Nu har jeg været i 30’erne i nogle år, og jeg bliver nødt til at indrømme, at det går virkelig godt, hvilket er særdeles overraskende, eftersom jeg i 2015 havde en større krise over, at jeg skulle træde over dørtærsklen og ind i 30’erne.
Jeg kan huske, at jeg kiggede mig i spejlet og synes overhovedet ikke, at jeg lignede en kvinde i 30’erne, og jeg havde hørt, at alting bare gik ned ad bakke når man blev 30 år. Skæbnen ville da også, at jeg, 2 dage efter min 30 års fødselsdag, vågnede med ondt i ryggen. Men egentlig har 30’erne været utrolig lærerigt for mig, på godt og ondt, og jeg har det helt fantastisk.
Ting 30’erne har lært mig
- Mine tømmermænd er blevet mere standhaftige. I påsken var jeg i byen i Randers om lørdagen, og jeg var først klar til at tage på arbejde tirsdag morgen.
- Kvalitet frem for kvantitet; jeg har altid haft trang til at skulle have mange ting; parfumer, cremer og neglelakker, masser af køkkenudstyr, nips, dit og dat. Der ligger sikkert noget psykologisk bag, fred være med det, men især i løbet af de sidste 1-2 år har min mentalitet ændret sig. Jeg vil hellere bruge penge på én virkelig god ting, end flere mindre gode.
- Jeg slipper ikke udenom… jeg har fundet mit første grå hår, 4 dage efter jeg blev 34.
- Min mor havde ret, da hun sagde, at det var en god idé at tage en hue på ud i vinterkulden, eller putte toppen ned i bukserne, så man ikke havde et stykke med bart. Som yngre synes jeg det var totalt åndsvagt, når hun sagde det, fordi en hue ødelægger jo håret, og hvor charmerende er det lige med toppen nede i bukserne? Men nu er jeg begyndt at gøre det, fordi jeg orker ikke at fryse.
- Det er helt okay bare at være sig selv, i stedet for at forsøge at være noget man ikke er, fordi man så gerne vil passe ind, og blive elsket. Jeg kan mærke, at jo mere jeg tillader mig at gøre som det passer mig, uden at tænke over hvad andre synes, jo gladere bliver jeg. Det er en fed følelse.
- Det passer, at med tiden bliver man mere glad for sin krop. Da jeg var i 20’erne hadede jeg min krop, og jeg havde utrolig svært ved at forholde mig til interviews i dameblade, hvor kvinder påstod at de med tiden lærte at slutte fred med deres kroppen. Især det sidste år, har mit syn på min krop forandret sig drastisk. Ja, jeg er en tyk trunte, ja min mave hænger og når jeg vinker, blævrer mine arme. Men jeg har fundet en lyst til at dyrke og forkæle min krop, og i takt med at jeg gør det, begynder jeg at se mindre kritisk på min krop, og det er en skøn følelse. Nu drømmer jeg om at finde en mand der kan acceptere den som den er.
- At man ikke dør af at tage ud og handle søndag eftermiddag uden make-up. Men karma er stadig en kælling, så når jeg tager afsted uden make-up og med morgenhår, så render jeg altid ind i en lækker mand. Det er typisk!
- At jeg faktisk er en ret sød og skøn kvinde. Mit selvværd har i mange år været ikke-eksisterende, og det har virkelig givet mig store problemer. Efter jeg er kommet i 30’erne har jeg fundet en lyst til at arbejde noget mere med mig selv, og jeg begynder stille og roligt at komme i den rigtige retning. Ulempen er, at hvor jeg før virkelig godt forstod at ingen mand gad mig, fordi jeg var da virkelig ikke værd at samle på, så kan jeg i dag godt blive forundret over, hvorfor jeg ikke bliver set som et godt parti, fordi jeg er sgu da mega sød, sjov og skøn. Men jeg ved også godt, at det er fordi vi lever i en verden i dag, hvor udseende er vigtigere end personlighed, og tykke trunter som mig er ikke først valg. Det er bare de færreste der vil indrømme det.
- Det er helt okay at være egoist, og sætte sig selv først og gøre ting for sig selv. Jeg læste engang en fed sætning, noget i stil med: “Jeg er ikke egoist, jeg varetager bare mine egne behov, så andre ikke behøver gøre det for mig”. Det er jeg blevet SÅ meget bedre til efter jeg er kommet i 30’erne… og der er længere og længere imellem den dårlige samvittighed over det.
- At livet er mere end karriere og penge. Jeg bildte mig engang ind, at hvis jeg bare fik en masse penge, og kunne købe hvad jeg nu drømte om, og havde en fed karriere, så ville jeg blive glad. Jeg har ikke været mere lykkelig, siden jeg har fået balance mellem arbejdsliv og privatliv, og har tilladt mig selv at slappe af, flyde med og gøre sjove og mærkelige ting, der ikke giver penge på kontoen.
- 30’erne er ikke nødvendigvis lig med voksenhed. Du må stadig gerne skeje ud, drikke shots, danse, fjolle, grine, have grønne fælge på din bil, farve dit hår lilla osv. og det må du i øvrigt også når du bliver 40, 50 og 70… fordi hvis det er det der gør dig glad, så go for it.
Jeg er kun 34 år. Nogle dage føler jeg mig gammel, men det er jeg ikke. . Jeg har dage hvor jeg føler mig grim, ikke god nok og hvor jeg sammenligner mig med andre kvinder og tænker “wooow, jeg er en taber sammenlignet med hende” osv. De dage forsvinder aldrig helt. Men 30’erne klæder mig, og jeg har aldrig følt mig så meget i live, som jeg gør nu, og jeg har en stor appetit på livet og hvad det nu kaster i hovedet på mig. Jeg er kun 34 år, og måske livet har meget mere i godteposen til mig de næste 6 år af 30’erne. Det håber jeg!