Alt om min fødsel

Det er oplagt at dele hele mit forløb i et lidt længere og mere detaljeret skriv, her på min blog, end bare det korte “jeg har født” opslag som jeg lavede på Instagram. For der ligger jo meget mere bag sådan en oplevelse, end “så har jeg født”. Og jeg er i hvert fald altid selv nysgerrig på at vide forløbet når andre har født, deres følelser under og ikke mindst tiden efter. Så jeg vil med glæde dele mit forløb med jer. Flere af jer stemte på min afstemning på Instagram, at i ønskede ét langt indlæg i stedet for to kortere, så det har jeg taget til mig – jeg beklager på forhånd for romanen, men det var svært at korte det ned synes jeg 😅

Vi starter fra begyndelsen: 

Jeg havde under hele min graviditet haft en fornemmelse af at lillepigen ville komme før tid. Måske ikke uger før, men i hvert fald var jeg ret sikker på at jeg ikke ville gå til min terminsdato som var den 24. april. Jeg havde om fredagen den 17. ordnet en helt masse praktisk derhjemme samt handlet mad ind og gjort en masse klar til veninde hygge med en af mine bedste veninder. Vi skulle have tapas, og det SKULLE vi bare nå inden jeg fødte 😅 vi jokede lidt med at det ikke var sikkert at vi nåede det, fordi jeg nok ville gå i fødsel inden – for det ville bare være typisk jo.

Om aftenen gik min krop helt amok med plukveer, da vi var igang med at lave mad. De var nok det man vil kalde regelmæssige og med få minutter imellem, så min veninde blev helt nervøs for om jeg var ved at gå i fødsel. Jeg var dog bare mest nervøs for at jeg ikke ville nå at få alt den lækre mad vi havde lavet 😂 – Plukveerne gjorde dog ikke ondt og gik i sig selv igen, så det var bare falsk alarm. Jeg havde nok bare overanstrengt mig lidt rigeligt i løbet af dagen og det var så min krops måde at sige fra på. 

Det var virkelig heller ikke sådan jeg havde forestillet mig at min fødsel ville gå igang 🤔

Jeg havde hele tiden haft en idé om at min fødsel ville starte med at vandet ville gå, at den ville starte om natten og at Jakob ville være afsted på arbejde når det skete, så jeg blev nødt til at ringe ham hjem. 

Jeg havde læst at det for de færreste sker, at deres fødsel starter med at vandet går, som man jo ellers altid ser på film. Men ikke destomindre var det altså den forestilling jeg havde mig. For de fleste førstegangsfødende hedder det sig også at man går over tid 🤷🏽‍♀️

Én ting jeg var ret sikker på, var dog at min fødsel ikke ville være en lang en af slagsen. Min mor har født både min storebror og jeg på under to timer fra den første ve, så jeg var foreberedt på at det kunne komme til at gå forholdsvist stærkt. Jeg ved godt at det ikke nødvendigvis går stærkt fordi ens mor har haft hurtige fødsler, men lige på dét punkt følte jeg mig ret sikker. Det er nok bare sådan en mavefornemmelse man har 😄

Fødslen gik igang:

Jeg havde snakket i telefon med Jakob om aftenen den 20. hvor vi var enige om, at det ikke gjorde noget, hvis hun ikke kom den kommende nat. Vi var begge to ret trætte nemlig. Jeg kom alt for sent i seng, hvilket også var dumt hvis fødslen skulle gå igang og jeg ikke havde fået noget søvn. Jeg havde dog ikke haft nogen tegn på noget siden om fredagen, så jeg tænkte ikke at der var chance for at der ville ske noget. 

Jeg gik i seng og da klokken var omkring 02.10 vågnede jeg af at jeg havde halsbrand, som alle de andre nætter, så det var ikke så mærkeligt. Men jeg synes det var lidt underligt at jeg følte mig “våd” imellem mine ben. Jeg tænkte at jeg da ikke synes at jeg havde det så varmt at jeg kunne have svedt SÅ meget 😅 det går op for mig at det simpelthen måtte være vandet der var gået – det er måske det jeg er vågnet af, men jeg havde altså ikke mærket noget 🤷🏽‍♀️ jeg rejser mig for at gå på toilettet og kunne mærke at det begyndte at skvulpe ud af mig (kan man sige det?! 😅) altså intet dramatisk og ikke som et vandfald, men det løb i hvert fald ned af benene på mig. Dér blev jeg lidt nervøs. Nu var det pludselig nu! Og nu var det altså mig der skulle igennem den fødsel som jeg havde snakket med folk omkring mig om så længe. Nu var det sgu ikke naboen eller en veninde 😳

Jeg havde aftalt med mine forældre at jeg ville ringe til dem, hvis Jakob ikke var hjemme. Så det gjorde jeg, med ordene at jeg troede mit vand var gået – men jeg var ikke sikker. Jeg har jo ikke prøvet det før 🤷🏽‍♀️ og veerne var ikke startet. 

Mine forældre kom i løbet af nogle minutter og det var faktisk rart ikke at være helt alene. Min krop gik nærmest i en choktilstand, hvor jeg rystede over hele kroppen og frøs rigtig meget. Det var en blanding af en helt vild hjernedød nervøsitet for hvad der skulle ske og at jeg var virkelig træt. Jeg havde sovet omkring halvanden – to timer på det tidspunkt. Det kan ikke anbefales 😅

Jeg ringede til Jakob som selvfølgelig lå og sov, og han ville komme hjem hurtigst muligt. Lidt efter ringede han dog for at høre hvor længe sådan noget tog, før der kom gang i det hele, og om han kunne nå at sove en times tid eller to mere, inden han kørte hjemad 😂 han var omkring 2 timer væk. Så jeg ville selvfølgelig gerne have at han bare kørte hjem med det samme, så jeg ikke skulle være nervøs for om han nåede hjem eller ej. 

Jeg snakkede med fødegangen inden mine veer startede, for lige at høre hvordan jeg skulle forholde mig. De ville gerne se os halv 9 på sygehuset, hvis der selvfølgelig ikke var sket noget inden. Det lød umiddelbart ikke som om at de tænkte at der ville ske så meget, på trods af at jeg fortalte dem om min mors hurtige fødsler. 

Veerne:

Min første ve kom ca. en halv time efter at jeg havde opdaget af vandet var gået. Det var intet voldsomt og føltes de første timer bare som murren i maven og menstruationssmerter som stille og roligt blev mere og mere tiltagende. De blev dog aldrig så voldsomme at jeg ikke kunne være i dem. Da Jakob kom hjem, inviterede vi endda svigermor og svoger over til en kop morgenkaffe sammen med mine forældre. Det var rigtig hyggeligt og noget vi på ingen måde kunne have planlagt. Men det var lige hvad vi havde lyst til og helt perfekt. 

Fra første ve, var de regelmæssige med 1 minuts varighed og 5 minutters interval. Jeg havde læst at det er på det tidspunkt at man normalt vil tage ind på fødegangen som førstegangs fødende. På trods af at veerne ikke smertemæssigt var så voldsomme at jeg ikke kunne være i dem, så kastede jeg op. Flere gange. Jeg kunne ikke rigtig slappe af fordi min krop som sagt nærmest gik i en choktilstand pga. nervøsiteten. 

Efterhånden som det skred fremad og der blev mindre og mindre tid imellem veerne, ringede jeg nogle gange til fødegangen og opdaterede dem, men de havde ikke tid til at jeg kom før halv 8, så det var da en time tidligere end først meddelt 😅 det kunne jeg jo desværre ikke rigtig styre. Hvis man skal føde, så skal man føde 🤷🏽‍♀️ 

Da klokken var 06.00 var vi nede på 3 minutter mellem veerne og jeg turde ikke trække den længere, vi havde allerede trukket den alt for længe. Så vi pakkede bilen og kørte mod sygehuset – det skal lige siges at vi har 3 kvarter til nærmeste sygehus. Så der var en god køretur forude, med smerter der på det her tidspunkt var blevet ret voldsomme. 

Turen mod sygehuset:

Vi var lige kørt afsted, mig med mine dyne og en brækpose på forsædet. Jakob på bagsædet og min far der kørte bilen. Aldrig har jeg haft en værre køretur. Vi må på det her tidspunkt være nået til at jeg skulle åbne mig de sidste centimeter, for hold nu kæft hvor gjorde det ondt. Det var ikke længere menstruationssmerter. Det var så smertefuldt at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv og at sidde i en bil, hvor man ikke kan røre sig frit og hvor man føler sig indeklemt gjorde det ikke bedre.

I den sammenhæng vil jeg lige give et skud ud til Peugeot, som laver utroligt holdbare panikhåndtag – åbenbart. Jeg er virkelig imponeret over at det kunne overleve, for jeg var faktisk lidt nervøs for at jeg ville hive det ud 😂 det var min far vidst også 🤔

Vi nåede ikke meget længere end 10 minutter på turen, før jeg følte at jeg ikke kunne være i bilen længere. Ja, jeg følte at jeg ikke engang kunne være i min egen krop. Det var virkelig det værste jeg nogensinde har oplevet! Jeg begyndte så småt at føle at jeg skulle presse og vi ringede derfor efter en ambulance. Min far og Jakob havde ikke lyst til at agere jordemoder på bagsædet af bilen – og det havde jeg faktisk heller ikke lyst til at de skulle 😅 

Vi endte med at køre et par minutter mere for at ende på parkeringspladsen ved Brugsen i Stokkemarke (til jer der ved hvor det er). Og ikke længe efter kom ambulancen. Der var presseveerne godt igang, jeg turde dog ikke presse. Jeg føler at jeg lød som en bjørn der virkelig havde forstoppelse der prøvede at presse den største lort ud 😅 For selvom jeg holdte igen så kunne min krop ikke lade være med at presse. Jeg tror bare jeg var bange for at jeg ikke “måtte” presse. Der var jo ingen der havde undersøgt mig og sagt “go for it” og det havde jeg nok brug for. 

Sygeplejersken vi havde i telefonen under hele forløbet fra vi ringede til ambulancen og til de ankom, mente bestemt at jeg skulle om på bagsædet og ligge fordi jeg muligvis kunne føde på parkeringspladsen, men det havde jeg fandeme ikke lyst til! Så jeg sagde “jeg venter bare” 😂 go’daw du. Men det var sådan jeg havde det. Jeg skulle ikke ligge der på bagsædet af min fars og mors bil og føde, det var helt sikkert. Så jeg måtte jo klemme sammen så godt som jeg kunne 😂

Ambulanceturen:

De søde ambulancefolk ankom og ville gerne have mig op på båren, lige midt i en presseve. De har tydeligvis ikke prøvet at have veer, så jeg måtte flere gange lige bede dem om at vente 😅 Men jeg kom op på båren og ind i ambulance da der var en pause. Jakob kørte med i ambulancen og selvom han ikke var hos mig bagved, var det en tryghed at vide at han var der, hvis jeg skulle ende med at føde i ambulancen. 

Igen følte jeg dog bare ikke at jeg fik et rigtig “go for it”, så jeg turde ikke presse helt igennem. Jeg holdt nok stadig lidt igen. For det eneste han sagde var “jeg kan ikke se hovedet”. Nej, men hvad fanden betyder det. At jeg må presse eller ikke presse. Jeg tror dog at jeg bare kunne have presset lige så tosset jeg ville, for når man har presseveer er det nok kroppens måde at fortælle at den er klar til at føde ens baby. Jeg var bare så bange for at sprække fra den ene ende til den anden, at jeg ikke turde at gå ud fra noget. Og tænk hvis hun af en eller anden grund pludselig ikke lå rigtigt. 

Vi har åbenbart kørt med fuld udrykning og 160 i timen har Jakob fortalt efterfølgende, det er dog ikke noget jeg på nogen måde bemærkede. Jeg følte at vi kørte 80 km/t og turen var fandeme lang ind til sygehuset. Tænk at man kan have så mange smerter og være så træt at man nærmest er helt væk. For det var jeg imellem veerne. Jeg var allerede så udmattet efter 5 timer, så jeg tør ikke tænke på dem der ligger i meget længere tid. Men manglende søvn og en hurtig fødsel går nok bare heller ikke særlig godt hånd i hånd 😅

Ankomsten til sygehuset:

Vi ankommer på sygehuset og de havde allerede en stue klar til mig. Det passede jo heldigvis med at klokken så småt var halv 8, så nu havde de da tid til mig 😂 

Jeg blev mødt af en rigtig sød jordemoder, hun præsenterede sig, men ærlig talt kunne hun have stukket sin bare mås i hovedet på mig uden at jeg havde bemærket det, på det tidspunkt her 😅 

Hun undersøgte mig hurtigt og jeg fik endelig mit “go for it” og kunne endelig presse. Det tog omkring 20 minutter fra jeg kom ind på stuen, til at jeg havde født. Det gik virkelig stærkt. Og dét har været det vildeste ved hele oplevelsen. At man på så kort tid skal indstille sig på at nu skal man føde til at man ligger med sit barn i armene. 

Jeg har hele tiden sagt at jeg ikke ville have noget smertelindring under min fødsel og en af mine største frygter (hedder det det? 🤔😅🤷🏽‍♀️) var at skulle have lagt et venflon i hånden. Jeg ved ikke hvorfor, men i min verden måtte det være virkelig smertefuldt at få lagt og føles virkelig ulækkert at have i hånden efterfølgende. Men i mit smertehelvede mærkede jeg selvfølgelig overhovedet ikke at ambulancemanden lagde det. Han lovede også at han var virkelig dygtig og lokkede med at det jo var den eneste måde hvorpå jeg kunne få noget smertelindrende på sygehuset – smart træk. For på det her tidspunkt var jeg klar på at få alt hvad jeg kunne tilbydes. Jeg havde virkelig ikke lyst til at føde alligevel og da slet ikke uden noget til at tage smerterne 😅 

Jeg kunne selvfølgelig ikke nå at få noget smertelindrende da vi kom ind på sygehuset, så der var kun én vej for at få smerten til at holde op og det var at få hende ud. Det var så også den bedste følelse i hele verden, da hun først kom ud. Troede jeg. For da moderkagen så kom ud, var det endnu rarere!!! Nøøøøjs, tænk at noget kan føles så lettende. Og hvor er det vildt at ens mave fra det ene øjeblik til det andet går fra at være kæmpe og helt udspilet, til “flad” og helt blød igen. Kroppen er for vild!

Efter fødslen:

Som skrevet før var jeg mega bange for at jeg skulle briste fra den ene ende til den anden, for det ville betyde at jeg skulle syes. Flere har fortalt at det ikke er noget man mærker – hverken hvis man brister eller hvis man bliver syet, men det er stadig noget af det som jeg har brugt meget energi på, inden fødslen, at være nervøs omkring. 

Det er nok rigtigt at man ikke mærker hvis man decideret sprækker, men det nok mest fordi det generelt bare føles som om man revner, når man skal skal presse hovedet ud – sådan følte jeg det i hvert fald 😅 og lad os lige snakke om skuldrene, hvorfor siger folk kun at det er hovedet der gør ondt? 😅 det gør skuldrene også, men de går da trods alt lidt hurtigere at få ud end hovedet.

“Dommen” fra jordemoderen var, at jeg var havde fået en lille bristning og nogle rifter som hun vurderede skulle syes. Jeg var jo ved at skide i bukserne (eller…… dem havde jeg jo ikke på), ved tanken om at de skulle stikke mig med en nål, både pga. bedøvelsen, men også fordi jeg var bange for at det så ikke havde virket. OG! Når man lige har født et barn så føles det hele ret ømt dernede, så man har ærlig talt ikke lyst til at nogen skal røre ved noget som helst 😅 

Der kom en overlæge ind for at sy mig, og det ville ifølge ham ikke tage særlig lang tid. Men sådan en udmelding er selvfølgelig som man tager den. Ifølge mig tog det røv lang tid men ifølge ham var han færdig “lige om lidt” sådan ca. 10 gange under forløbet 😂 jeg mærkede dog ikke meget til bedøvelsen eller da han syede mig – og det generede mig heller ikke at det var en mand. Der var faktisk ikke særlig mange ting der generede mig under hele min fødsel, nok fordi der bare var en masse andet jeg havde fokus på. 

Alt i alt var det en rigtig god oplevelse, selvom jeg også synes at den var voldsom. På trods af at det på papiret nok var en perfekt fødsel, så var det ret voldsomt at komme sig over. Nok også fordi det gik så stærkt. 

Vi valgte at vi gerne ville hjem samme dag, da vi jo alligevel ikke måtte få besøg pga. Corona situationen, og der ikke havde været nogen komplikationer under fødslen. Det er så vildt at man i løbet af 16 timer går i fødsel, føder og kommer hjem med det her lille menneske som man har ventet på i 9 måneder. Allerede dér, var det svært at følge med. 

Nu er hun lige fyldt 6 uger. Og på én måde er tiden bare gået så stærkt og det er svært at forstå at hun allerede er “så stor”, men på en anden måde føles det som om at vi har haft hende forevigt. Jeg kan næsten ikke engang huske hvordan vores liv var inden vi fik hende. Jeg kan i hvert fald ikke huske hvordan det er at gå på toilettet når trangen melder sig 😂 men så får jeg da trænet bækkenbunden når man er tvunget til at holde sig under en hel amning 😂 

Men for at slutte hele den her roman af, så gemmer jeg efter-fødsels-forløbet til et andet indlæg. Det kræver nogle ord at beskrive det også – det er virkelig noget der har overrasket mig, hvor hårdt det er at komme sig over en fødsel 😬🤞🏽 

Tusind tak for at du har ville læse med, hvis du er nået helt herned til enden i hvert fald 🙏🏽