Kære Dagbog
Jeg har nu været på Tinder af flere om gange, og jeg har gjort mig en faktisk lidt tragisk opdagelse; Jeg har opdaget, at det føles lidt som at sidde på Den blå Avis, når man skal finde et match. Er det ikke rigtigt? Det er muligvis en lidt grov sammenligning, men hæng på, ikk’?
Søndag aften, når man sidder der og keder sig, hopper man lige på tinder, og søger efter manden, man ikke kan leve uden. Man starter med sindssygt høje krav, og oplever overhovedet ingen matchs. Men så, efterhånden som det går op for én, at Tinder er et evighedsspil, så sænker man standarden, stille og roligt og i takt med at man bliver mere og mere desperat. Endelig matcher man en flot fyr, som så aldrig skriver eller ikke engang gider ulejlige sig med at svare tilbage. Man sænker kravene yderligere og tager endnu et slag Tinder. Man håber og ber’ til bare ét enkelt match, der kan fylde ens tomrum, bare lige der. – Men enten søger de kun sex, opfylder stort set ingen af ens ufravigelige krav eller holder op med at svare midt i en samtale. Og hvad har vi så? Efterhånden arbejder vi med de sørgelige rester, bund af stakler, der mangler både venner og interesser, og ja, måske faktisk generelt bare mangler et liv. De desperate-typer, der tager på date med alt, hvad der har en puls. Og det er så den kategori jeg selv havner i, igen og igen.
Her er det Den Blå Avis kommer ind. Når jeg skal kigge på fx en ny brugt bil, starter jeg med at sætte en hel ønskeliste op med ting, som SKAL være opfyldt:
Den må ikke være for stor, men heller ikke for lille. Den skal være Sporty, uden at være prangende. Ikke for hurtig, men heller ikke doven. Ikke ryger. Velholdt, og ikke alt for slidt, man gider jo ikke sådan en skrot bunke, vel?! Veteran er flot, men absolut no-go. Den skal være rummelig, og økonomisk både at købe og eje, og ikke sådan én, der suger alle mine penge til vedligeholdelse og reparationer. Den må ikke være for dyr, eller FOR billig.
Og farven, ej at forglemme, den er mindst lige så vigtigt! Jeg siger det bare, jeg kører ikke i hvad som helst! Farven kan være afgørende, MED MINDRE, at alle andre punkter er opfyldt. Ingen regler uden undtagelser. Fx kørte jeg på et tidspunkt i en karry gul bil. Den mindende om en blanding mellem tyndskid og bræk, og dét er efter min opfattelse, en farve, der ligger langt under min standard. – MEN den havde alt andet jeg ønskede mig, og ærligt, den var bedste køb til prisen. Jeg endte med at elske den bil, og den var dejlig nem at finde i mængden.. og så var det, at det gik op for mig, at det er jo præcis samme krav jeg har til en date?!
Tilbage til tinder; Jeg siger ikke mennesker er som brugte biler, MEN det er da lidt det samme ikk’? Lad os bare være ærlige, når man sidder der og swiper kritisk til venstre, til venstre, til højre , til venstre. For gammel, for ung, for sporty, for brugt, for billig… You got the point.
Der findes krejlere, og fidusmagere alle vegne Den Blå Avis/Tinder same same. Nogen virker super seriøse, men når de har lagt et bud, så sker der ikke mere. Nogen fusker med falske oplysninger, billeder fra vinkler, der skjuler både fejl og mangler. Nogle få er faktisk seriøse, og så bliver man sgu først mistroisk og andre igen er FOR seriøse. Et kaotisk virvar af dårlig stil, sløret billeder, lidt eller ingen tekst, ‘udfyld selv resten’. Come on! Når der så endelig er hul igennem, så at sige, ender det alligevel med at være typen vi udmærket kender. Typen, der ønsker en prøvetur, men ALDRIG kunne finde på at købe ind på den, ikk?
Nå. – Men alt andet lige, så røg MTB-fyren fra sidst, ud efter endnu en date. Denne gang kørte vi en helt udramatisk cykeltur, langs landevejen til stranden, fik en kop varm kakao. – MEN så var det, at det gik op for mig, HVOR lille manden egentlig var. DÉT går bare ikke. Jeg er selv konstrueret ret lille, lidt bred om måsen, måske, men jeg kan ikke være sammen med en fyr, der får mig til at føle mig tyk, når jeg ved, at jeg ikke er det. Han blev friend-zoned.
Tilbage på tinder. Efter utallige runder uden match havde jeg efterhånden nedgraderet mine krav til ikke eksisterende, og matchede så endelig med en sød fyr. Altså reglen om Ja-hat blev overholdt til fulde her. Siger det bare. Han inviterede på mad, hjemme hos ham. Han virkede meget entusiastisk, og omsorgsfuld. Spurgte endda høfligt om han måtte servere vin for mig, og jeg takkede pænt ’ja tak’ til et enkelt glas til maden. Skulle trods alt køre hjem.
Dagen kom, og daten sendte et billede af en flaske Rosévin og to glas. Jeg glædede mig, det skulle nok blive en hyggelig aften.
Jeg ankom til en lejlighed, hvor døren stod på klem og musikken bragede ud af højtalerne, INGEN kunne høre, da jeg bankede på. Jeg besluttede derfor at gå ind. Han stod i køkkenet med ryggen til og var i fuld gang ved gryderne. Min snigende entre resulterede selvfølgelig i, at han blev skide forskrækket og nær havde tabt sovsen. Fedt, så fik vi ligesom hilst på hinanden. Han virkede meget stresset eller beruset. Jeg prøvede at bevare roen i dette kaos, og tilbød min hjælp med maden, men blev i stedet budt på resten af den flaske vin han snart selv havde drukket. Mens jeg nippede til vinen, og skulle ha’ den til at række til middagen, nåede han at tømme endnu en flaske vin, selv. Vi kom godt igennem middagen, udmærket mad, men det var kun ham der snakkede og ’stod for underholdningen’. Serveringen mindede lidt om ’90års fødselsdag’ – jo mere beruset han blev, jo større var underholdningsværdien. Daten, der ellers ikke røg, spurgte om det var okay han tog en enkelt smøg, nu vi hyggede med vin og det hele, og man må sige, at han gav den max gas. På terrassen stod en spand overfyldt med skodder, enten ’hyggede’ han mere end de fleste eller også var han også ryger til hverdag. Kunne godt mærke, at jeg ikke rigtig syntes kemien var der, så jeg ville egentlig bare gerne hjem. Han var meget grundig i sin efterhånden noget langtrukne gennemgang af hans stamtræ og alle dens forgreninger, og ikke mindst familie hemmelighederne, som de færreste behøver kende, og slet ikke på første date. Det begyndte at blive temmelig akavet. Da han øjensynligt havde svedt desserten ud, benyttede jeg en smal mulighed for at smutte hjem. Det viste sig at være et usandsynlig heldigt tidspunkt, da han nu var i en sindstilstand, hvor han læspede på alle s’er, og var nået til det punkt, hvor han zzavnede og elzzkede sin eks, så højt at han ville ønszzke, at hun ville ta’ ham tilbage. Jeg fik helvedes travlt med at komme hjem. I døren spurgte han om et lille kys, og jeg tænkte, det skader vel ingen, at give den stakkel et tante-kys, men inden jeg fik set mig om, havde jeg både hans tænder og ualmindelig våde tunge inde i min mund. Føj, nu var det altså nok, jeg må hjem!
Inden jeg nåede ned til bilen, modtog jeg en besked fra ham: ”Tak for en dejlig aften, du er så sød og dejlig, og jeg syntes virkelig vi hyggede os, ses vi igen?”
Kære Dagbog, selv om jeg gør mig virkelig umage med at udvælge nogle gode ’emner’, så ender det alligevel hel galt. Behøver jeg, at sige, at jeg ikke skal se fuldebøtten igen ?