Jeg havde tusinde tanker forbundet med lige præcis dét, at skulle fortælle min chef, at jeg var gået hen og blevet gravid. Jeg frygtede det ærlig talt. Møg irriterende at skulle gå og have ondt i maven over – eftersom at det jo er en glædelig ting.
Jeg var 6+2 da jeg skrev dette indlæg.
Meningen var at vente lidt med at fortælle det. I første trimester er alting jo så usikkert. Ærligt, så var jeg Så nervøs for at han ikke ville tage det pænt, chefen. Jeg har jo ikke været i firmaet så længe – og jeg har en leder stilling, som jo ikke er lige så nem at ’erstatte’. Min bekymring gik rigtig meget på, at tænk nu hvis jeg sagde det – og det så (7-9-13) ikke gik som det skulle, ville de mon så prøve at komme af med mig – nu de vidste at jeg/vi var nået til den konklusion, at få barn?!
En anden ting var, at jeg havde det af helvedes til med ikke at sige det til min chef, selvom at jeg ved at man først er forpligtet til at sige de ved 12 uger. Jeg gik jo og havde det små skidt stort set hele tiden. Og det ved jeg at han selvfølgelig bemærkede, selvom at jeg gjorde alt for at skjule det og bare passe mine ting. Men jeg havde et par gange sagt, at jeg ikke havde det så godt, og at jeg nok ville gå lidt tidligere den pågældende dag.
En aften/nat havde jeg så svært ved at sove. Det pressede mig rigtig meget og jeg besluttede mig for at jeg ville fortælle ham det næste dag, så måtte det briste eller bære.
Jeg bad om en snak med ham den efterfølgende dag. Jeg lagde ud med at sige, at han jo lidt havde givet mig en stikbemærkning ugen før, da jeg kom og sagde at jeg havde det lidt skidt, ’sådan en dag havde du også i sidste uge’ lød det fra ham. Han tilkendegav – og jeg fortalte så, at grunden til at jeg gik og havde det skidt, det var at jeg var gået hen og blevet gravid.
Det der skete som det næste var..
At manden nærmest åndede lettet op! ”Ahh jamen så er det jo okay. Det forstår jeg da godt så!” – lød svaret. Og tillykke osv. Han var oprigtig glad på mine vegne, og tog det virkelig fint. Jeg blev fanme så glad! Der var ingen grund til bekymring jo.
Vi fik os en god snak om da ham og konen ventede sig, mine egne bekymringer osv. Fanme skønt.
Han var glad for at jeg fortalte det – og hvis jeg havde det for skidt og derfor skulle gå før eller lign., så var det bare sådan det var.
Jeg var så lettet!
Tak fordi at du læste med.
