Jeg savner den yngre Helene…

I disse dage hvor studenterne springer ud, og skolerne sender ungerne på sommerferie, er mine tanker flere gange flygtet tilbage til mine unge dage. Og med risiko for at lyde som en gammel sur kone, på trods af at jeg kun er 33 år, så var der bare nogle ting i mit liv der var bedre dengang. Det føles i hvert fald sådan lige for tiden.

Jeg husker tydeligt den f***ing fantastiske følelse af at skyde sommerferien igang: 7 uger, uden lektier, uden varme klasselokale. 7 uger med venner og veninder, kunne være ude længe, ingen bekymringer, bare frihed:
Der var dage hvor jeg bare læste. Jeg var virkelig en læsehest imens jeg boede hjemme. Der var dage hvor min lillesøster og jeg slæbte gamle sofahylder ud på græsset, og slængede os der i flere timer sammen med vores hund Sussi. Nogle dage var vi en flok der købte dagskort til swimmingpoolen nede på én af de lokale campingpladser, og så badede vi hele dagen og aftenen, og købte slik i kiosken. Nogle aftener red vi tur til stranden, sammen med nogle andre, eller hjalp med ponyridning, og kom først hjem når solen var ved at gå ned. Ingen bekymringer om at vi skulle tidligt op næste dag, eller der lige var nogle lektier der skulle laves. Det er i hvert fald sådan jeg husker det.

Da jeg blev teenager fik jeg fritidsjob på den lokale tankstation og senere i den lokale brugs. Det er umuligt at tælle hvor mange gange jeg har fået fri fra arbejde, taget hjem for at skifte tøj, og så videre ned til vennerne på stranden eller på det lokale sommer-diskotek som hed Strandkroen. Jeg har masser af fede minder fra dengang med musik, dans, slush ice med vodka og flirt.
Jeg var aldrig populær blandt drengene, i hvert fald ikke på den måde jeg gerne ville være det.
Jeg var altid god at være venner med, fordi jeg havde mange skønne, lækre og søde veninder. Havde jeg fået 5 kr, for hver gang jeg var blevet spurgt om jeg troede at min veninde mon synes han var sød, eller om jeg kunne skaffe nummeret på en veninde,  så ville jeg have haft en god opsparing.

Men jeg kendte mange mennesker, og jeg var en utrolig udadvendt pige, og selvom jeg allerede dengang synes at jeg ikke var pæn nok, tynd nok, god nok osv. så satte det ikke en stopper for mig på samme måde som det gør i dag. Jeg havde stadig modet!

Hvad blev der af den Helene?
Jeg ligger ude på min solstol i haven, og tænker tilbage på alle de minder med et smil på læben. Samtidig føler jeg et stik i mit hjerte, fordi hvad blev der egentlig af den pige? Hende der kunne forsvinde ind i en bog, og glemme tid og sted. Hende der elskede at danse hele natten. Hende der var klar på fest og fyldt med spas og løjer? Hende der synes det var en bragende god idé da en veninde foreslog at vi skulle køre frem og tilbage langs Fjellerup Strand på en scooter med en ghettoblaster på slæb og sprede lidt sommer-wipe? Hvad blev der af modet til at give den gas, være social og smilende, selvom selvværdet egentlig ikke var noget at prale af.

Hvad blev der af den Helene? Hun blev pakket ned i en boks, som blev forsvarligt lukket med hængelås og gaffatape. I stedet kom der en mere voksen version. Jeg er blevet ældre. Jeg har fået hus, have, bil, job, budgetkonto, forsikringer, en halv million bekymringer, og jeg viser symptomer på stress, og jeg har tidligere kæmpet med depression, og jeg har en psykolog der hedder Joan.

Sikke et fedt bytte jeg fik gjort mig der hva….

Voksenheden er kommet snigende…
og den har lagt en dæmper på festlighederne. Nu går weekenderne med at renovere hus. Jeg har ikke længere en stor vennekreds, og jeg er ikke længere så udadvendt, og har svært ved at række ud til andre mennesker. Jeg kan gå en hel weekend uden at se et andet menneske ud over dem der kommer forbi ude på gaden, og jeg kan få koldsved i hænderne, og få kvalme, bare ved tanken om at skrive til nogen og spørge om de har lyst til at hænge ud.

Fordi jeg er sgu ikke den eneste der er blevet ramt af voksenhed, det er alle omkring mig. Der er arbejde der skal passe, børn der skal drages omsorg for, en ægtefælle eller kæreste der skal serviceres, græs der skal slås, skavanker der skal plejes, og yoga-instruktøren siger at man skal gå i seng senest kl. 22, og drikke 3 liter vand, og lave alt mad fra bunden, fordi så taber man hurtigt 10 kg. Vi har allesammen så travlt, og hånden på hjertet, jeg føler sgu egentlig, at jeg trænger mig på, bliver en byrde, hvis jeg laver ravage i andres hverdagens skema.

Tager jeg mit lave selvværd og smider det i puljen, så har man den perfekte “alene”-cocktail, pyntet med “de gider jo heller ikke være sammen med mig alligevel” drys.

Men nøøøøøj hvor jeg savner den yngre side af mig, og nøøøj hvor jeg savner de spontane aftener, hvor man bare mødes, sidder på terrassen eller på stranden og snakker, griner, får kolde drinks og glemmer hverdagens bekymringer. Eller mødes, bestiller pizza og glor film en hel aften og æder bland-selv-slik til man er ved at revne.

Jeg savner at danse hele natten, selvom jeg ved at det tager mig 2 dage at komme over en bytur. Jeg savner at sidde sammen med veninder og drikke drinks, og hviske om at ham der lige kom forbi der, han havde fandme en lækker røv, men ellers var han kun en 5 ud af 10. Jeg savner at kunne stikke bekymringer og planlægning skråt op, og bare være i nuet, og lade mig flyde med, og være pisse ligeglad med hvad andre tænker om mig.

Når den yngre Helene titter frem
Det er sket et par gange, at den yngre Helene har fået lov til lige at komme ud af boksen og sige hej. Hvad sker der så? Så griner jeg, jeg er MEGET mere positiv, jeg gør hvad det passer mig, jeg danser, smiler og snakke med alt og alle….. og….. folk synes det er mega fedt, og er vild med den side. Alligevel pakker jeg det ned i boksen igen, og lukker den forsvarligt, og vender tilbage til den voksne Helene.

Jeg drømmer om en dag at kunne tage boksen frem, lukke den op, og krydre mit voksenliv med nogle af alle de fede ting, som den yngre Helene indeholder.

Måske en dag…… 🙂