Er en god skribent, kun en der har haft et hårdt liv ??

”I feel like I have a lot of important things to say but I just don’t know what they are yet”

Sådan har jeg det lige nu, og sådan tror jeg faktisk, at jeg har haft det i lang tid. Måske er det kliche. Måske ikke. Men sandheden er, at det er sådan jeg har det.
Jeg vil gerne inspirere, ligesom andre inspirerer mig.
Jeg vil gerne skrive, så folk bliver blæst bagover af følelsen af, at ”det er bare så ægte det der”.
Jeg er klar over, at det er svært, men alligevel trøstes jeg af, at alle har noget fornuftigt på hjertet.
Jeg bliver aldrig den næste Tove Ditlevsen, men måske kan man være så heldige blot at arve lidt af hende. 

Jeg var engang til en fest.
En 18 års fødselsdagsfest. Selvom det var sommer, klaprede mine tænder, mens jeg snakkede med den her lidt specielle fyr. Han havde langt hår og spillede trommer. Han virkede klog på livet, og af den grund var jeg selvfølgelig draget af ham.
Vi snakkede om litteratur, og pludselig sagde han: ”Jeg tror, at man skal have været ude for noget, måske noget slemt, for at kunne skrive godt”.
Derefter spurgte han, om jeg havde oplevet noget, som kunne gøre mig til en god skribent.
Jeg svarede nej, men nu er jeg ikke helt sikker på, om jeg fortalte sandheden. Hans udsagn gjorde mig først irriteret. Hvad bildte han sig ind – hvordan kunne han sidde der og bedømme, hvornår man er dygtig til at skrive!
Dette florerede i min hjerne i en rum tid. Men jeg er kommet  frem til den erkendelse, at jeg må give ham ret.
Det ville være synd at sige, at mit store litterære idol, Tove Ditlevsen, havde et nemt liv, ligesom Dan Turèll og Karen Blixen også mødte bump på vejen.

Måske gad jeg ikke give ham fyren ret den sommernat, fordi det gjorde mig ked af det.
Det gjorde mig ked af, at et vanskeligt liv skulle identificere en god forfatter.
Men samtidig går det også nu op for mig, at et liv uden problemer er et sjældent syn. Så måske er det egentlig ikke så slemt alligevel. Måske var hans udsagn bare ’common knowledge’, som blot var fløjet hen over mit hoved.
Jeg ved det ikke, og det er egentlig også lige meget. Faktum er bare, at ens fortid ikke skal have lov til at afgøre, hvorvidt man kan skrive eller ej.
Samtidig ville det være naivt at mene, at ens fortid ikke har betydning for et muligt forfatterskab.
For jeg må dog erkende, at i langt de fleste tilfælde trækker forfattere på deres fortid. Hvad skulle man da ellers gøre?
Og måske er der bare kortere fra blyanten til papiret, hvis man brænder inde med foragt, sorg eller en utryg barndom!

Sådan tror jeg desværre, at det er.
Jeg oplever selv, at det er nemmere at skrive, og skrive godt, hvis jeg er trist. Jeg har mere på hjertet, flere tanker, flere ideer. Så ham fyren får altså ret.
For jeg har været ude for noget. Jeg er ude for noget. Lige nu og hele tiden.
Jeg bryder mig ikke om at italesætte det, fordi at jeg føler mig som endnu en kliche. En ung pige med angst.
Men samtidig ved jeg også, at det er mig selv, der holder mig tilbage.
For ja, der er kommet stor fokus på angst, og det er jo fantastisk, men jeg har aldrig brudt mig om eller været tilfreds med at være endnu en i mængden.
Men angst er altså det jeg har været ’ude for’. Angst er min fortid, såvel som det er min nutid, men forhåbentlig ikke min fremtid.
Så måske har jeg en chance for at kunne skrive. Jeg ved i hvert fald, at jeg gerne vil skrive. Skrive sådan, at mennesker føler, tænker og undres over noget. 

Jeg har noget på hjertet, det ved jeg.
Men det der dog endnu er uvist, er hvad jeg har på hjertet.