Hvorfor hader min mor mig?

I al den tid jeg kan huske er jeg blevet bebrejdet min mors elendighed.

Men kun når jeg ikke makkede ret.

Når jeg gjorde som min mor ville have, så var jeg dygtig.

Men når jeg brød ud af hendes rammer og var Trine, så mærkede jeg med det samme min mors vrede. Hun ydmygede og nedgjorde mig, imens hun manipulerede på bedste vis.

Min mors kærlighed har altid været med betingelser. Og betingelsen var, at jeg gjorde som hun ville have.

Jeg var 13 år gammel, da jeg flyttede fra min far og over til min mor. Min mor var primus motor på min flytning og jeg var meget taknemmelig for hendes hjælp. Fordi livet hos min far, med min stedmor, var ubærligt.

Men snart fandt jeg ud af, at hendes hjælp ikke kom uden en regning der skulle betales. Min mor havde ikke nogen andre i hendes liv, så jeg skulle være veninden, datteren, moren og alle de andre roller hun manglede, i sit liv. Da det gik op for min mor, at det ikke var en del af min plan og at jeg gerne ville frigøre mig. Bruge mine teenageår med mine veninder, gå i byen, være ung og ikke være hendes selskabspapegøje, så knak filmen.

Jeg røg på efterskole fordi min mor fortalte at hun ikke kunne styre mig, at jeg var umulig, uregerlig og et besværligt barn. Udadtil blev hun den gode mor, der drog omsorg for hendes barn, og tog ansvar for hendes ustyrlige datter.

Når jeg var hjemme i weekenderne blev jeg truet og ydmyget, hvis jeg havde lavet planer som ikke passede ind i min mors kram.

Hendes yndlings ydmygelse, var at råbe efter mig, udenfor, når jeg gik hen af fortovet. Og helst så andre hørte det.

“Du skal ALDRIG komme hjem igen! Fy for satan, din billige tøs – de kalder dig Trine Allemand ude i byen”

“Jeg har fortrudt jeg nogensinde fødte dig! Du er så utaknemmelig og egoistisk, din møgkælling!”

Når jeg kom hjem igen var det altid 50/50 om det fortsatte eller om hun ændrede taktik og gav mig dårlig samvittighed i stedet.

I lang tid troede jeg på hende. Jeg troede på, at jeg var alle de ting hun fortalte mig. Men efter de første år i psykolog behandling, gik det op for mig, at jeg ikke var som hun fortalte mig.

Jeg har aldrig fundet ud af hvorfor min mor hader mig, men jeg har fundet ud af, at jeg ikke er som hende, at jeg er mønsterbryder og slipper den sociale arv her. Mine børn skal ikke opleve det jeg har oplevet.

Jeg er Trine, en sød, kærlig ikke egoistisk kvinde med godt humør, god humor og masser at byde på. Mit hjerte er på det rette sted og mit liv skal være bedre end hvad jeg blev præsenteret som barn.

Desværre bliver det aldrig min mor der ser denne side af mig og oplever mig som andet end hvad hun mener jeg er. Men måske det også er bedst sådan, det er det i hvert fald for mig.