Og så havde man stress symptomer

Dem der har fulgt med på bloggen, ved at det sidste halvandet år ikke har været helt nemt for mig, og er du ny læser kan du læse mere om årsagen her og her.

For at opdatere kort døde min eksmand for halvandet år siden, dermed også faren til min søn. Det har været rigtig hårdt og har bl.a. betydet at jeg skiftede mit ellers nye job ud og vendte tilbage til mit gamle job. En beslutning som jeg tog et par måneder efter hans dødsfald og som helt sikkert bundede i at jeg ikke kunne overskue ret mange ting.

Derudover blev jeg pludselig fuldtidsmor, hvor jeg før havde været delemor i en 9/5 ordning. Jeg var pludselig aldrig alene og skulle forholde mig til, at det var mig og kun mig der stod for praktiske ting og alle mulige beslutninger. Og selvom min søn lige var fyldt 13 da hans far døde, og kan deltage i mange ting, så er det jo mig der har den sidste og afgørende beslutning.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været rigtig hårdt de sidste halvandet år. Vi var lige flyttet til noget større, men også dyrere, og jeg stod lige pludselig alene med alle udgifter. For nej – når man er enlig mor/forsørger får man altså ikke automatisk alt betalt eller betalt halvdelen af huslejen som nogen åbenbart går rundt og tror – i hvert fald ikke når man har et ok betalt fuldtidsjob. Ja – de fordomme har jeg også skulle lytte til, men det er en hel anden historie. Lige som når man er skilt går arven jo selvfølgelig også til barnet og er låst til han er 18 år.

Jeg har grædt og grædt, jeg har været ked af det, deprimeret, glad igen og nede igen. Sådan har humøret svinget det sidste halve år. Jeg har taget mange beslutninger og også grublet og tænkt meget. På alle mulige ting, fremtid, bolig, skole, arbejde, familie, fødselsdage og højtider. Og nå ja, så var der også lige en konfirmation som jeg pludselig skulle stå for – ALENE. Både alt det praktiske, samt det økonomiske.

Og når man oplever ens barn, mister sin far, så sker der noget i én. For mit vedkommende betød det f.eks. at jeg har forsøgt at deltage i alt hvad jeg kunne omkring min søn, hans sport, hans skole. Det gjorde jeg nok en del i forvejen, men jeg havde dog trods alt dage for mig selv når han var hos sin far. Og ydermere, så skulle han hvert fald ikke mangle noget på alle andre områder. Så jeg har brugt rigtig mange penge på, at vi skulle have det godt, at min søn ikke skulle mangle noget, på at han kunne få en god jul, en god fødselsdag og ikke mindst den allerbedste konfirmation. Og take away-mad de dage hvor jeg ikke har kunnet overskue at handle ind eller lave mad.

Alle disse ting har betydet at mit hoved og min krop har været på hårdt arbejde i det sidste halvandet år. Ikke bare hårdt arbejde, men nok også overarbejde. Det har resulteret i, at jeg tilbage i april/maj måned oplevede de første stresssymptomer.

Jeg fik muskeltics ved øjet, hvilket er små, spontane sammentrækninger ved øjet. Det føles lidt som et vibrerende øjenlåg, og er altså lidt ubehageligt. Det kommer og går, men er et almindeligt symptom på stress. Jeg har fundet ud af at når øjenlåget vibrerer, prøver kroppen at fortælle dig, at du skal slappe af eller lave noget andet end det, du er i gang med.

Det gik over da konfirmationen var overstået og vi nærmede os sommeren og ferien. Jeg fik slappet af. Men da jeg skulle starte op på arbejde efter sommerferien, kom det næste symptom. Da det startede, var jeg ikke helt klar over, hvad det skyldtes og jeg blev lidt forskrækket. Jeg havde fået en mere eller mindre konstant susen for ørene. Som når man holder en konkylie op for ørene og kan høre havet bruse.

Jeg prøvede at google det og det kunne være ret skræmmende læsning noget af det. Og for en sikkerheds skyld kontaktede jeg lægen efter en uges tid. Der var intet at se – ingen ørevoks der kunne skylles ud eller andet der kunne have siddet i ørene. Jeg talte lidt med sygeplejersken oppe hos min læge og vi kom mere eller mindre frem til at det var stressrelateret, hvilket jeg også selv havde haft på fornemmelsen. Men jeg blev bedt om at kontakte en ørelæge, så vi lige kunne være på den sikre side.

Efter at have været i kontakt med ørelægen og fortalt min historie og symptomer kunne hun også ”berolige” mig med, at jeg var/er stresset. At når det suser for ørene, kan det være et helt almindeligt symptom på stress.

Så jeg skulle lytte til min krop! Hvad er det der stresser mig. Og hvad kan jeg gøre ved det?

De ting kan ørelægen selvfølgelig ikke hjælpe med, men hun fortalte, at når jeg oplever at det suser for ørene, kan jeg lytte til noget musik og prøve at fokusere på noget andet, så jeg glemmer lyden i øret. Og så skal vi se tiden an og se om ikke det fortager sig af sig selv.

Så med de symptomer må jeg tage til mig, at jeg skal lytte noget mere til min krop og mig selv. Huske lige at stoppe op. Lægge nogen af bekymringerne til side og sig Pyt!

Og det ”sjove” er jo, at jeg rent faktisk godt ved det. Jeg har læst SÅ meget om stress siden 2010. Jeg har skrevet diverse opgaver om stress og symptomer dertil, da jeg gik på akademiuddannelsen og min afsluttende opgave her handlede også om stress på arbejdspladsen. Jeg har også deltaget i diverse kurser om stress og jeg er altid opmærksom på kolleger som virker stresset. Jeg har i det hele taget været meget interesseret i arbejdsmiljø.

Jeg skal bare lige huske at det også gælder mig selv.

På mandag starter jeg på et nyt modul på min diplomuddannelse som jeg pt. er halvvejs med. På modulet som hedder Personlighedspsykologi og mødet med borgeren kommer vi blandt andet ind på området sorg og krise, og det glæder jeg mig til. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det nok bliver et følelsesmæssigt hårdt modul for mig, men jeg tror også, at jeg får nogle værktøjer, som jeg selvfølgelig kan bruge på arbejdet, men ikke mindst, kan jeg også bruge dem til at arbejde med mig selv.

Jeg vil i hvert fald fremover have mere fokus på mig selv og hvordan jeg har det. Og prøve at lytte lidt mere til kroppen. For jeg ønsker ikke flere symptomer end dem jeg allerede har oplevet. For jeg ved udmærket at stress kan blive rigtig alvorligt.

Husker du det? Passer du på dig selv? Lytter du til din krop og er opmærksom på diverse symptomer?