bag en tærte.
Hvis du ligger inde med en masse rester i grøntsagsskuffen, og måske også en rest kød, så vil jeg klart anbefale at lave tærter. Gulerødder, spinat, porrer, kylling, laks, pølser…. ja jeg har sågar lavet tærte med rester af pålæg som hamburgerryg og spegepølse. Leverpostej og pålægssalater kan jeg dog ikke anbefale… eller.. jeg har ikke testet det, men jeg har svært ved at forestille mig at det bliver lækkert.
Men ellers er der SÅ mange muligheder. Og køber du en færdig tærtedej der bare skal pakkes ud og lægges i formen, så behøver det altså ikke blive kompliceret.

Det begynder i supermarkedet.
Men kampen mod madspild starter allerede når vi står nede i supermarkedet. Inderst inde ved vi jo godt, at vi kun skal købe det vi har brug for. Men vi bliver fristet med tilbud som 2 for 25 kr, tag 3 betal for 2… 200 gram for 20 kr, 100 gram for 15 kr. Men disse tilbud er kun en fed deal for os, hvis vi bruger det. Ellers er der penge lige direkte i skraldespanden.

F.eks. hvis en liter mælk koster 13 kroner, og 2 x 1 liter mælk koster 18 kr: Hvis du alligevel ender med at smide den ene mælk ud, så smider du ikke kun mælk ud, men også de 5 kroner du har givet ekstra for den ekstra liter mælk. Det er da ikke nogen god deal, vel?
Så et godt råd herfra: tænk lige over om du rent faktisk har brug for det du køber.

Og imens du er nede i supermarkedet, så kig lige madspildskøleren igennem. Nogle gange er der nogle gode ting, f.eks. pizzadej til den der kødsovs du laver i aften, og skal bruge til et eller andet i morgen. Og nu du er ved køleren, så tjek lige om der er noget lækkert til fryseren.

Brug fryseren.
Ja… brug fryseren: frys resterne ned, fyld den op med tilbuds- og datovarer, som kan tåle at blive frosset ned. 
Men så skal man jo også huske at bruge det, ellers giver det jo ikke mening. Da jeg boede alene, holdte jeg “tøm fryseren” uger i løbet at året, og det var en fast rutine i januar måned, hvor jeg primært lavede mad af de ingredienser jeg havde i fryseren og køkkenskabene. Det kom der mange sjove retter ud af, og ja… det er lidt træls når man ender op med en ret der smager himmelsk, og så kan man ikke genskabe den, fordi man egentlig ikke ved hvad man har puttet i.

Jeg har lige set en reklame hvor de siger at danskerne i gennemsnit smider 47 kg mad ud om året. Det er meget, rigtig meget. At bruge sine madrester behøver ikke være kedeligt og ensformigt. Jeg har givet et par fif, og der er mange andre ting man kan gøre.

Hvad er dit/dine fif til at reducere madspildet?

Den kærligste hilsen Helene

Del gerne denne artikel
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. charlotte

    Som du selv nævner, så går jeg tit “mad-spild” boksen i supermarkedet og ser om jeg kan finde nogle gode tilbud – og ofte er det direkte hjem til fryseren, så jeg har til andre dage. Især kyllingkød og ost – som jo koster en krig efterhånden.
    Så laver jeg gerne en masse mad om søndagen, så jeg prepper min mad og så bliver retterne hældt i små opbevaringsbokse, som så kan komme i min fryser, og kan tøes op når jeg skal bruge dem.
    Jeg forsøger altid hjemmefra at have lavet mig en indkøbsliste/madplan, så jeg ikke lader mig friste af øvrige tilbud end de varer jeg rent faktisk står og skal bruge (ikke altid det går lige godt hvergang #manervelkunetmenneske 😉 )
    Og skulle jeg have for meget jeg ikke selv kan nå at bruge både i skabene og i fryseren/køleskabet, så er det godt at have en søn, som er flyttet hjemmefra og lever på et meget lille budget, som gerne overtager sin mors ekstra madvarer m.m. og tager med hjem 😉
    Og så køber jeg gerne to-good-to-go når jeg ved at jeg kan bruge det der er i poserne, så jeg ikke bare køber, fordi det er billigt og som du selv nævner Helene alligevel smider halvdelen ud.
    Og så skal man huske at også meget brød kan fryses fra de der bager to-good-to-go poser 😉
    Tak for meget aktuelt og inspirerende indlæg ❤
    PS: sig lige til hvis du prøver dig frem med den der tærte med leverpostej 😅

Skriv et svar

Picture of Helene Andersen

Helene Andersen

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg