Jeg har længe haft lyst til at dele min personlige fortælling om hvad hormonel prævention har haft af betydning og ikke mindst konsekvenser for mig, de sidste par år. Jeg håber min fortælling kan inspirere mine læsere, til at stole noget mere på deres intuition og lytte noget mere til kroppens signaler. Fordi den snakker og nogen gange råber den! Her er min fortælling…
I februar 2019 fik jeg det sidste skud af min HPV vaccine. Det havde været i overvejelserne længe. Men fordi jeg lige præcis var for gammel til at få den gratis vaccine, så havde jeg udsat det en hel tid. En af mine kammerater havde presset lidt på, fordi han synes det var vigtigt at jeg passede på ifht. HPV virus og livmoderhalskræft. Jeg tog det dog med ophøjet ro, fordi jeg overholdt mine screenings undersøgelser ved lægen, og gjorde det nogen gange oftere end hvad der var anbefalet.
Jeg havde, inden jeg blev mor, fået lidt af en forskrækkelse, da jeg havde kontaktblødning og lægen var bekymret for om jeg havde celleforandringer.
Det havde jeg heldigvis ikke, men jeg gik efterfølgende frivilligt til lægen ca. 1 gang i året for at få det tjekket. Det jeg til gengæld havde, var kronisk inflammation i livmoderhalsen. Jeg fik nogle piller udleveret som skulle tage det, men ærlig talt så var det nok først da jeg havde født første gang, at jeg ikke oplevede pletblødning længere. Kroppen havde helet sig selv efter fødslen.
Men tilbage til 2019. Jeg husker min læge sagde, at det kun var positivt at jeg først havde fået det nu, fordi vaccinen havde udviklet sig en del, de sidste par år. Nu dækkede den over flere HPV virus varianter. Perfekt! Tænkte jeg. Min samvittighed var god og risikoen for at få livmoderhalskræft var hermed minimeret.
I maj måned 2019, valgte jeg at få en hormonspiral. Endnu en ting jeg havde udsat alt for længe. P-pillerne var ikke længere noget min læge anbefalede, grundet min alder og risikoen for blodpropper(jeg var 35 år på det tidspunkt). Så hormonspiralen virkede som et oplagt valg. Jeg havde egentlig udsat det, fordi tanken om at havde noget fremmed til at have siddende i mit underliv, gjorde mig nervøs for om den ville kravle op og gøre ravage. Noget jeg havde hørt, var sket for en jeg kendte. Men det var jo ikke noget der behøvede at ske for mig. Så selvom min mavefornemmelse måske ikke var vildt klar på det, så var det alligevel tillokkende at skulle slippe for at huske en pille hver dag 😊
Jeg havde ingen komplikationer eller lignende i tiden efter, og jeg nød at have fået hormonspiralen.
I februar 2020, begynder jeg at få længerevarende smerter i mit højre bryst. Det var ømt og jeg synes også en smule knudret. Det kunne dog også skyldes arvæv fra en smertefuld brystbyld, som jeg fik lige efter jeg stoppede med at amme min yngste datter Dicte. Men efter måneder med et ømt bryst, tog jeg alligevel til lægen for at få det tjekket. Min læge var ikke sikker. Så hun sendte mig til mammografi få dage efter. Jeg var følte mig godt nok en smule bekymret. Tænk hvis det var brystkræft? Da jeg var i starten af mine tyvere, havde jeg en veninde, som fik brystkræft. Lægerne fik helbredt hende, men lidt over 1 år senere, havde hun igen fået kræft, bare et sted, hvor de ikke kunne komme til. Hun døde nogle år efter af kræften. Med det i baghovedet, bad og håbede jeg til, at intet var at finde i mit bryst.
Til mammografien blev begge bryster tjekket. To styks sunde og raske bryster. Jeg åndede lettet op. Jeg spurgte dem hvad smerterne så kunne skyldes? De kunne ikke svare på det, men gættede på hormonelle forandringer. Jeg lagde derefter mærke til hvornår smerterne aftog og hvornår de tog til. 7-10 dage inden min menstruation, tog smerterne til og så snart jeg havde fået min menstruation. Så forsvandt smerterne faktisk og kom først igen, når jeg igen nærmede mig min menstruation. Så det var uden tvivl noget med min cyklus og hormonelle forandringer at gøre.
Sidst juli i 2020, var jeg virkelig hårdt ramt af hjertesorg efter et brud (læs evt. blogindlægget Kærlighedens pris )
Samtidig havde jeg en nær veninde, som blev mere og mere syg af lungekræft. Min indre angst for at miste var blevet trigget pænt meget i den periode. Samtidig med var jeg begyndt at få mere og mere murren i underlivet, ligesom når man er ved at få sin menstruation. Det kom oftere og oftere og jeg synes også min menstruation begyndte at blive uregelmæssig og generelt bare mærkelig.
I løbet af august bliver murren i underlivet til decideret smerter og min menstruation kan jeg ikke finde rundt i. Min mave begynder også at bule ud og mit bryst er mere ømt end før og er det hele tiden nu. Jeg begynder at tænke på om jeg kan være gravid? Måske gravid udenfor livmoderen? Men det er 1-2 gange om dagen, at det starter med murren, pletblødning, smerter i underlivet og maven der puster sig op.
Jeg får bestilt tid ved lægen, fordi det begynder at påvirke min hverdag med mine unger.
Lægen undersøger mig og kan så ret hurtig fortælle mig, at min menstruation ikke er uregelmæssig, men jeg har så kraftig en inflammation i livmoderhalsen, at jeg bløder derfra. Derudover er han faktisk usikker på om jeg kan være gravid, da min livmoder også virker hævet. Min snor til hormonspiralen kunne han heller ikke se, så han anbefalede at min gynækolog tjekkede det, med det udstyr de havde.
Jeg tog en graviditetstest og den viste negativ(heldigvis, fordi var jo lige blevet single). Derudover tog han et celleskrab, hvis svar jeg selvfølgelig ikke kunne få lige med det samme. Så hvad var der så galt?
Jeg fik en tid ved gynækologen, men hun havde travlt og der ville gå mere end en måned før jeg kunne komme ind til hende. I mellem tiden tog smerterne til og jeg bad min læge om hjælp. Han skyndte sig at henvise mig til gynækologen med en akut tid.
Hos gynækologen måtte jeg forklare forløbet igen. Hun lavede sin undersøgelse og konstaterede det samme som min læge. Kronisk inflammation. Men hun kunne sagtens se min hormonspiral og den sad ligesom den skulle og mine æggestokke var der heller ikke noget at sætte en finger på.
Hun tog et celleskrab(igen?)og en biopsi. 5-6 uger kunne jeg forvente svar…
Bagefter sad jeg overfor hende, hvor hun kort forklarede hvad der nu skulle ske.
Den kroniske inflammation, ville hun ikke gøre noget ved, før vi havde svar på prøverne. Antibiotika, ville ikke hjælpe på det alligevel. Jeg spurgte hende hvad jeg skulle gøre ved mine smerter??
Svaret var vægrende. Jamen du kan prøve at lave nogle øvelser, der er godt for din bækkenbund…
Jeg var SÅ skuffet. Følte jeg blev ladt i stikken. Hun kunne simpelthen ikke forklare hvor mine voldsomme smerter kom fra. Og hun vidste ikke hvad der skulle gøres ved det, da alt så jo fint ud.
I bilen på vej hjem, ringede jeg til min mor og med tårer i øjnene fortalte jeg hvad jeg havde fået ud af min undersøgelse ved gynækologen. Jeg var både utryg og bange. Og 5-6 uger var lang tid at vente på svar.
Få dage efter tog jeg en selvstændig beslutning. Jeg var sikker på at smerterne ikke kun havde noget at gøre med min inflammation, men også havde noget med min hormonspiral at gøre. Jeg kunne ikke forklare hvorfor. Den skulle bare ud, NU!
Jeg fik ret hurtigt en tid ved min læge og da jeg bad om at få taget min hormonspiral ud, så satsede jeg på at det ville gå hurtigt og smertefrit. Men lægen, brugte flere minutter på det og da hun endelig fik den ud, mærkede jeg et jag af en skarp smerte i højre side af mit underliv. Der omkring hvor den ene af ”armene” af spiralen sad. Lægen sagde bagefter at den var lidt svær at få ud og at den ligesom sad lidt fast i den ene side. Av av ja, det kunne mærkes.
Jeg oplevede derefter ikke en murren i underlivet længere, ingen oppustet mave og menstruationslignende kramper. Pletblødningerne fortog sig efter et par dage og forsvandt helt. Sikke en lettelse. Det VAR den der lavede rav i et eller andet. Men hvorfor først 1 år efter jeg havde fået den indsat?
Derefter havde jeg en meget speciel oplevelse, som jeg deler i mit næste blogindlæg. Du kan læse del 2 her ; Når kroppen kommunikerer – Del 2
