Når forældre ikke kan enes

Rikke Ganer-Tolsøe

Previous slide

Next slide

..og dem det går ud over er børnene. Det er så frygteligt. Intet skærer mere i mit hjerte, end når forældre ikke kan se, hvordan de påvirker deres børn. Hvordan de via skænderier, udbrud m.m. foran børnene – nedbryder deres børn lidt for lidt.

Jeg har selv ‘delebarn’ – og heldigvis har vi altid kunne finde ud af det, min x og jeg. Vi har derfor også et velfungerende barn, hvor hverken vi eller børnehaven mærkede nogen ændring, efter vi gik hver for sig.

Men jeg ser det hele tiden – jeg hører det hele tiden – jeg har været tæt på det! Og det er frygteligt hvordan vi som voksne mennesker ikke kan finde ud af, at skåne vores børn godt nok.

Jeg har en kammerat – hvis x, børnenes mor – pludselig tog børnene en dag med vold og stak af.

Hun agerede som var hun psykisk syg! En lille detalje er at hun er fyldt med traumer fra barndommen, ikke at det altid har en indvirkning, men det har det i den grad hos hende – og han kan intet stille op!

Børnene er trods alt med deres mor, siger systemet. Hvad er nu det for noget? Er det virkelig holdningen?

Systemet her i Danmark, har godt nok været så flinke at give min kammerat én dag hver anden uge – hvor han får lov at se dem, under opsyn – inde i statsamtet. Sådan gør de indtil de finder ud af hvordan det hele hænger sammen – og imens lider børnene. Han hører det, når de en sjælden gang imellem ringer. Han har hørt datteren blive slået, ungerne græde, og de higer efter at komme hjem til deres far.

Hun bestemmer helt suverænt hvornår det passer hende, at de må tale med deres far – og hvornår han får lov at tale med sine børn.
Men har hun mere ret end ham? Hvad giver hende mere ret?

Min venindes kæreste, kæmper med hans x om at få lov til at se hans søn noget mere. Men da det ikke passer hende, at han har fået sig en ny kæreste, så tillader hun sig at nægte ham samvær med sin søn. Når han ringer for at tale med ham, siger hun alverdens grimme ting foran hendes søn – om hans far. Han er 3 år – det lille barn. 3 år! Han spørger om ikke nok far vil komme derhjem – og hun siger til sin lille søn, ”Nej, far er ikke velkommen her”. Når de bliver uvenner – hende om ham i telefonen, råber hun højt foran sin lille søn, skælder ud – og hendes lille søn siger ”er det min far – kommer han nu”? Fuldstændig uforstående overfor hans mors udbrud.

Hvor er retfærdigheden her? Min veninde sidder og kigger på sin kæreste, helt knækket og ked af det..
Han ønsker en voksen og fornuftig dialog, han ønsker at tale med sin søn, at kunne se ham og være sammen med ham. Men hun nægter ham og ter sig fuldstændig uhensigtsmæssigt i forhold til, at hun har et lille barn i hjemmet.

Dette er bare få eksempler, jeg har flere..

Hvad fanden er det med sådan nogle mennesker? Tror I ikke at de forstår? Fordi de er 2 år – 3 år eller 5 år? Fordi at de ikke nødvendigvis forstår ordene: Tæsk, Kælling, Klam stodder, FUCK , så forstår de ikke hvad der sker?

Børn bliver mærket meget mere end I tror, af en stemning, af et ansigtsudtryk, af lyde.
Hvad bilder I Jer ind? Tag dog og pas på Jeres børn! Det er JER der har sat dem i verden. De har ikke bedt om at komme hertil!

Hvad skal der til for at voksne mennesker – ser ud over deres egne følelser og uoverensstemmelser og så sætter deres børn først?

Jeg kan huske det som var det i går, hvordan jeg sad som barn og kiggede på mine forældre..
Hvordan jeg iagttog deres udtryk, hvordan jeg mærkede deres følelser og reagerede på deres lyde. Hvordan nogle af de bedste øjeblikke var, når de kyssede, og dansede, smilede og grinede. Hvordan jeg følte mig lykkelig inden i, tryg og elsket.

Hvordan jeg følte mig utryg, bange, ked af det og utilstrækkelig – når de var uvenner og råbte ad hinanden.

I dag som voksen bliver jeg så ked af at høre om alle de voksne, der ikke kan finde ud af det.

Vi ser det gang på gang. Hvordan børnene tror at det er deres skyld at forældrene går fra hinanden – fordi det var dem der måske startede en uoverensstemmelse imellem forældrene. Eksemplerne er mange…

Alt i alt, kan jeg lige pt. virkelig se en helt forfærdelig tendens med flere mænd jeg kender til – hvordan de lider under, at moren er den der har båret på barnet i 9 mdr., og derfor mener at hun har alverdens rettigheder. Rettighed til at nægte faren samvær, rettighed til at kalde faren grimme ting og svine ham til overfor børnene, opdigte historier – løgne, og derved få systemet til at spille med på falsk grundlag. Og hvordan at fællesnævneren for alle disse mænd er, at de ikke kan gøre en hylende fis ved det. De kan kæmpe via statsamtet, de kan makke ret og møde op til de få samværsmøder de får, følge reglerne, og så kan de ellers bare vente……………..Bare vente?

Situationen kan naturligvis også være den anden vej rundt! Det er slet ikke for at sige, at det kun er kvinderne der er skurkene her. Det er vigtigt at fastslå! Jeg har også hørt om lignende sager den anden vej – også tæt på. Og alt i alt handler mit indlæg grundlæggende om børnene. Vi må som voksne mennesker, som forældre – tilsidesætte vores egne behov for hævn og hvad det ellers kan være, og begynde at tænke på vores børn.

Sagens kerne er børnene!

Jeg ved godt, at det kan være svært som alene forældre, altid at lægge låg på sine følelser og skåne sit barn helt og aldeles.. Men visse ting SKAL de skånes for. Imens andre ting, kan forklares med ærlighed.. ’Mor er ked af det lige i dag skat, fordi det bliver voksne mennesker også nogle gange – men så er jeg glad for at jeg har dig – du er det bedste jeg ved.’ – Sådan har jeg sagt til min søn en dag….

Forældre, tænk jer for helvede om.

I rammer børnene!