Kære brevkasse,
Jeg er en kvinde i start 30erne som har været en del af en større pigegruppe siden gymnasiet. Gruppen er meget lukket, og har aldrig været åben for nytilkomne. Fire af pigerne har jeg gået i folkeskole med.
I gymnasiet synes jeg at de var en smule kedelige, og nogle af dem syntes nok at jeg har været irriterende. Nogle af dem fortalte mig, at de havde et problem med min popularitet hos drengene dengang.
Jeg har altid følt, at jeg har skilt mig ud, da de andre piger på sin vis er mere forsigtige, har søgt meget tryghed i Danmark og i at etablere familie, omend alle ambitiøse og højtuddannede. Jeg har boet i nogle af verdens fattigste lande i forbindelse med flere års udstationering og er kun begyndt at tænke på at få børn med min kæreste for nyligt. Størstedelen af pigerne fra gruppen har børn og er gift, ja de er begyndt at planlægge nr.2 barn.
Vi er linket sammen på kryds og tværs i gruppen, fordi vi er et par søskende samt 3 stærke par barndomsveninder. Desuden har vi en perifer cirkel af fyre fra gymnasiet, som nogle af pigerne nu er i et forhold med og derfor er der også mange social aktiviteter med dem (sommerhus, rejse, festivaller, nytårskur mm.). Jeg har aldrig været en del af drengegruppen.
Læs også: Er jeg tarvelig når jeg føler misundelse overfor min veninde?
Indsendt af en anden anonym kvinde
Det er kun få år siden, at jeg vendte tilbage til Danmark igen, men jeg har sendt nyhedsmails hjem også til pigerne for at holde relationen. Alligevel oplever jeg, at jeg ofte bliver overset, når invitationer bliver sendt ud til børnefødselsdage og fester, og jeg mærker ikke nok interesse fra dem. Jeg ved ikke, om de opfatter mig som et vedhæng pga. min ene stærke relation ind I gruppen.
En af pigerne i gruppen bliver ved med at sige til mig, at hun synes det virker til, at pigerne rigtig godt kan lide når jeg er med og de synes jeg er en inspirerende person. Jeg føler mig mere ofte i tvivl, end jeg føler mig glad og accepteret. Jeg har tit syntes, at de har holdt mig fast i den rolle, jeg havde i gymnasiet, og det har jeg været meget ked af.
Jeg har haft lange perioder, hvor jeg ikke har vist interesse I gruppen, da vi var yngre, men var drænet af et dårligt forhold der stod på længe. Det sidste år har jeg prøvet at tage initiativ til påskefrokoster og fester, og de kommer gerne og viser stor opbakning, men derudover er vi ligesom bare ikke forbundet. Jeg er meget tæt med de andre venner og veninder jeg har, så derfor er det meget atypisk for mig at have sådan en slags til tider “overfladisk” vennegruppe.
Hvordan tackler jeg situationen på en ordentlig måde, så jeg ikke går på kompromis med hvem jeg selv er, og hvordan gør jeg det uden at føle, at jeg pådutter dem at blive i relationen til mig?
Like & Share
Du kan kommentarer længere nede.
Indlægget er indsendt af
Anonym Kvinde
Andre indlæg i denne kategori
Min kæreste var mig utro, og han holder stadig kontakten med hende
Kære brevkasse, Min kæreste var utro og forlod mig til fordel for sin yngre kollega. Han og jeg
Jeg slap mit egoistiske mind-set, og lukkede hende ind. Nu jeg knust.
En anonym mand har delt følgende med Kvinderudenfilter.dk. Her en kort fortælling for at give en forståelse af
Splittet familie, og dårlig stemning ved familie sammenkomster
Kære Kvinderudenfilter, Jeg står i et dilemma, som jeg synes har været svært i mange år nu, og
Excentrisk eller blot en løgner? Hvad skal jeg gøre?
Kære Kvinderudenfilter, Jeg står i en ret kompliceret situation og håber, I kan give mig nogle råd. Jeg
Kære anonym 🙂 Hvis det var mig der stod i den situation havde jeg nok valgt at gøre imellem to ting.
Flere middage / frokoster hvor muligheden for at komme tættere på hinanden igen, kunne byde sig, og så kunne man jo ganske kort efter foreslå at i tog ud og drak kaffe etc, altså for at holde kontakten uden at der skulle gå for lang tid imellem.
Ellers havde jeg nok valgt at droppe den vennegruppe, måske ikke helt, men i hvert fald ville jeg gå ud og møde nye mennesker hvor man måske ville føle sig mere velkommen end overset.
Det at de holder dig fast i den rolle, er jo deres “tab”
Umiddelbart er i måske bare vidt forskellige steder i jeres liv, hvor de måske er fyldt op med børn, job osv. der har du nok lidt mere frihed til bare at være dig 🙂
Kære du ❤️
Jeg har stået i en lignende situation og der valgte jeg simpelthen, at tage en snak – stille og roligt, om hvordan jeg havde det og på den måde fik vi snakket sammen om alt igennem årene, problematikker, venskabet mv.
Det viste sig at være det bedste jeg kunne gøre, da min veninde (i det her tilfælde) ikke var klar over jeg havde det sådan. Og omvendt havde hun også en masse problematikker, jeg ikke kendte til. Og det alene, gjorde vores venskab stærkere samt venskabet i hele gruppen af venner bedre og langt mere afslappet.
Så i bund grund vil jeg anbefale dig, at udtrykke din frustration over et glas vin eller en kop kaffe – uden mænd og børn og derefter ved du, hvad du skal. Kan de accepterer at du har følt sådan og måske endda se, at der er noget om snakken, vil venskabet blive stærkere.
Kan de ikke, skal du også gøre op med dig selv om du vil fortsætte relationen eller afslutte den og fokusere på de gode relationer du har allerede, hvor du føler dig tryg og vellidt.
Kram ❤️
Hej.
Jeg ville tage en ærlig snak og få styr på dine tanker. Vi er ikke tankelæsere, og der kan være en “naturlig” årsag til deres prioriteringer, som ikke er pga din person.
Hvis forholdet dræner dig mere end det giver energi, så ville jeg bakke ud. Det har jeg gjort en gang, med respekt for veninden fortalte jeg hvorfor.
Jeg har også en veninde, hvor jeg hører sjældnere og sjældnere fra hende. Jeg har spurgt hvorfor, hun siger det er travlhed. Jeg inviterer og får afslag så jeg inviterer sjældnere indtil jeg nu ikke gør det mere. Udtrapning kan man vel kalde det.
Min personlighed er til klare udmeldinger, så jeg ikke selv digter, og prioritering af at jeg skal få energi af et forhold uanset hvor tit vi ses. For jeg bor i udlandet men kan sagtens holde kontakten når der er mulighed for at ses.
Håber det giver mening 🙂
Hej
Jeg er nu nået til det punkt i mit liv, hvor jeg har besluttet at – Jeg skal tage vare på mig selv og jeg skal gøre det som gør mig lykkelig -.
Mit råd til dig er, du skal simpelthen lade være med at tænke på din vennegruppe og deres handlinger, du skal tænke på dig og tænke på det som gør lykkelig, du skal ikke føle dig presset til at tage hensyn til dem og deres behov når det passer dem, de er allerede godt igang med deres familier og deres små pussenusse børn og lur mig om ikke jeg har ret, så har de altså ikke tid til at tænke på dig og da slet ikke at inviterer dig til deres små sammenkomster, hvor de beundre deres små poder. Du har været alt for længe væk, til at du kan være en del af dette, og de ser dig heller ikke som en del af deres fælleskab, som er far, mor og børn. Desværre må du nok sande at i er vokset fra hinanden og jeres interesser i livet ikke længere er hvad de var engang.
Jeg har en dejlig vennekreds som jeg sætter stor pris på i dag og ja, igennem årene er der altså faldet en del venskaber fra og det har så givet plads til at der også er kommet nye venskaber til, derfor syntes jeg bare at du skal nyde den venskabs gruppe du nævner som tætte venner og veninder og droppe den overfladiske. Og undskyld den hårde tone, det hele er skrevet i god mening. Hilsen fra Kvinde 50+
Kære dig ❤️
Forstår dine tanker og følelser heri, og kan genkende meget af det du beskriver..
Vil sige, ignorer ikke de følelser du får i maven, de er oftes de rigtige følelser og gir et billede af at du er i en vennegruppe som ikke er god for dig længere. Tænker i er vidt forskellige steder i livet nu, og det er ok, men du skal ikke føle dig forkert eller du skal lave om på dig selv for at være i et med de andre, jeg ville vælge fra, men derfor behøver man jo ikke være uvenner, i er jo bare nogle forskellige steder i livet nu. God vind og pas på dig ❤️
Kære hjemvendte
For mig er det lidt svært at spore din interesse i det liv, medlemmerne af din gamle klike har lige nu. Det virker som om du har gang i lidt nostalgi her, som ikke er meget andet. Dine bestræbelser på, at de skal vise interesse for dig, er jo ret beset nytteløs, hvis ikke du er særligt interesseret i dem. Mon ikke du skal videre? Du virker til at være et nysgerrigt menneske med mod på eventyr, og de er nok stadig på et stadie, som du for længst har forladt og ikke vender tilbage til. Du har sikkert ikke lyst til at være en troløs flakke og er måske bange for at svigte det I havde sammen engang, som var så værdifuldt. Men hver ting til sin tid, og måske svigter du ingen ved at komme videre?
Kærlige hilsener
Kære alle jer der har svaret på mit indlæg,
Tusind tak for jeres dybe refleksioner og brugbare råd. Jeg må indrømme, at jeg helt ligesom Maia skriver til sidst, har sidder fast i nostalgien – at have en fælles historie igennem 24+ år med den gymnasiegruppe. Når jeg så har siddet og gransket den historik igennem, har det aldrig været med kærlighed, varme og en følelse af respekt og tryghed men nærmere en historik om fester, sladder og brok. Jeg valgte derfor for 2 år siden at melde mig ud af gruppen ved bare at melde mig ud af vores messengertråd (lidt vattet, jeg ved det godt men jeg havde hverken selv behovet for at skrive en begrundelse og oplevede heller ikke at de ville være interesseret i sådan en). Min barndomsveninde valgte så at melde mig ind i tråden igen, og alle lod som ingenting – ‘det var nok bare en slåfejl’. 3 måneder senere meldte jeg mig så ud igen, og jeg er heldigvis ikke blevet inviteret ind i tråden igen. En anden af gymnasiepigerne havde i mellemtiden også meldt sig ud af gruppen og skrevet på sin instagram, at hun var færdig med indholdsløse relationer. En smule aggressivt til mig, men det fortalte mig samtidigt, at jeg ikke var den eneste, der havde en oplevelse af, at relationerne i gruppen var overfladiske. Jeg valgte også at slette nogle af pigerne, som jeg havde haft mindst relation til, og som jeg havde oplevet gøre eller sige nogle dumme ting, imens jeg var i gruppen (fx havde en af dem spurgt ind til mit dårlige forhold til min søster, som også er i gruppen, men spurgte aldrig mig direkte i det år det stod på hvor jeg var fraværende).
Det er den bedste beslutning jeg har taget til dato. Jeg har stadig en relation til de piger, som jeg har haft tættest og min relation til min søster (som også er i gruppen) er blevet meget stærkere og tættere end dengang. Hun har altid haft det svært ved at være ‘mellemmand’, så jeg tror det har taget et stort pres af hendes skuldre, at jeg er kommet videre uden gruppen, og selvfølgelig accepterer at hun bliver i den grundet hendes kæreste relation med drengene. Ja, og så passer hendes liv bedre med deres 🙂
Jeg har tid til relationer, som er dejlige og ukomplicerede for mig, og det er befriende ikke at skulle have gruppe relationen på samvittigheden. Derudover venter min kæreste og jeg os en lille én til efteråret, og så skal der kun være plads til god energi i vores omgangskreds 😉