I dag er det kvindernes kampdag! Man kunne fristes til at smide BH’en, og begynde at kæfte op om ligestilling i hjemmet, i lønnen, retten til at have kønsbehåring osv. Det har jeg dog ikke tænkt mig, jo lidt måske. Jeg har tænkt mig at tage et lidt mere humoristisk syn på det, det er trods alt fredag, men samtidig krydre det med lidt seriøse budskaber.
Ikke fordi jeg ikke mener at ligestilling er vigtigt. Tværtimod synes jeg det er noget vi stadig skal kæmpe for, fordi der er stadig noget arbejde at gøre.
Eller er der nu også det? Jeg stiller spørgsmålstegn ved det, fordi vi jo åbenbart er nået dertil, at nu er det vigtigt, at vi får kønsneutrale lys ved fodgængerovergangene. Har vi vitterligt ikke andet og mere væsentlige ting at kæmpe for? Eller har vi bare givet op, og sidder med hænderne over kors, og er tøsefornærmede, imens vi vrisser “det kan godt være at jeg ikke kan få mere i løn, men så vil jeg fandme have kønsneutrale lys ude i trafikken”
Og skal vi være helt ærlige overfor os selv? Gør det så vitterligt en forskel for os, om det er en mand, kvinde, hund, frø eller blomst der er på de lys? Altså, jeg står ikke som kvinde og tænker, at mit liv bliver bedre hvis jeg får kønsneutrale lys, beklager!
Til gengæld kan jeg se en fordel i, at vi skrotter idéen om herre- og dametoiletter, fordi så slipper jeg for at skulle stå i kø i en evighed til dametoilettet. Det er også ligestilling, er det ikke?
Det samme i løn for det samme arbejde? Ja tak!
Hvornår har du egentlig sidst været inde ved chefen og bede om mere i løn? Jeg tror, hvis man spørger rundt blandt kvinder, hvornår de sidst har bedt om mere i løn, så vil mange sige, at det har de aldrig gjort. Mænd derimod, de marcherer ind på chefens kontor og beder om mere i løn, og tja… måske får de det, måske gør de ikke. Men der er en ting der er helt sikkert: hvis vi ikke marcherer ind på kontoret og spørger, så får vi det i hvert fald slet ikke. Ligestilling i lønnen kommer ikke ved at vi sidder med hænderne i skødet, og venter på at chefen synes vi skal have lønforhøjelse. Mange af dem sidder da og klapper i deres hænder over, at de får arbejdet gjort billigere.
Så kvinder… vi skal stille krav om det, kæmper for det, så vi kan gøre opmærksom på, at det her betyder sgu noget for os.
Hvorfor laver han aldrig noget?
Jeg kan godt være bekymret for, om vi er på vej i en retning, hvor der ikke længere er forskel på mænd og kvinder, ud over at mænd har en diller, og kvinder en vagina og evnen til at føde børn. Hvad gør vi egentlig den dag, hvor mændene synes det er unfair, at kvinder kan føde børn, og mænd ikke kan? Skal det så være forbudt at føde børn?
Kvinder kræver ligestilling i hjemmet; manden laver aldrig noget, han er en doven hund.
Måske er din mand vitterligt en sofakartoffel, det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg kan også bare høre på kvinder, at de sommetider glemmer lidt at se ud over deres egne arbejdsopgaver. De har det så frygteligt hårdt med tøjvask, madpakker osv. og manden laver INGENTING.. vitterligt intet.
Det er som om, at de opgaver som manden egentlig laver, ikke rigtig tæller med i “regnskabet for hjemmet”. Det kan godt være at han slår den 500 kvadratmeter store græsplæne 2 gange om ugen i en bagende sol, men hvor er det bare irriterende, at han ikke vil gå ud med skraldet! Det kan godt være at han har brugt søndag eftermiddag på at rense afløbet på badeværelset for lange hår, og sætte vinterhjul på bilen, så du kan køre sikkert ud i vintervejret, men den dovne hund har ikke engang tømt opvaskemaskinen... *SUK* altså!
Jeg ved godt at der er dovne mænd derude! Men nogle gange, kære kvinder… så har vi altså skyklapperne på.
I øvrigt, hvornår har du sidst fortalt din mand, at han ser godt ud? Hvis han skal fortælle dig det 1 gang om dagen, så skal du vel også fortælle ham det? Det er også ligestilling ikke?
Hvad med retten til bare at være os selv?
Vi er så fokuserede på ligestillingen mellem kønnene, at vi, efter min mening, glemmer at der også er en kamp der bør tages internt mellem os kvinder. Går du en tur i Bilka eller anden butik der forhandler tøj i alle størrelser fra 34 til 60, så skal du som “plus size kvinde” betale mere for dit tøj. Hvorfor? Nogen siger, det er fordi man bruger mere stof til os overvægtige kvinder, men når vi køber sko, så gør det ingen forskel om du bruger str. 37 eller 41, prisen er den samme.
Sidst jeg hængte en hylde op, spurgte en veninde mig; du er så handy, hvad skal du egentlig bruge en mand til?
Du vil aldrig høre gutterne sige til deres kammerat “hvad skal du egentlig bruge en kvinde til, når du selv kan lægge tøj sammen?”
Det er som om vi lige skal have en kommentar med på vejen, når vi gør noget der ikke er så kvindeligt. Men er ligestilling ikke også at vi som kvinder kan lave “mandearbejde”?
Kvinden: “Hej skat, synes du ikke at det er en god idé at du lige laver en fliseterrasse”?
Manden: “Nej nu skal du høre; jeg laver mad og vasker tøj, så lægger du fliser! I ligestillingens ånd!”
I dag er der piger helt ned i 10 års alderen, der står og kigger sig selv i spejlet, og synes de er for tykke, og der er kvinder derude, der har det så dårligt med deres kroppe, uanset størrelse, at de ikke har lyst til at have sex, fordi man har lært gennem sociale medier, dameblade m.m. hvad det vil sige at se godt ud, og være sexet.
Der er kvinder der holder deres hobby skjult, af frygt for hvad veninderne mon vil sige om det, og i frygt for at blive ekskluderet af gruppen.
Hvorfor? Fordi vi, uanset om vi vil stå ved det eller ej, stadig kæmper med et samfundsideal om hvordan vi som kvinder skal se ud, skal opføre os osv. Og hvis én skiller sig for meget ud, så kigger vi alligevel skævt til hende, og i værste fald mobber vi hende, og for at stoppe mobningen, skubber hun sig selv til side, måske går hun på slankekur.. ja hun forsøger at leve op til hvad der forventes af en kvinde, og blive accepteret. Er ligestilling ikke også retten til at være sig selv, og dyrke sin kvindelighed?
Det der med 4 scoringer på en weekend
Vi kvinder synes det er mega unfair, når en mand bliver kaldt macho efter at have knaldet 4 kvinder på en weekend, men hvis en kvinde knalder med 4 mænd i løbet af en weekend, så er hun løs på tråden. Det er ikke ligestilling, vi vil også have lov til at knalde 4 i løbet af weekenden, så det vil vi have lavet om, basta! Men hvis Belinda kommer til tøsemiddag fredag aften, og fortæller at hun scorede Peter fredag og Glenn lørdag inde på Crazy Daizy, så er der større sandsynlighed for at veninderne kommenterer det negativt, end at de giver hende en high five, og siger “you go girl”.
Det skal vi altså til! Vi kvinder har lige så meget ret til at få stillet sulten efter sex, som mænd har, også selvom vi er single, og skal ud og score.
Så hvad er mit ønske til kvindernes kampdag?
Jeg kunne smadder godt tænke mig, at vi kæmpede lidt for vores ret til at være os selv.
Retten til at gøre hvad vi vil, om det er at købe en motorcykel, score én mand fredag og én ny igen lørdag, eller måske springe bungee jump.
Retten til at se ud som vi har lyst til, uanset om det er piercinger, grønt hår, en blød mave, mormorarme, eller hår på og i mellem benene.
Alt sammen uden at blive dømt som værende for meget eller forkert. Fordi vi er alle sammen forskellige, og det synes jeg er værd at kæmpe for; nemlig retten til at være den unikke dig og mig.
Så her kommer det: YOU GO GIRL
Dette indlæg har 5 kommentarer
Hej Helene
YOU GO GIRL
FEDT INDLÆG 💪
Det er bestemt noget vi kan kæmpe for !!!
Ha en super dejlig dag ❤️
Mette Moff
Hej Helene! Rigtig godt indlæg.
Jeg er meget enig i at vi kvinder skal være så meget bedre til at løfte hinanden op, frem for at trække hinanden ned!
De ting jeg ser som problematiske er hele indstillingen i verden til at kvinder er underdanige overfor manden.
De der små ting som man nærmest ikke opdager, men som lever i bedste velgående, hvor kvinder bliver rapkæftede og nogle strigler hvis de snakker lidt for højt og har for mange meninger. Billedet omkring at kvinder er svagere og bare skal holde deres kæft og sidde pænt. Det billede skal dø! Og de mænd der er bange for andre mænd og derfor tager deres vrede ud over kvinder, som de jo så kan dominere, det er deres forskruede livssyn der skal ændres, og det skal de have at vide!
Jeg bliver så skide sur på mig selv når jeg ikke får sagt fra, og bare får dårlig samvittighed over at jeg er som jeg er! OG DET SKAL STOPPE!
Så nu må vi stå sammen, alle kvinder, og løfte hinanden op! For vi skal alle være lige, og have lov til at være hvem vi er! Seksualitet, udseende, lydniveau, lugt, frigørelse og alt det andet!
Tak for dit indlæg og tak for at minde os om hvad der stadig er at kæmpe for!
Det der – det var lige spot on – MEGA GODT SKREVET – mega godt rusket i folk og du har så evigt ret – Jeg er fan og jeg har armene i vejret over dig – du har lige gjort min dag en tak bedre…
FANTASTISK GODT BRØLT LØVINDE <3
You go girl <3
Super fedt indlæg… kæmpe los i vores egen røv – tak for det seje kvinde <3
Du har ramt hovedet på sømmet (kan du det som kvinde -er det ikke en mands opgave – det der handysøm der 😉 )
Jeg hepper på, at vi vender skuden og kigger indad og kæmper for ligeberettigelse mellem kvinder og så kæmper noget mere for vores egne rettigheder og ikke sidder og surmuler over at tingene ikke kommer vores vej – fordi vi nøjes med at brokke os over tingene
Handling giver forvandling ikk ?!
Tak for opsangen, det kærlige indspark og den skønne humoristiske måde du har får budskabet ud på <3
Fra en kvinde til en anden – kæmpe krammer <3
You rock girl❤️😉❤️ Så godt et indlæg!!! Kan ikke skrives mere præcist😉 Tak for dig og det!