Nu er vi så krænket over crop-toppen

Picture of Helene Andersen

Helene Andersen

Jeg blev sgu lidt harm, da jeg læste at man nu forbyder crop-tops på en skole i Vejle. Ja, måske blev jeg faktisk lidt krænket. Ikke fordi jeg går i skole i Vejle og har en hang til crop-tops. Men fordi jeg synes, det er helt hul i hovedet at der stadig er nogen der tror, at de skal diktere hvad piger og kvinder bør, og ikke bør, gå i.

I løbet af dagen er der kommer mange argumenter for, hvorfor man nu ikke længere må flashe maveskind på skolen i Vejle; Bl.a. fjerner beklædningen fokus fra undervisningen, drengene kan ikke koncentrere sig, og man gør de unge piger en tjeneste ved at forklare dem, at ikke alt beklædning er passende i enhver situation.

Drengene kan lige så godt lære det!
Hvis det er på grund af drengene, så helt ærligt… Spænd hjelmen og kom ind i kampen.
Drengene skal lære at styre sig og tage ansvar for deres opførsel. Det er ikke mere end rimeligt, at de lærer at alle, uanset køn, har ret til at være sig selv, og gå klædt som man vil, uden at skulle tænke om det nu påvirker andre.
Så sidder der sikkert nogen og vil argumentere for at ”drengenes hormoner raser jo derudad… de kan ikke
styre det”
.. det er bullshit og dårlig undskyldning!
Og det gør pigernes hormoner også i høj grad, og det er en del af vores udvikling, at vi på et tidspunkt får lyst til at føle os pæne, vise os frem for det andet køn og virke tiltrækkende over for en potentiel mage. Det er biologi på et helt banalt plan. Uden at være ekspert, så tror jeg det er samme mekanisme der ligger bag når drengene render rundt i bar overkrop og viser deres mave og overarme frem.

Og lad os lige være realistiske her. Crop-toppen er et modefænomen. Om noget tid er den gået af mode igen, og så er det en ny beklædningsgenstand, måske den nedringede top eller den lårkorte kjole der kommer på mode. Skal disse så også forbydes? Nej selvfølgelig skal de ikke det. Fordi vi må gå i lige nøjagtig det tøj vi har lyst til.

Det er i øvrigt ikke første gang, at crop-tops er moderne, det var de også da jeg var teenager, og ved I
hvad… dengang diskuterede vi ikke om de var upassende, så vi kan jo spørge os selv om, hvorfor den
pludselig er blevet et problem. Mon ikke det er fordi nogle er blevet lidt smålige, og føler sig krænket, bare naboen slår en prut.

Der er ikke nogen rigtig og forkert måde at klæde sig på
Jeg bliver også så træt ved tanken om, at dette forbud kommer, fordi man vil ”hjælpe pigerne til at forstå at ikke al påklædning er passende i enhver situation”.

Nej… I lærer pigerne at der er en rigtig og forkert måde at klæde sig på, og at man skal følge normen for ikke at blive udskammet. Det er stik modsat af hvad vi bør lære børn, nemlig at det er helt okay at være sig selv, og at man skal acceptere andre som de er, uanset køn, tøjstil osv.

Samtidig synes jeg sgu også, at det sender et signal til pigerne om at man ikke stoler på at de har dømmekraft nok til selv at vurdere, hvornår noget er passende til en bestemt situation. Det er sgu nok de færreste der vil møde op i bikini til en jobsamtale.
Og hvordan skal de udvikle deres mavefornemmelse og dømmekraft, hvis de ikke får lov til at stå i en akavet situation, hvor det måske ikke var så smart at møde op i en crop-top.

Bær crop-toppen med ære
Og hvordan dælen skal vi udvikle os som samfund, hvis vi konstant bliver ved med at pålægge piger, kvinder og den yngre generation generelt, vores gamle og forældede samfundsnormer om, at det er farligt at skille sig ud, at kvinder bare skal være pæne, og at det er deres egen skyld at drengene bliver kulrede, fordi de klæder sig vovede. Det er bullshit! Der skal være plads til at udforske og skeje ud.. og helt ærligt.. Der er sgu værre ting de kan eksperimentere med end crop-tops.

Så kære pige… bær du bare din crop-top med ære!

Det var bare det…. hej igen!

Den kærligste hilsen Helene

Del gerne denne artikel
Du kan kommentere længere nede.

Skriv et svar

Picture of Helene Andersen

Helene Andersen

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg